Der er noget ironisk i, at de tidligere Dansk-Vestindiske øer går under betegnelsen Jomfruøerne. For hvis der er et sted i verden, der er blevet brugt godt og grundigt af ikke bare de danske, men også engelske, franske, hollandske og spanske, kolonimagter, så er det netop de tre små caribiske øer.

Læs også: På snorkeltur i Vestindien

Heldigvis er det kulturelle miskmask, som slaveimport og emigration fra hele verden har resulteret i, meget mere interessant end nogen jomfru. Det eneste pletfri ved Jomfruøerne er deres hvide strande; alt andet pulserer varmt og farverigt til tonerne af calypso og beboernes syngende dialekt. De tre små øer, som i dag hedder US Virgin Islands, har hver deres særpræg og ligger meget tæt på hinanden, så det er oplagt at øhoppe mellem dem – og små børn er mere end velkomne.

Diamantshopping på St. Thomas
»How’ you looking?« spørger dørmanden på vores hotel, da vi lander i St. Thomas’ hovedstad Charlotte Amalie.
Øh, hvad? Der går et par dage, før vi fanger, at det er den gængse hilsen her på de caribiske øer, og at det passende svar er »I looking good«. Lige som at udtrykket »cheez an bread« udtrykker overraskelse og ikke har det mindste med fødevarer at gøre.
Det kan godt være, at vi danskere har et eks-ejerforhold til stedet, men Jomfruøerne er først og fremmest caribiske, og det mærker man med det samme. Høj calypso og reggaemusik strømmer fra biler og baglokaler og Charlotte Amalies smukke kolonistilsgader vrimler med vilde høns. At gaderne så stadig bærer danske navne som Wimmelskaftet og Borgergade, gør det kun sjovere.

St. Thomas er den mest besøgte af de tre Dansk Vestindiske øer, primært i form af den massive cruise-turisme, der strømmer til Charlotte Amalie seks dage om ugen. Hver formiddag fyldes byens smukke hovedstrøg, Dronningensgade, af amerikanere på jagt efter billige diamanter. Øerne er nemlig toldfrit område og har en livlig handel med forskellige luksusvarer. Vi hygger os med lidt oseri hos Cartier og Tiffany’s men lader os ikke friste. Selv billige diamanter er dyre i køb.
I stedet trasker vi en tur op ad byens stejle gader langs blå og rosa facader til den gamle, danske kirkegård, hvor vi  går rundt under tamarindtræer og læser gravstene med navne som Arctander og Christensen. Det er kun et par generationer siden, at danske immigranter krydsede Atlanten i sejlskibe og bosatte sig på de varme sukkerrørsøer, men dengang må det have været som at krydse universet og bosætte sig på Mars.

I byens lille havnekvarter, Frenchtown, bringer caféen French Deli os tilbage til nutidens Caribien. Lokale fiskere med plettede skjorter og bare tæer snakker sport og politik over deres kaneltoast, mens en frodig mama brygger kaffe bag disken. Vores 15 måneder gamle søn, Cassius, løber rundt mellem bordene og nyder den livlige stemning og ikke mindst opmærksomheden. Øboerne har ry for at være lidt reserverede, men små børn har det jo med at skyde genvej ind i folk, så vi møder ikke andet end nysgerrighed og store smil. Og interessen bliver bestemt ikke mindre, når de hører vi er danske, for så er vi jo nærmest i familie.

St. Johns paradisstrande
St. John er den mindste af de tre øer og den mest stille. Størstedelen af øen dækkes af tæt nationalparkregnskov, og der er kun en håndfuld resorts og to mikroskopiske byer på øen.
Hovedbyen, Cruz Bay, hvor færgen fra St. Thomas lægger til, er en lille, farverig flække, der befolkes af rastaer, surferdrenge og amerikanske eksilhippier. Livet leves på den lille strand; enten med frisbeespil i vandkanten eller en daquiri under et mangrovetræ. Vi indlogerer os i ægteparret Bob og Marleens hyggelige Star Villa, som ligger højt på en bakketop med og nyder udsigten ud over bugten.

På villaens store træterrasse har vi både grill og egen swimming pool, så vi kan ikke rigtig finde grund til at gå nogen steder. Lykken er at ligge i en hængekøje med en drink og lade sig lulle i søvn af brænding og fuglesang. Livet kan været meget enkelt. Især når man er i Caribien.

