På skattejagt i vildmarken

Blot halvanden times kørsel fra København finder du ægte svenske vildmark. Tag med til naturparadiset i Söderåsen.

Se, jeg leger, at jeg er en tørstig tiger!« udbryder min søn, lægger sig fladt ned på maven og tager en ordentlig slurk fra det lille vandløb, der stille risler gennem den enorme skov.

Næste: Fisk, ulve og bjørne

Det er nu ikke den indiske regnskov på den anden side af jordkloden, vi befinder os i, men derimod Söderåsens Nationalpark i Skåne, små 80 km fra København. Her, blot halvanden times kørsel fra den travle storby, ligger en vaskeægte vildmark, hvor man kan vandre i timevis uden at se andre mennesker.

Det betyder nu ikke, at man skal være bange for at fare vild, for her er både afmærkede ruter af forskellig længde og sværhedsgrad samt – hvis man vil gå med både livrem og seler, sådan i overført betydning – mulighed for at vandre med GPS.
Det er det, vi er ude at prøve. Sammen med en gruppe andre voksne og børn prøver vi et af de nyeste tiltag her i nationalparken: GPS-skattejagt.

Piloter på skattejagt
Ved turistinformationen ved indgangen til parken fik vi udleveret en lille gul GPS, cirka på størrelse med en mobiltelefon, hvori der er indkodet en rute, som vi skal følge. Undervejs på ruten er der gemt forskellige »skatte«, som man skal finde.
Geo-caching hedder denne nye kombination af naturoplevelser og skattejagt, og den er på rekordtid blevet super populær. Kort fortalt går det ud på, at man gemmer en række ting, lægger hjælpe-oplysninger ud på nettet, og så strømmer skattejægerne til. 
Og dem er der mange af – i alle aldre. Tidligere på sommeren oplevede de her i Söderåsen, at to SAS-piloter benyttede nogle timers pause mellem flyvningerne til at suse fra Kastrup og hertil for at finde »skatte«.

Smuk natur
»Vi skal dreje den vej!«
En af pigerne har fået GPS’en om halsen og har nu til opgave at føre flokken an. På GPS’ens skærm kan man se et lille kort, og nu peger en blinkende pil mod højre.
I gåsegang går vi ad en lille sti mellem de høje graner. Det går opad. Nedad. Opad igen.
Her er smukt. Store træer er drattet omkuld og ligger nu i skovbunden – lige til at klatre op på. Der vokser grøn-lilla mos på granitklipperne. Mellem træerne kan man skimte en lille sø. Hvis man er heldig, fortæller vores guide, kan man se hjorte og vildsvin.
Da stien atter bliver bredere, drøner børneflokken af sted. Løber, hopper, griner.

Min søn kommer spurtende tilbage:
»Se,« siger han og rækker hånden frem. En lille glinsende, blåsort bille kravler rundt i hans håndflade. Glemt er alt om computerspil og Cartoon Network.
I begyndelsen af turen var børnene vilde efter at få lov til at gå med GPS’en, men nu har de for travlt med alt muligt andet. Ingenting slår naturen.

Skatten fundet
Vi nærmer os. Tættere på. Tættere på. Nu!
GPS’en har udpeget stedet, hvor »skatten« er skjult. Det er en af naturvejlederne fra turistcentret, der har været ude at gemme den dagen før, og det har hun gjort godt.
Børnene løfter på sten. Roder i bladene i skovbunden. Kravler op i et træ for at se, om den skulle gemme sig der. Det virker håbløst, men de giver ikke op.

Og så, pludselig, får én af dem den idé at kigge ind i en gammel træstamme, der ligger mellem nogle buske. Der er noget mos på en af de store grene. Væk med det, og…
»Den er her, den er her!«
Børn og voksne strømmer til.

Skønt bytte
»Skattekisten« er en lille plastik-madkasse, men det virke nu ikke til at skuffe børnene, der febrilske bakser for at få den op. Nede i den ligger en masse småting: Et par kuglepenne, en køleskabsmagnet med en mariehøne, en nøglering med en elg. Men børnene er lige så glade, som hvis det havde været gulddubloner og smaragder. Det er jagten, der er interessant. Ikke byttet.

Der ligger en lille logbog i kassen. Her skriver vi, hvem der fandt »skatten« og hvornår. Så kan man se, hvor mange der har været forbi.
Nu må børnene hver tage én ting. Til gengæld skal de lægge en ny ting i kassen, så der også er noget at finde for næste hold »skattejægere«. De voksne graver godt i lommerne. Hmm. Her er en lille notesblok. En pakke tyggegummi. En kuglepen.
»Skattekisten« bliver atter gemt godt og grundigt i det hule træ, og vi vandrer videre ud på nye eventyr…

Næste: Fisk, ulve og bjørne