På rejse til rockens rødder

Med udgangspunkt i det legendariske Sun-studie i Memphis fortæller musikjournalisten Jan Eriksen her om sin rejse til den amerikanske blues- og rockmusiks hellige områder.

Hvad der helt præcis fik den unge chauffør til at opsøge Sun-studiet diskuteres til stadighed af rockens arkæologer. Faktum er, at Elvis Aaron Presley den 18. juli 1953 om eftermiddagen tog mod til sig og spadserede ud til Union Avenue 706 i udkanten af Memphis, Tennessee.

Læs også: 3 sikre hits på rock-rejsen til USA

Kort efter forlod han Sun-studiet efter at have indspillet singlen »My Happiness«.
Siden har lokalerne været brugt til lidt af hvert, lagerrum blandt andet. Men i dag fungerer de igen som studie – og museum.

57 år og et par måneder efter Kongens første besøg sidder jeg på en træbænk i studiets reception med en kop stærk sydstatskaffe. Jeg betragter en fotostat af det klassiske foto af  The Million Dollar Quartet fra 1956. Ved pianoet leger Elvis med tangenterne. Bag ham ses tre andre Sun-stjerner, Jerry Lee Lewis, Carl Perkins og Johnny Cash.
Jesus og de tre disciple. Vi befinder os trods alt i hjertet af det sydøstamerikanske bibelbælte.

Rejseliv.dk’s pilgrimsrejse til rockens rødder har nået sin foreløbige kulmination denne dovne oktober-onsdag. 
Studiet emmer stadig af autentisk 50’er rock’n’roll. Patina. Sjæl. Der er en rå pionerstemning over indretningen. Det er som om, tiden står stille i det gulgrønne lys i det oprindelige studie 1. Belysningen og de nøgne vægge får et kort øjeblik én til at tænke på et gammelt hospital.

Johnny Cashs »Walk The Line«
Guiden peger på spolebåndoptagere og andet tudsegammelt studieudstyr i et mørkt rum, som lyses op af  et originalt neonskilt. Oprindelige plakater og sort/hvide billeder af kunstnere. Nogle ukendte, andre glemte, enkelte virker bekendte. Alle ser meget unge og ukuelige ud. Tænker, at deres ansigtsudtryk symboliserer optimismen i datidens USA. Måske var de bare på ferietabletter.

Ti skrammede guitarer er linet op langs den ene nøgne væg i studie 1. I nærvær af guitaren, som blev benyttet under indspilningen af Johnny Cashs »Walk The Line« får fantasien frit spillerum. Man kan forestille sig manden i sort forklare de andre musikere, hvordan rytmen skal lyde som et godstog.

Udenfor er det almindelig varm eftermiddag, 33 grader viser termometeret. De heldige, der har et job i det kriseramte Memphis, er på vej hjem fra arbejde, på vej ud på indkøb. Men studiet er svalt. På gulvet er der markeret et kryds med tape. Her tog Elvis de første usikre skridt hen mod en enorm mikrofon, inden han åbenbarede sin guddommelige stemmepragt for første gang.

Hører man til dem, der lærte mere af grammofonen end i skolen, er denne tur gennem tre-fire studierum, som det ville have været for Dr. Livingstone, hvis han havde fundet Nilens kilde. Det gælder for Rejseliv.dks udsendte. Som det gælder for en japansk familie på samme rundtur.  Da guiden spontant bryder ud i et par strofer af en af Kongens sange, begynder far og søn at danse synkront rundt på gulvtæppet.
 
Bluegrass-musikken
Busrejsen mod rockens rødder er begyndt et par dage tidligere i Atlanta.
Turen ud af Georgia går henover Blue Ridge Mountains, som John Denver synger om i »Take Me Home Country Roads«. Bjergene er en del af Smoky Mountains, som igen er den sydlige del af Appalacherne, også kendt som hillbilly-land. Her kan man stadig møde små landsbysamfund, hvor de fleste indbyggere ligner hinanden. Mere og mere for hver generation.  Ingen, der har set »Sqeal like a pig«- voldtægtsscenen i »Udflugt med døden«, som foregår her i området, bliver nogensinde helt den samme igen.

