På krydstogt mellem norske fjelde

Tag med på et femdages krydstogt fra København til Norge med »Vision of the Seas«. I denne luksus-boble opdager man hurtigt, at det er selve rejsen, der er målet.

Mægtige fjelde rejser sig fra havets overflade på begge sider af den smalle fjord. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Hedegaard

Man går direkte om bord i København. Det er dét, der er hittet.

Læs også: Kvinde smittede et  helt krydstogtskib

Ganske vist foregår ombordstigningen på »Vision of the Seas« i et ucharmerende område af Frihavnen, men man behøver ikke at rejse den halve jord rundt og mase omkring med bagage for at komme på et rigtigt krydstogt.

Man kan bare gå ombord (efter et omstændigt sikkerhedstjek, ganske vist, men sådan er dét), finde sin kahyt, pakke ud og lægge alle trængsler bag sig. Derefter er det oplagt at gå på opdagelse på skibet.

Udsøge sig sine steder og notere lokaliteter, der må prøves på den fem-dage lange tur til Geiranger i Norge.

Eksklusiv stil
»Vision of the Seas« er indrettet i en eksklusiv stil, som det ikke helt er muligt at sige, hvornår var moderne – om nogensinde – men her er lyst og venligt, hvilket ikke mindst skyldes de mere end 8.000 kvadratmeter glastag og glasfacade, der både giver lys og adgang til en fantastisk havudsigt.

Selv om skibet er det mindste i krydstogt-rederiet Royal Carribeans flåde, har »Vision of the Seas« ikke færre end 11 dæk med en række forskellige aktivteter og underholdningstilbud, så hvis man keder sig om bord, må det være ens egen skyld.

45 meter over bølgerne
Det øverste dæk hedder »Viking Crown Lounge« og har en 360 graders panoramaudsigt – 45 meter over bølgerne. Det er heroppe, der er diskotek for de unge og dem, der ærgrer sig over, at de ikke stadig er det. Og der er desuden en »Adventure Ocean Club« for børn og unge.

Når skibet er fuldt belagt, er der i omegnen af 2.500 passagerer ombord. På denne tur var vi 2.200, men man mærkede det ikke. Folk spredte sig, som efter en indforstået aftale, på alle dæk mellem alle skibets aktiviteter.

Ombord er restauranter, barer og saloner for enhver smag – også for dem, der bare vil sidde i fred og se ud på havet, der glider forbi i én uendelighed. Og der var flere steder, som jeg slet ikke nåede at besøge, fordi jeg havde travlt med netop bare at sidde og se på bølgerne.

Vladimir fra Peru
Skibets etnisk meget sammensatte besætning er sympatisk og imødekommende. Her er indere, sydamerikanere, afrikanere, østeuropæere, filippinere og folk fra Caribien. Min foretrukne tjener i pianobaren hed Vladimir og var fra Peru.

Den første aften i skibets store, elegante restaurant præsenterede køkken- og tjenerstaben sig i al dens globaliserede vælde og stillede sig på den store trappe og sang »O sole mio« for gæsterne, så der ikke var et øje tørt.

Film og show i teatersalen
Om eftermiddagen var der storskærmsfilm i teatersalen ude foran – om aftenen er der samme sted show med sang- og dansenumre fra Broadway-musicals.

De optrædende danser til musikken fra orkestret, mens bølgerne får skibet til at rulle en anelse, men de genvinder balancen og danser heroisk videre. Det er i sig selv surrealistisk at sidde i en stor teatersal, der bevæger sig, men også dejligt. Man føler sig privilegeret.

Efter et døgn bliver livet om bord en livsform. En fordærvende livsform. Her lokkes med endeløse måltider, der serveres med et smil. Her lokkes med spil og dans og drinks.

Her får man plejet udvendighed og forfængelighed, og hele tiden ordnes kahytten, sengene redes og rene håndklæder hænges op.

Det er 17 dødssynder som livsform. Og det er dejligt. En lille uge i en luksusbiotop, hvor andre tager sig af alt det, man selv er nødt til at tage sig af derhjemme – og i noget mere storslåede omgivelser.

Spadseretur i blæsten
Jeg holdt måske allermest af de dage, hvor vi kun sejlede. Hvor man står op og trækker gardinerne fra ud til havet.

Tager bad og kommer i tøjet, går ud til elevatoren og lader sig hæve til 10. dæk, går en karsk spadseretur i blæsten og inhalerer havluften i dybe drag.

Herefter elevatoren ned til dæk 4, og så i restauranten. »Kaffe, sir?« spørger Rosemarie. Hendes navneskilt står på den hvide skjorte. »Ja, mange tak. Og juice.« Hun tager servietten og anbringer den i mit skød. »Menukortet?«

Og så kommer øjeblikket, jeg har ventet på, når jeg afgiver min bestilling med underspillet selvfølgelighed: »Næh, bare Eggs Benedict til mig.« »Udmærket, sir.«

Eggs Benedict. Det er kun et sted som her, man har muligheden for at få det. Ingen ægtefæller gider nogensinde lave det, og man gider da slet ikke selv.

Næste: Hollandaise sovs og cigar-bar