Nord for Cruz Bay ligger nogle af øens – og verdens – bedste strande. Beskyttede små bugter med kridhvidt silkesand, turkisklart vand og skyggefuld mangrove. I bugten Caneel Bay lod Rockefeller-familien i 1950’erne bygge et resort, som oprindeligt var til eget feriebrug men som i dag er åbent for offentligheden. Caneel Bay Resort er i luksuskategorien, men i modsætning til Caribiens mange polerede ferieklubber befriende uprætentiøst. Her er ingen infinity pool og spaafdeling, ingen imponerende lobby med krystallysekrone. I stedet spreder en samling træhytter sig over en stor park med fritgående rådyr. De fleste af hytterne ligger direkte ned til en af resortets syv verdensklassestrande.

Her går tiden for alvor i stå. Vi går de fem meter fra hytten ned i vandet og tilbage igen, slæber os op til frokostbuffetens friskfangede mahi mahi og drikker solnedgangsdrinks i strandbarens lænestole. Leger med Cassius i sandet og bader igen i turkisblåt vand. Pyh, sikke en dag!

Man kan faktisk både spille tennis, dyrke yoga og gå til akvarelmaling men vi får kun svunget os op til lidt snorkling og en gåtur i junglen. Det føles lidt syndigt at være så doven, men åh, hvor er det godt!

Det »ægte« caribien på St. Croix
Måden at komme rundt på øerne er med vandflyver!
Vi flyver i et 15-personers miniputfly fra St. Thomas til St. Croix, lavt hen over koralrev og grønne øer, og føler os for en stund som eventyrere.

St. Croix er den eneste af de tre øer, som har andre hovedindtægter end fra turisme, og det mærker vi, det øjeblik vi lander i Christiansted. Øen har en driftig olie- og kvægindustri, og det lyder måske ikke så romantisk, men det er faktisk med til at give den et autentisk og levende lokalliv. På havnepromenaden mødes forretningsmænd til fyraftensøl, børn myldrer rundt i gaderne i deres nystrøgede skoleuniformer, og i kirkeklubberne samles pæne damer over aftenkaffe.
Christiansted er en hyggelig, lille by i rendyrket kolonistil. Husene er i to plan med malede smedejernsbalkoner i førstesalshøjde og smukke baggårde, hvor trapper forsvinder op i blomstrende slyngplanter. Alt er småt, farverigt og slidt, og man kan se, her bor mennesker af kød og blod. Her er sjæl.

Den danske arv er meget present i form af gadenavne og royale monogrammer på facaderne, lige op ad caribisk kultur som for eksempel pedicuredamens skilt »If your feet are not becoming to you, they should be coming to me.« Effekten er mildest talt charmerende.

På havnemolen finder vi frem til lokalbaren Angry Nate’s, som er proppet med happy hour-gæster, stolte fiskere med køletasker fuld af barracudaer og legende børn. Vi slår os ned med kolde øl, sesampaneret tun og nyder solnedgangen. Cassius forelsker sig i en sort prinsesse på to år, som han kysser og krammer, så hele lokalet genlyder af »nåhr«-lyde.
En af St. Croix’s ældste danske familier, familien Lawaetz, har indrettet et museum i deres gamle sukkerfarm, Little La Grange. Her kan man se, både hvor stateligt sukkerfarmerne boede med mahognimøbler og sølvtøj, og få et indtryk af arbejdernes noget mere primitive leve- og arbejdsforhold.

Men familien har også en anden gammel sukkerfarm, Annaly Mill, dybere inde i St. Croix’ regnskove, og her udlejer de den renoverede sukkermølle som feriebolig. Det er en enestående mulighed for at bo på en gammel plantage midt i junglen, oven i købet hos en familie, der stadig betegner sig selv som dansk og gerne fortæller deres fantastiske familiehistorie.
Møllen er moderniseret med lækkert, åbent køkken, tre soveværelser og to bad, men stilen er stadig kolonitid, og der er mågestel i vitrinerne. Møllens store terrasse er det perfekte sted at drikke en Cruzan (lokal rom) og juice til lydene fra junglens mangfoldige liv.
Vi tilbragte to uger på de tre øer, og det var et par måneder for lidt. Til trods for at US Virgin Islands har været koloniseret mere eller mindre konstant de sidste 400 år, har øerne en egen kerne, som gør dem helt unikke. Øboerne er smukke og stolte – ikke mindst af deres lille øparadis – og de byder turister velkomne med en ærlig hjertelighed, som er sjælden og rar. Læg dertil det skønne klima, den gode mad, billige rom og de smukke strande og du har opskriften på den perfekte ferie.

Læs også: De billigste solrejser i 2011