På indianer-visit i New Mexico

Hvor de amerikanske indianerne tidligere levede af jorden og jagt, er det i dag turister og kasinoer, der giver mad på bordet. Rejseliv er taget på opdagelse i indianernes fortid og nutid i staten New Mexico.

Ingen bør forlade New Mexico uden at have været på vandretur i den glødende, røde natur. Fra landsbyen Jemez er der guidede ture ud i vildmarken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dorte Hansen

»Nej, vi bor ikke i tipier,« siger Travis Suazo, inden spørgsmålet overhovedet har formet sig i min hjerne.

De manglende tipier er en af de ting, der overrasker de fleste turister, når de besøger pueblo-indianernes reservater i New Mexico, fortæller Travis, der er ansvarlig for udviklingen af Indianerturisme for New Mexicos turismeorganisation. Han er selv pueblo-indianer og indrømmer, at han er lidt træt af tipi-spørgsmålet, som er et af de oftest stillede fra turister.

Læs også: På tempeljagt i indianerland 

At være indianer handler om mere end at danse regndans, bære store fjerprydninger og have en totempæl, lærer jeg. Min introduktion til amerikansk indianerliv begynder med et besøg på museet »Indian Pueblo Cultural Center« i Albuquerque, sammen med min veninde, Trine Christensen-Brummett, der har boet i byen i 15 år. 

Travis Suazo viser rundt og sørger for at genopridse og korrigere mine gymnasietimernes lærdom om indianeres hverdag. 

Hjemsted for navajo-, apache- og pueblo-indianere
Den amerikanske stat New Mexico er hjemsted for navajo-, apache- og pueblo-indianere. De omkring 40.000 puebloer fordeler sig over 19 reservater, en del af dem omkring byen Albuquerque. I USA er indianerreservater selvstændige nationer, hvorfor det i modsætning til resten af New Mexico er tilladt at drive kasinoer her – dem vender jeg tilbage til om lidt. 

En ting, der ikke fylder meget på museet, og heller ikke i skolebøgerne, er historien om, hvordan børnene blev tvangsfjernet fra deres familier og sendt på kostskole for at blive assimileret. Mange fik tildelt et nyt engelsk navn, blev tvunget til at konvertere til kristendom og fik forbud mod at tale deres oprindelige sprog. 

»Min mormor og morfar blev fjernet fra deres forældre og sendt på kostskole. I dag taler min mormor helst ikke sit oprindelige sprog. På skolen fik børnene slag over fingrene, når de talte andet end engelsk, også med hinanden, så mormor lærte hurtigt, at det var bedre og mest rigtigt at tale engelsk, og det sidder stadig i hende i dag,« fortæller Travis, der heller ikke selv taler sin slægts oprindelige sprog.

I dag er der da heller ikke mange yngre Pueblo-indianere, der taler deres stammes dialekt. 

Lerklinede adobe-huse med rundede hjørner
Fra museet kører vi en time vest for Albuquerque til indianerbyen Acoma, hvilket oversat til dansk betyder »himmelbyen«. 

Det vil sige – selve byen må vi ikke køre til selv, i stedet bliver vi fra besøgscentret samlet i en minibus med andre turister og kørt op til byen, hvor pueblo-indianeren Gary står klar til at vise os rundt. 

»Velkommen til Acomas skov,« siger han og slår storladent armene ud mod det alt andet end storslåede syn af et enkelt træ.

Der er ikke megen skygge at finde mellem landsbyens lerklinede adobe-huse med rundede hjørner, der er karakteristiske for New Mexico. Rindende vand og elektricitet er her heller ikke, fortæller Gary, der sammen med sin kone er en af de omkring 35 familier, der bor her året rundt. 

Men det ser nu ikke ud til at genere hverken ham eller de andre indbyggere, vi møder. Med en himmelstræbende placering på en flad klippetop, udsigt over store vidder, og solen skinnende fra en blå himmel, har den lille by da bestemt også sit at byde på. 

Puebloerne levede tidligere af at dyrke majs, bønner og tobak, af at jage vildt og af de nødder, frugter og urter, de fandt i naturen. 

