På jungleeventyr i Amazonas

Amazonasregnskoven dækker et areal, der er over tre gange så stort som Grønland. Hvert år rejser tusindvis af turister til området for at få en unik oplevelse af uspoleret, rå natur, for regnskovens enorme biodiversitet og foranderlighed sikrer, at ikke to ture i junglen er ens.

På en jungletur er der guidede vandreture ind i regnskoven flere gange om dagen –ligesom man også bor i en hytte, der ligger midt i Amazonas. Fold sammen
Læs mere

Det er mørkt og har været det længe. Min krop ligger dybt i hængekøjen, der er så bred, at dens sider kun lader en 15 centimeters bred åbning stå foroven. I fodenden, under myggenettet, hænger mine sko bundet fast ved deres snørebånd. Ved siden af mig hænger fire andre ubevægelige hængekøjepupper. Rundt om flakser flagermus forbi, og ildfluernes karakteristiske neongrønne dynamolys farer ind og ud mellem de sorte stammer.

Tre dage tidligere arbejder Bruno Goddes hvide folkevognsrugbrød sig langsomt ud af den brasilianske by Manaus, mens franskmanden kigger ud af vinduerne bag det enorme rat.

»Jeg kom til byen for 18 år siden, og dengang boede her kun 800.000 mennesker,« brummer han.Siden har Manaus udviklet sig til en pulserende storby. To millioner mennesker i midten af et grønt hav; en stor, sort plet midt på verdens lunger.

Det område, vi kender som Amazonasregnskoven, har et samlet areal på 6,8 millioner km2 og spreder sig over ni lande. Brasiliens del af junglen er fordelt på flere stater, men det er Amazonasstaten, med hovedbyen Manaus i centrum, der trækker flest turister. Ganske enkelt fordi Manaus er den største bebyggelse i brasiliansk Amazonas med en genial beliggenhed i forhold til Amazonflodens forskellige grene. Derfor har langt de fleste af den anseelige mængde jungletursarrangører også base i Manaus, hvorfra de tilbyder alt fra enkeltdagsudflugter til ugers hardcore overlevelsesture.

Se også: Øko-turisme i Amazonas

Jeg er på en mellemting, og på vej til Malocas Jungle Lodge, som Bruno Goddes brasilianske kone grundlagde for 20 år siden.

Bruno Godde er chauffør og starter flere gange om ugen folkevognsrugbrødet for at transportere nye gæster det første stykke af vejen fra millionbyens larm til stilheden på Malocas Jungle Lodge.

Turen fra Manaus til Malocas tager godt 2 1/2 time. Først en times kørsel på en regulær landevej, derefter en halv time på en sandet strækning, man med lidt god vilje kan kalde en grusvej, hvor civilisationen langsomt dør ud på den anden side af bilruderne, og hvor de sparsomme telefonpæle dingler i en faretruende vinkel, truet af termitbo, vejret og tiden.

Til slut, en times sejlads ad Amazonflodens snørklede vandveje, der skifter udseende hver dag på grund af vandstanden, der svinger med op til ti meter på et år.

Bruno Godde er kun med til floden. Og råber sit sidste råd, mens styrmanden på båden trækker motoren i gang: »Husk at bade, så ofte I kan – det er varmt i junglen.«

Malocas Jungle Lodge består af lutter runde huse: Det store hovedhus, hvor maden serveres, et mindre hus med hængekøjer til at dase i, og et stykke væk gæsternes hus, hvor værelserne er anlagt, så de ligger som lagkagestykker fra midten af den runde bygning.

Vi befinder os nordvest for Manaus på Rio Negro (Den sorte flod, red.). Heldigvis, for flodens mørke vand er for surt til, at myggenes æg kan overleve. Derfor kommer de små stikkende bæster kun frem ved skumringstid, og hvor der måtte ligge ferskvandsophobninger i skoven. Med myggene kommer guldsmedene, der svæver og svirrer i cirkler, rundt og rundt. Umærkeligt skiftes de ud med flagermus, og så bliver lamperne tændt. Malocas har ikke installeret elektricitet, så om aftenen er den eneste lyskilde olielamper og stearinlys. Hvert værelse er derfor udstyret med en lille stage, tre-fire lys og en æske tændstikker. Den eneste ikke-naturlige lyd, der indimellem forstyrrer roen på Malocas, er den benzindrevne vandpumpe, der sørger for at fylde vandhanerne med frisk vand fra undergrunden.

