På rejse ind i Japans hjerte

Kyoto kaldes for Japans hjerte. Og man taber let sit eget til den gamle tempelby vest for Tokyo, som både rummer oplevelser for eventyrere og feinschmeckere.

Vi har valgt at bo i en ryokan i det gamle geisha-område Gion. Her kan man i weekenderne studere de hvidsminkede geishaer, når de i små grupper spadserer rundt i kvarteret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristoffer Zøllner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lydløst glider Shinkansen ind på den futuristiske Kyoto Station. Som Japans andenstørste station er det over 400 meter lange bygningskompleks alt efter den besøgendes smag og temperament enten et arkitektonisk 70 meter højt mesterværk eller en klodset kolos udstyret med kontorer og shoppingcenter. Ikke ligefremt smukt, men funktionelt er det unægteligt.

Læs også: Tokyo - kontrasternes by
 
I de seneste godt tre timer har vi oplevet essensen af, hvad det er, japanerne kan, som man ikke oplever noget andet sted i verden. Den gennem århundreder nedarvede og berømmede sans for sublim service og høflighed i kombination med højteknologi og præcision. Her legemliggjort i det elegante hurtigtog Shinkansen, som med op imod 300 lydløse km. i timen som pulsende vener forgener sig i landskabet af grønne rismarker og på turen fra Tokyo til Kyoto passerer det blå Mount Fiji, der som en vulkan rejser sig i horisonten.

Glemt alt om et nedslidt dansk skinnenetværk og kurver, hvor farten ikke overstiger 30 km. i timen. Men inde i togvognen bevæger man sig rundt uden problemer, selvom man kører over 200 km. i timen.

Når tog-stewardsessen træder ind i kupeen i en i en af de 12 vogne med sit udvalg af mad- og drikkevarer, bukker hun dybt for passagerne, inden hun går i gang med at tilbyde små sushi-frokostpakker, miniature-sandwich og kildevand. Når hun er nået til den modsatte ende af kupeen, bukker hun igen dybt, inden hun vender sig om og bevæger sig videre til næste vogn. Det samme gælder kontrollørerne og det øvrige personale. Man hilser og tager afsked med et buk. Altid.

Og man bliver hurtigt forvent med god service. Især for os, som tilhører den gruppe danskerne, der mener, at det danske serviceniveau efterhånden er ikke-eksisterende, er det en åbenbaring at møde den japanske høflighed hvor alt kan lade sig gøre. Vel kan det være for meget, når traditionen og ritualerne står i vejen for den direkte kommunikation. Men som turist i et oplyst og effektivt samfund, er det en sand luksus at bade sig i service på et meget højt niveau.

Kyoto er helligdomme, hipstere, geishaer og Gucci

I 1794 flyttede kejserbyen til Kyoto, som dermed blev landets hovedstad og tiltrak buddhistiske templer og shintohelligdomme. I 1864 brændte 80 procent af byen men gik til gengæld stort set fri under 2. verdenskrigs bomber. I 1970erne og 1980erne sørgede byplanlægningen til gengæld selv for at jævne op imod 50.000 træhuse med jorden og i stedet lade hoteller og indkøbshuse skyde op. Blandingen er et perfekt mix af det moderne og det traditionelle i handy københavnerstørrelse. Helligdomme og hipstere, geishaer og Gucci.

Kyoto er sanselig og på samme tid logisk stringent. Eller intuitiv om man vil. I stationens kaos finder man rulletrappen, elevatoren, taxaholdepladsen fuldstændig logisk og chaufføren er selvfølgelig venligheden selv. Sådan er Japan, så sådan er Kyoto selvfølgelig også.

Hvem havde troet, at det (nærmest) skulle være afslappende at bugsere to kufferter, tre-fire stykker håndbagge og en klapvogn igennem menneskemylderet. Nej, ikke afslappende, men ikke-besværligt. Japan er ikke-besværligt. Og man får opfattelsen af, at chaufføren hellere vil begå harikiri end ikke at være i stand til at køre sine passagerer helt til døren, selvom han kun har en note skrevet med håndskrevne vestlige bogstaver at støtte sig til. Og da han finder, hvad han håber på er det rigtige sted, løber han så hurtigt han kan til døren, banker på for at være helt sikker på, at det nu er den rigtige adresse. Og det er det heldigvis. 