I dag overlever de på, at turister som os betaler for en guidet tur – der er ikke adgang uden – og af at vi køber noget af det kunsthåndværk, mad og drikke, der bliver falbudt af indbyggerne, der står ved små borde foran deres hjem. 

Priserne på de malede lerkrukker og dyr varierer kraftigt. Noget er hjemmelavet, mens andet er fabriksproduceret, og for den almindelige turist er det utroligt svært at se forskel. Tommelfingerreglen er efter sigende, at prisen følger håndværket – så er krukken dyr, er den sandsynligvis også hjemmelavet. 

Idéen med at støtte de lokale håndværkere er sympatisk, men vi sætter alligevel hurtigt en 100 dollar dyr kasserollestor, kuglerund vase tilbage på bordet i Acoma.

Vi nøjes med at give en dollar for en flaske iskoldt vand. At dømme ud fra antallet af skinnende firehjulstrækkere mellem husene, er der en del andre turister, der bruger penge her og i det nærliggende kasino, hvor overskuddet bliver delt mellem de cirka 2.800 indbyggere i hele reservatet.

Vandretur i den glødende, røde natur
Ingen turist bør forlade New Mexico uden at have været på vandretur i den glødende, røde natur, beslutter Trine og jeg, så næste dag går turen til Jemez. 

Selve landsbyen er lukket for turister, men til gengæld er besøgscentret udgangspunkt for guidede vandreture i det røde klippelandskab, hvor fortidens beboere har jagtet dyr og spiselige planter. 

Solen er skarp, temperaturen høj og luften tynd, så vores tempo er langsomt. Vi tager os god tid til at se nærmere på de forskellige planter, vi møder på vores vej.

Tilsyneladende kan det meste spises – de rødlige kaktusskud smager forrygende, de runde kaktusblade gør sig godt i en stuvning, mens pinõn-træets kerner er en lækker snack, fortæller vores 18-årige pueblo-guide Anthony. 

Vores rute følger en sti markeret af små og store sten, der ligesom sandet under vores fødder og de høje klippevægge i horisonten er i alverdens nuancer af rustrød. 

»Jeg kalder stenene Robert Redrocks,« siger Anthony og udpeger nogle håndboldstore sten, der kun skiller sig ud på grund af en mørkere rødlig tone end de omkringliggende.

Filmhold er aldrig helt tilfredse med virkeligheden, så de pynter gerne på den, som da Robert Redford og hans filmhold kom hertil for at filme. Men selv om de havde valgt Jemez på grund af de røde klipper, var de utilfredse med farven på naturens egne sten, så de lavede deres egne i en lidt mørkere rød nuance og spredte dem i området, fortæller Anthony. 

Efter optagelserne var slut, fik filmholdet ikke samlet al deres kunstige natur sammen, så en del af stenene, der i dag indrammer de små stier, vi vandrer på, er Hollywood-sten eller »Robert Redrocks«.

Efter en lille times gåtur er vi tilbage ved udgangspunktet, og med bilens svalende aircondition på fuld drøn fortsætter vi turen gennem bjergene.

Jo mere vi kommer omkring i det tørre landskab, desto mere forstår jeg, hvorfor regnsymboler fylder meget i indianernes ritualer og kunst. Det er monsun-sæson i juli, men alle vi møder taler om manglen på regn.

Da regnen endelig kommer, visker bygerne den bløde silhuet af Jemez Mountains bort, så det er umuligt at se, hvor bjerget ender, og himlen.

De første dråber falder, da vi kører mod Santa Clara og landsbyruinen Puye Cliff Dwellings. Tungere og tungere dråber får os til at sætte farten ned og giver os en lang hale af biler gennem de snirklede bjergveje. 

Heldigvis er solen kommet til Puye, da vi ankommer sidst på eftermiddagen, akkurat tids nok til at komme med på den sidste guidede tur til klippevæggen. Puye Cliff Dwellings er ruinerne af en indianerlandsby på toppen af klipperne og huse hugget ind i klippevæggen lige under.