Se også: Hold ferie i Junglebogen

Man kan godt bade i Rio Negro, og Bruno Goddes råd følges; efter hver visit i junglen er kroppen tilpas klistret til, at en tur i floden er lige, hvad man trænger til.

»Se jer godt for – den rod, I træder på, er måske ikke en rod, men en slange.«

Vores guide, 48-årige Deu, ser alvorligt på vi fem gæster foran ham. Han er guide hos Malocas og har ved hver tur ind i junglen ansvaret for gæsternes sikkerhed.

Men det er lettere sagt end gjort. Hele skovbunden er ét gigantisk rodnet, der blødt, næsten levende, giver efter for hvert skridt. Fra små, rødlige spindelvævsrødder til lårtykke årer, der bugter sig ind og ud, op og ned og rundt om hinanden. En gren på venstre side af vejen kommer ned højt oppe fra et træ, slår et loop over den lille sti, hvorefter den elegant borer sig ned i jorden på den anden side.

I begyndelsen kigger alle grundigt efter, hvor de sætter fødderne, men da ingen øjensynligt træder på en slange, slapper vi af og lader os suge ind i og af skoven.

Der dufter af våde træer, knækkede stængler og fugtig jord blandet med rådne blade. På jorden ligger brunt løv og træstammer i alle stadier af kompostering, mens trækronerne stråler lysegrønt foroven. Skoven nedbryder sig selv og genopbygges ved hjælp af det visne løvs byggesten og næring. Det er en konstant proces, hvor alle trin i cyklussen kører på én gang.

Vi snakker ikke ret meget med hinanden. Skovens lyde tager over: Knækkende grene og brummende træer, de andres skridt og skrab, når de skræver over træstammer, fugles skræppen tæt på eller langt borte, abers lejlighedsvise grynten og insekters summende insisteren.

Jeg får uvilkårligt fornemmelsen af, at skoven ånder.

Check-in: Jungle og strand på samme ferie

Regnskoven lader til at være ikke bare verdens gigantiske, grønne lunger, men selve verdens hjerte. Her hviler en dæmpet ro, mens skovens lyde skaber den dumpe rytme, der får alt til at løbe rundt.

Pludselig standser Deu og holder sin venstre hånd, den uden macheten, op for at signalere, at vi skal være stille. Ved hjælp af en kraftig stavlygte og en hånd om vores nakker viser han os, hvad det lille hul ved siden af stien, som han har fået øje på, indeholder.

Det ligner mest af alt et forvokset musehul, men i bunden af det, klemt ind mod jordvæggen, kan man skimte to lange, behårede ben; en tarantel.

Deu hakker en lang, tynd stængel af en plante og fører den langsomt ned i hullet, og ved hjælp af lygtens lokkende lys og små sitrende ryk i stænglen, lokker han forsigtigt edderkoppen op af sit skjul.

Hun er enorm. Den runde bagkrop er på størrelse med en god, solmoden blomme, og kroppen går i ét med skovbunden.

Vejen tilbage til Malocas føles længere, da vi alle sammen igen begynder at kigge omhyggeligt efter, hvor vi sætter fødderne.

Og oplevelsen spøger sikkert stadig et sted i min bevidsthed, da vi samme aften skifter den behagelige seng på Malocas ud med en hængekøje i midten af junglen – en såkaldt »survival night«. Ikke at der er så meget overlevelse over det, hvis man ser bort fra det sparsomme aftensmåltid og det dugfugtige tæppe. Men en nat under åben junglehimmel og i mere eller mindre nærkontakt med alle skovens levende væsener er noget særligt og jeg har svært ved at falde i søvn.

Klokken nærmer sig midnat, og til højre for mig fornemmer jeg Deu kæmpe sig ud af sin hængekøje. Han er oppe flere gange om natten for at holde gang i ilden. Det føles trygt. Jeg forsøger at skubbe mig bedre til rette, opgiver og overlader mig til natten og stilheden.

Se også: Vietnams hotte grønne paradis