På øko-eventyr til Ayers Rock

Der er ingen aircondition, brusebadet foregår i bushen, og maden laves på bål. Til gengæld får man både en unik natur- og kulturoplevelse og kan se sig selv i spejlet, når man kommer hjem.

Rejseliv imported photo
The Olgas er en serie af klipper, der næsten er mere imponerende end Ayers Rock. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Romme Christoffersen

»Climb closed,« står der på skiltet. Nedenunder har nogen tilføjet, at det er på grund af ekstreme temperaturer.

Næste: En nat med slanger og edderkopper

Det burde være overflødigt at pointere. Heden ligger så tungt, at asfalten slår buler, og de få vindpust føles som den luft, der kommer ud af en hårtørrer.

At stien op til toppen af den røde sten er lukket, fordi termometeret står og dirrer på 47 grader, gør ikke os noget. For modsat en gruppe skuffede teenagere med klatreambitioner er vi her ikke for at lege actionhelte op og ned ad den 348 m høje og stejle klippe. Ikke fordi vi er bange for at dø af hedeslag på vej op eller ned (selv om det sker oftere, end de australske turistmyndigheder bryder sig om), men fordi vi er her som såkaldte økoturister.

Trods sin bismag af politisk korrekthed betyder dét i al sin enkelhed, at vi er rejst ind til Australiens midte for at opleve den unikke natur – med den ikoniske Ayers Rock som omdrejningspunktet – på en måde, som ikke ødelægger selvsamme unikke natur. Samt at vi har taget turen herind for at lære andet og mere om de aboriginere, der bor her, end lige hvorfor de betragter Ayers Rock som helligt land, man ikke bør betræde.

Derfor var vi, 14 turister med bagage, allerede klokken halv fem i morges steget på den firhjulstrukne lastbil, der de næste tre dage skal være vores hjem, og var bumpet de 450 km gennem outbacken fra Alice Springs til Ayers Rock.
Vi var ude af byen, før de hundredvis af øvrige turister, der hver dag har kurs samme vej, stoppede ved en søvnig købmand på vejen og købte snacks og drikkevarer til turen ind i et landskab, hvor man ikke kan købe noget, blev introduceret for Steve, vores guide og chauffør, og for hinanden. Fra amerikanske Joe og hans kæreste fra Bosnien over Bryan fra New Zealand til 22-årige tyske Max, som man skulle tro hørte mere hjemme på den bustur, hvor man ser Ayers Rock fra bussens vinduer, akkompagneret af høj musik og masser af øl.

Bortset fra, at Max – fortæller han – har researchet på det enorme udbud af selskaber, der tilbyder guidede ture til Ayers Rock og omegn, og fundet ud af, at Wayoutback Desert Safaris, som vi er med, er et af de eneste selskaber i Australiens midte, der har modtaget et såkaldt Advanced Ecotourism Certifikat.

Og nu står vi her, flokken af økoturister, og ser på skiltet med ordene Climb Closed. Lærer af Steve, at uanset temperaturerne er det ikke en god idé at klatre op på stenen. Lærer, at selv en sten så stor og imponerende som denne ikke er usårlig overfor menneskets påvirkning. Hverken overfor den evige strøm af urin fra de klatrere, som ikke kan holde sig, når de har nået toppen, eller det affald, de sammen med strålerne efterlader deroppe. Og lærer, at der ej heller vil blive ved at være en 348 m høj sten midt i den flade australske outback, hvis turister bliver ved at smugle et lille stykke af den røde klippe med sig hjem.

Og så er naturen bare en del af grunden til at nøjes med at opleve stenen fra jordhøjde. En anden, og lige så vigtig, grund er, at for de aboriginere, der bebor dette område, er Ayers Rock – eller Uluru, som er stenens urgamle navn – ekstremt helligt land.
Selv uden at tro på de guder, aboriginere bekender sig til, er det ikke svært at forstå, hvorfor den røde sten og landet omkring og under den nødvendigvis må være helligt. Midt i et landskab så barsk, at både dyr og planter, som ellers har tilpasset sig de ekstreme betingelser, ind imellem må overgive sig og dør, ligger Ayers Rock der og er en oase af skygge og evige vandhuller.

For aboriginerne er det spektakulære naturfænomen ikke skabt tilfældigt. De tror på, at guderne skabte Uluru tilbage i Drømmetiden – den tid, hvor alting opstod – og er nøglen til fortiden, nutiden og fremtiden for aboriginerne. Hver en rille og fordybning har en betydning for dem. Et hul ind i den ene side af klippen blev skabt, da en slangegud krøb forbi, en skråning på stenen er resterne er en emu, som to guder slog ihjel med en økse.

Om skabelsen af selve Uluru lyder legenden, at det skete, da to stammer undlod at møde op til en festlig ceremoni. I vrede over at være blevet forsmået pudsede ceremoniens vært en dingo – Australiens vilde hund – på de to stammeledere, som derefter blev dræbt på voldsom vis. Af sorg over dette blodbad rejste jorden sig og blev til Uluru. Stien op til toppen af stenen var forbeholdt de allerhelligste og mest vise mænd og måtte derfor ikke betrædes af andre.

Skønt disse fortællinger er oldgamle, har de stadig masser af styrke i dag. De er blevet fortalt videre gennem generationer, og selv om aboriginerne efter den hvide mands indtog i 1800-tallet lever i en helt anden verden end deres forfædre, der var her for 40.000 år siden, har deres tro ikke ændret sig.

Af samme årsag vil de helst ikke have, at man tager billeder af de mest hellige steder omkring stenen. Det er til gengæld helt okay at blitze løs fra parkeringspladsen ved solnedgang. For er Ayers Rock et fotografisk tilløbsstykke i dagstimerne – selv om Steve har timet vores tur, så vi har mødt meget få andre på den ni km lange tur rundt om stenen –  foreviges den tifold i den halve time, hvor solen glider ned over horisonten og farver klippen i et væld af nuancer fra blodrød over skærende orange til dyb lilla.

Det er et fascinerende syn – også selv om det foregår i et rent champagnecirkus, som er en tradition, selv Wayoutback er med på. Solnedgang og champagne hører sammen, basta. Men i vores grønne ånd folder vi ikke hvide duge og servietter ud, vi drikker champagnen af recycling-glas og spiser økologiske kiks, mens vi tavse betragter solens dans på klippen.

Senere er vi tilskuere til endnu et af naturens vidundere. I miljøvenlig stil skal vi campere. Steve laver mad på bål, bagefter vasker vi op i fælles flok og lufttørrer service og bestik. Og så kryber vi ned i soveposerne – direkte under den australske outbacks himmel. Herude er man længere væk fra oplyste områder end noget andet sted på jorden. Det kan man godt se på himlen. Men man kan ikke forklare det bagefter: Hvordan en sort himmel oplyst af millioner og atter millioner af stjerner ser ud, eller hvilken følelse af uendelighed, man fyldes med, når man ligger der under den.

Næste: En nat med slanger og edderkopper