På jagt efter den hvide haj

På jagt efter havets store dræber – den hvide haj – i South Australia.

Vi spejdede desværre forgæves efter den hvide kæmpe på vores dyk – der er ingen garantier, når det handler om naturferier. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Et af historiens ældste journalistiske tricks går ud på, i mangel af bedre, at interviewe taxachaufføren, for en god chauffør ser og hører alt.

Jeg går således straks i flæsket på min chauffør, da han samler mig op på Port Lincoln Hotel i mørket klokken 6 om morgenen.
Jo, han har hørt om Den Store Hvide, han har sågar selv været ude i buret med den for et par måneder siden. En strabadserende tur, men også en oplevelse for livet.

»Først skulle jeg kæmpe med søsygen, derefter min angst for at trække vejret gennem en slange. Jeg havde knap fundet mig tilrette i buret, før jeg så det store åbne gab komme farende lige mod mig. Jeg sprang til tilbage i buret, men var samtidig klar nok i hovedet til at være bevidst om at dette øjeblik indebar et stort fotopotentiale – jeg ville filme min egen død!«

Jeg gyser lidt, men på en absolut frydefuld måde. En voksen mand tisser ikke i bukserne af spænding, men det havde jeg nok gjort, hvis jeg havde været barn.

Mødet med metalburet
Jeg møder ekspeditionens 18 andre deltagere på kajen foran Marina hotellet i Port Lincoln. Der er ikke meget liv i folk kl. 06.30 en lørdag morgen, så måske er det trætheden, som får dem til at se bryske og machoagtige ud.

Calypso glider ind på kajen. Jo, den er god nok, det mandshøje metalbur står på agterdækket. Jeg mærker en svag gysen langs rygraden, for på YouTube har jeg set en video, hvor et lignende bur kollapser under presset fra den store hvide, som trænger ind til dykkeren.

Den 17,3 meter lange Calypso Star viser sig at være et prægtigt fartøj og forplejningen er simpelthen bare state of the art: Skibspigen bærer morgenmaden rundt til os, først dejlig frisk, moden frugt, så varme »crouque monsieur style«-croissanter med skinke og ost og rigtig capuccino lavet på bådens espressomaskine. Sådan!

Desværre ryger den gode mad op igen for de flestes vedkommende. Der er to en halv times sejlads ud til Neptune Islands, hvor vi har sat den store hvide i stævne, og havet er ikke helt roligt denne morgen. En for en falder de ellers så kække macho-aussies, bliver blege i hovedet og begynder at gylpe. Heldigvis er der sørget for rigelige forsyninger af nogle særlige poser med tragt, som kan snøres sammen, så vi ikke ender med at glide rundt i bræk på dækket.

Jeg er relativt søstærk og har ingen problemer, men hvad der derimod bekymrer mig er, at kaptajnen Andrew fortæller, at de ikke har mødt nogen hvidhajer de sidste tre dage, og at januar i det hele taget har været en lortemåned.

Med eller uden overnatning?
Vejret er glimrende, og skolen skinner fra en høj himmel, da vi kaster anker ved Neptune Island, men stemningen er lidt mat. Et stykke herfra ligger Rodney Fox, som er den anden operatør med hajburdykning fra Port Lincoln, med sin båd.

Fox, som reklamerer med selv at have været angrebet af en hvid haj, kører liveaboard, hvilket vil sige, at man sover på båden og er ude på hajsafari i to-tre dage. Det gjorde Calypso også oprindelig, men folket bag har forståeligt nok fået langt mere at lave, efter at de gik over til mere overskuelige éndagsture.

»Hvem melder sig til at være først i buret?« spørger Andrew efter sin briefing.

Det tager mig ikke et sekund at få armen i vejret, for det er klart, at man ikke ønsker at være nr. 15 i køen, hvis den store hvide skulle melde sin ankomst; den kunne jo tænke sig at forsvinde igen.

Darren Jew, en førende australsk wildlife-fotograf, som er ude for at lave en historie for Australian Geographic, og et ungt par melder sig også – der kan være fire i buret.

Buret bliver sænket ned i vandet, og så går besætningen i gang med at lægge lokkemad ud: en plasticpose med tunolie, som siver ud gennem små huller, bindes fast til båden og smides i vandet. Reb trækkes gennem tunhoveder og smides ligeledes over bord. Og lidt senere går Jack, som har arbejdet i fiskeindustrien, behændigt i gang med filetere omkring 10-20 store blåfinnede tunfisk, som er fanget fra båden de foregående dage. Alt bortset fra de ualmindeligt indbydende sashimifileter bliver kastet ud til hajerne.
Vi venter og venter, men det store hvide svin gider ikke at materialisere sig.
Pludselig er der aktivitet på dækket. Et stort dyr svømmer rundt derude, det viser sig at være en pænt stor, men brun haj. Altså ikke den store hvide, som er lysegrå på toppen og hvid på bugen, men en kobberhaj – på disse kanter kaldet bronze whaler, selv om det altså er en rigtig haj.
Jeg, Darren og parret hopper i buret, vandet er omkring 20 grader, så vi er iført 7 mm våddragter, hvilket giver en hvis opdrift, så vi har også tunge vægtbælter på. Jeg er ikke helt afbalanceret, kan jeg mærke, og må holde fast med både hænder og fødder i buret for ikke at stige op. Det tager lige et par minutter at vænne sig til situationen.

De to bronze whalers hænger ud i nogle minutter; det er store, flotte dyr – i hvert fald et par meter lange. Rovdyrene er lige fremme og snuse til lokkemaden, men bider ikke på, jeg når at få et par skud af dem med kameraet, som jeg har lånt på båden, før de er væk igen. Og så hænger vi der i buret med hovedet ca. en meter under overfladen i en halv times tid, indtil vi begynder at fryse og går op.
En lidt flad fornemmelse, for selv om kobberhajen er pænt stor og lejlighedsvis har angrebet mennesker, så er det altså bare ikke samme som den store hvide pointer, som de kalder den store man eater på disse kanter.
Vi ser nogle delfiner fra båden, men det er lige før, at frokosten udgør dagens højdepunkt. Der er skaldyrsfad med østers, store vilde rejer, krabbe, salat, lasagne og så Jacks fremragende bluefin sashimi, serveret med soja og wasabi. Måske den bedste af slagsen, jeg endnu har smagt, ufatteligt blød og mør, næsten sød og umami-agtig i smagen.
Jeg trøstespiser så hårdt, at jeg er tæt på forspisning og må ud at lægge mig på dækket ved stævnen, hvor jeg kan ligge i fred og ro med en bog.
Tiden flyder af sted, jeg ved ikke hvor mange timer, jeg tilbringer i stegende sol, som ikke føles videre stærk i den forfriskende havbrise. Bagefter er jeg godt rød og giver Irmas solcreme skylden, men må nok erkende, at middagssolen på disse breddegrader er særdeles heftig.
Så går turen tilbage, folk går igen i gang med at brække sig, mens Jack forsøger at fange lidt bluefin, men heller ikke det er lykkedes i dag. Vi ankommer kl. 19 på marinaen, en anelse slukørede, men vi har trods alt haft en god dag på havet. Den storartede forplejning og den komfortable båd har afgjort gjort sit til at afbøde skuffelsen.
På vejen hjem får vi udstedt et bevis, som giver 50 pct. rabat på en ny tur inden for de næste seks måneder. For mit vedkommende er det ikke realistisk, men helt opgivet Den Store Hvide har jeg nu ikke, forhåbentligvis mødes vi til næste år i Sydafrika.