»Da jeg var barn, var dette vores legeplads, hvor vi legede gemme, klatrede og løb rundt mellem hulerne. Det var først senere, jeg opdagede stedets historiske betydning,« fortæller vores guide Linda. 

I dag færdes hun her med stor respekt for fortiden og beder os lade være med at tage sten eller andet med hjem. Røre må vi dog gerne – undervejs ligger der små potteskår langs stierne, som vi kan samle op og studere nærmere, mens Linda, der selv er pottemager, fortæller om betydningen af de forskellige mønstre, der er karakteristiske for stammerne i området her.

Der er kun få af de oprindelige huse tilbage, som vi blot må se på afstand. Men Linda forklarer, at bygningerne var stenhytter, ofte i flere etager, bygget udenpå klippevæggen med et eller flere rum hugget ind i klippevæggen. Flere rækker af mindre huller viser, hvor husenes tagbjælker har været forankret. 

Vi går ind indenfor i en flere meter høj hule i klippevæggen – pladsen er trang, så vi må gå en ad gangen. Disse rum har angiveligt kun været en lille del af boligerne, med størstedelen i stenbygningerne.

Fra klippekanten har vi panoramaudsigt over kilometervis af skov og en regnsky, der i det fjerne slipper sin våde last over den åndeløst smukke og varierede natur. 

Det er let at forestille sig, hvor fantastisk det må have været for Linda og de andre børn at lege gemmeleg her – den slags er dog forbudt i dag, hvor stedet er fredet. 

Det var arkæologen Edgar Hewitt, der i 1907 begyndte at udgrave ruinerne af landsbyen, der var beboet fra 900-tallet til omkring år 1580. Udgravningen endte dog kontroversielt, da indianerne følte sig misbrugt og at deres fortidsminder skændet. 

»Han fortalte dem, at han var interesseret i at lære mere om deres historie, men Hewett var potte-jæger. Da det gik op for de lokale, at han var der for at stjæle fra dem og ikke, fordi han var interesseret i deres historie, jagede de ham væk, men da havde han allerede skændet 137 grave,« fortæller Linda. 

Andre historiske kilder fortæller dog om Hewitt, at han kæmpede for at bevare indiansk kultur og spillede en stor rolle i at få gjort lokal kunsthåndværk tilgængelig for turister.  

Min sidste dag i New Mexico tager vi til udkanten af Albuquerque og ser på indianske helleristninger, og derfra ind til den gamle bydel, hvor et mariachi-band i fuld mexicaner-look står på det centrale torv og underholder. 

Sprødstegte soft shell crabs og kaktus
Som nævnt er den primære indtægtskilde for New Mexicos Pueblo-indianere i dag turisme og kasinoer. Så i udkanten af mange reservater finder du ofte et kasino, et stort hotel og måske en golfbane, som på Hyatt Regency Tamaya resort 20 minutter udenfor Albuquerque, hvor jeg tilbringer min sidste nat i den skønneste luksus – dette er stedet store filmstjerner bliver indlogeret, når de optager i Albuquerque og omegn.

Jeg spiser middag på stedets »fine dining«-restaurant The Corn Maiden. Og det viser sig at være et eminent valg. Der er ikke mange gæster, så tjenerne vimser om mig. I baren rundt om det åbne køkken sidder et par og griner sammen med kokken, der tager sig god tid til at hygge om dem. 

Mens jeg for første gang spiser sprødstegte soft shell crabs og kaktus, kan jeg se himlen bag Sandia Mountain gå fra kongeblå til nattesort.

Jeg falder i snak med de tre generationer af kvinder, der er samlet ved nabobordet – den yngste en nysgerrig 4-årig. De bor ikke så langt herfra, og kommer her ofte – i dag for at fejre mormors fødselsdag. Mændene har de sendt i kasinoet, så de ikke forstyrrer tøsehyggen.

Jeg går en omvej tilbage til mit værelse. Fra de åbne døre ind til hotellets bar strømmer latter og dæmpet musik imod mig, mens jeg nyder, at hotellets udendørsbelysning er så dæmpet, at det er muligt at se millioner af stjerner på den nattehimlen.

Læs også: Øko-turisme i Amazonas