Ikke desto mindre har jeg glædet mig til mødet med det Georgia, som Ray Charles og Gladys Night synger om i henholdsvis »Georgia On My Mind« og »Midnight Train To Georgia«. Gennemsyret, som de er, af længsel tilbage mod barndommens grønne dal.
Denne tidlige formiddag ånder alt fred. Den berømte tågedis, der har givet bjergene deres navn, hviler over tinderne. Dalene er rent faktisk grønne. Ofte i meget mørke nuancer.

Set gennem det disede lys får græsset med lidt god vilje det blålige skær, der har lagt navn til bluegrass-musikken, som udspringer i området. Med »Oh! Suzanna« som det nok mest kendte nummer.

Oprindelig blev musikken skabt af hårdtarbejdende britiske immigranter i de bjergrige områder. Klassiske bluegrass-sange handler ofte om det hårde arbejde på jernbanen og savnet af hende derhjemme. Et savn, der dog til en vis grad også dengang lod sig dulme af den hjemmebrændte whisky, der flød i stride strømme.

Det skal senere vise sig, at turen henover bjergene med det blå græs er den eneste rigtig store naturoplevelse på turen. Jo, der er den store, sløve, mudrede Mississippi og selvfølgelig sumpene omkring New Orleans. Men ellers minder de skovbeklædte flade landområder omkring Georgia, Tennessee og Mississippi om turen sydpå ad den tyske autobahn, indtil man når småbjergene ved Kassel. Der findes et udtryk, der beskriver den udsigt: gabende kedsommelig.

Småslidte all american gals bag disken
Forskellen er, at der er to slags skove langs med en motorvej i Tennessee. Dem med træer – og så de skilteskove, der signalerer, at man befinder sig i udkanten af hvilken som helst by. McDonald’s, Kentucky Fried Chicken  – Waffle House, som signalerer »diner«, med hvad deraf følger af spejlæg, fedtstof, Heinz-ketchup, hamburgers, mere fedtstof, skinke, cola i litermål, endnu mere fedtstof, sort kaffe og en eller flere småslidte all american gals bag disken.
Som at stige ind i en film, med andre ord. Totalt et must do, når man ferierer på disse kanter.

Appalacherne er som en port ind i rock’n’roll-land. Et par hundrede kilometer og vi er i countrymusikkens hovedstad, Nashville. Country & Western er en videreudvikling af den oprindelige bluegrass.

Omkring 300 km fra Nasville ligger Memphis, hvor rockmusikken opstod som en sammensmeltning af country og den blues, som stadig forbindes med byen. Og som har sit udspring i de hvidprikkede bomuldsmarker, man endnu kan se ligge spredt langs med vejen. De cirka 500 km langs med Interstate 24 og 40 er rockens navlestreng.

Men inden vi når første mål, Nashville: Et stop ved landsbyen Lynchburg. En flække med max. 15 træhuse, som meget hurtigt ville være overset, hvis det ikke var for kommunens eneste store industri, det sagnomspundne Jack Daniels destilleri.

Rundturen på Jack D er ikke den store oplevelse. Guidens sydstatsaccent er ganske enkelt umulig at forstå, men historien om gamle Mr. Daniels, der begyndte i sprutbranchen allerede som dreng, er symbolsk for den religiøse dobbeltmoral, der den dag i dag præger bibelbæltet.

Jack boede som dreng hos en frikirkepræst, der havde specialiseret sig i whiskydestilleri. Da menigheden påbød præsten at vælge mellem kirke og whisky, valgte han kirken og satte det niårige plejebarn til at brygge whisky.

Man kan mene om smagen af Jack D no. 7, hvad man vil. Det er en kendsgerning, at den gyldne drik er, eller har været, for rockmusikere som Keith Richards fra Rolling Stones og Jimmy Page fra Led Zeppelin, hvad brystmælk er for babyer.

Umiddelbart kan det virke sært, at disse hardrockere har tilegnet deres kærlighed og lever til en drik, som oprindelig var forbeholdt aldrende senatorer og bomuldsfarmere. Svaret ligger nok i de buzzwords, som Jack-fans ifølge en reklameundersøgelse forbinder med drikken: maskulinitet, tilbagelænet selvbevidsthed, vidende smil, stolthed, tillid og unikhed.
Jack D-drikkere ser sig som »manden mellem mænd«.

Næste: Pas på; Jack D er en lunefuld ven