Hotellet er en tidslomme
Vi har valgt at bo i en ryokan i det gamle geisha-område Gion. Her ligger geisha-skolerne, hvor de unge japanske piger bliver oplært i den flere hundrede år gamle kunst at spille, danse og konversere, og her ligger også vores ryokan, der skal være vores hjem i de næste tre dage.

Men man kan godt mærke, man er kommet til provinsen. Engelskkundkaberne er i forhold til Tokyo mere begrænsede, og vestlige turister et lidt sjældnere syn.

Da vi ruller op foran ryokanen er det – lidt banalt sagt – som at dykke ned i en tidslomme eller ind i en film af Akira Kurosawa. Det lille guesthouse ligger anonymt i en sidegade med lukkede skodder. Intet, udover et diskret skilt med skrifttegn, afslører, hvad der foregår bag trælamellerne.

Indenfor skydedørene er der først et lille forrum med stengulv, hvor man selvfølgelig tager skoene af, som bliver stillet til side i et skab. Derefter træder man op på en forhøjet bænk i lakeret træ og ifører sig et par beigefarvede tøfler, inden man indtager gulvtæppet i receptionen, hvor det kvindelige personale sidder smilende på knæ på gulvet og bukker. De første gange er det en akavet affære at komme elegant fra stengulv til tøflerne på gulvtæpet, for selom der bliver smilet overbærende, er der ingen tvivl om, at man mener det alvorligt.

Den lille reception er det eneste ved riokanen, der minder om et konventionelt hotel. Når den er passeret, er det gamle træhus fra 1300-tallet en labyrint af værelser, der snor sig i to etager. Der findes ikke stole og senge og alle borde er i sofahøjde. Man kan vælge værelser med en lille brusekabine, men den helt store attraktion ved en riokan er baderummene, hvor man hver aften skrubber sig fra isse til tå. Det vender vi tilbage til.

Fra Gion går vi den første dag gennem Okazaki-parken og op til den zoologiske have. På vejen kommer man forbi flere af de store flotte templer, blandt andre Heian-helligdommen – og et sted med ricksshwas, som bliver trukket af løbende mænd. Turistfælde? Nej, egentlig ikke.

Nok lidt turistet men også hyggeligt for et barn at sidde på den lille vogn med tæppe over sig og blive fragtet af en meget veltrænet, og som han fortalte, semi-professionel baseballspiller (baseball er meget populært i Japan, red.) som hele tiden forsikrede os, at vi tre King Size-skanindvaere ikke var noget problem.

Og udover et par sveddråber i tindingen var vores letbenede chauffør ikke videre medtaget ved ankomsten til den zoologiske have. Og blev vanligt forlegen og insisterende og skævede nervøst til sine rickshaw-kolleger, da han med dybt buk og nærmest grådkvalt accepterede drikkepenge. For man giver ikke drikkepenge i Japan. Det er uhøfligt og ydmygende, så de 1000 yen – cirka 60 kroner har sikkert ligget og brændt skamfuldt i hans lomme.

Den zoologiske have er et par standarder eller tre over de zoologiske haver, man ofte finder i sydøstasien, hvor dyrernes forhold minder om dem, man kunne finde på rumænske børnehjem under Ceausescu, men den er samtidig ikke helt så topmoderne som eksempelvis den, man finder i København med arkitekttegnet elefanthuse. I Kyoto Zoo er det mere primitivt, men dyrene har det øjensynligt godt, og børnene synes, det er sjovt. Som i københavn er der også en mini-zoo hvor man kan klappe geder, får og æsler, og en lille restaurant med mulighed for at spise medbragt mad eller stedets nudelretter.

Næste: Hjem til 12-retters Kaiseki-måltid