På græs i Dubais ørken

Berlingske-journalisterne Leif Poulsen og Christian Mostrups nye bog "Drømmegolf" kombinerer golf og ferie. Vi bringer et afsnit fra bogen.

Skyskraberne danner en fantastisk baggrund på 8. hul på Majlis Course. Foto: Dubai Golf Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi er sent på den. Meget sent på den. Vækkeuret forrådte os, og nu sidder vi i hotellets taxa på vej mod golfklubben godt 20 kilometer væk.

Næste: Det kan du lave i Dubai, hvis du ikke vil spille golf

Klokken er 7.35, vi har starttid 8.00 sharp, og misser vi den, får vi ikke en ny. Det er fuldstændig udelukket. At det i første omgang overhovedet er lykkedes os at få en starttid, skyldes kun, at to andre meldte afbud. Så populær er banen, at de tre uger i forvejen, vi henvendte os, ikke var nok.

Vi er på vej mod Majlis Course i Emirates Golf Club. Majlis er den ældste bane i Dubai og den første græsbane i Mellemøsten i det hele taget. Siden 1989 har adskillige gange den været vært for Dubai Desert Classic på herrernes European Tour og siden 2006 for Dubai Ladies Masters på kvindernes ditto. Næsten alle de store stjerner har været på besøg, og for os danskere har historien den ekstra krølle på halen, at vores spillere har særdeles stolte traditioner på disse kanter. Thomas Bjørn vandt her i 2001, Iben Tinning i 2010, og i 2011 blev Anders Hansen nummer to og manglede blot en birdie på sidste hul for at fremtvinge et omspil.

Med alt det in mente vil det være næsten ubærligt at misse starttiden, og mens taxaen drøner af sted ad den syvsporede Sheik Zayed-motorvej, der skærer gennem Dubai, formår vi overhovedet ikke at sætte pris på det ellers så imponerende landskab af skyskrabere udenfor. Alene i Dubai Marina, som vi passerer, står omkring 200 tårne på over hundrede meters højde, fortæller vores guide, der meget passende hedder Vijay Singh.

Klokken præcis 7.58 ruller bilen ind foran klubhuset. Var vi professionelle, stod den på strafslag, og jeg frygter, at vi som dumme amatører vil blive mødt med den ultimative straf i form af et beklagende ansigt og et »too late, sir«. Heldigvis er klubben ikke nøjeregnende, viser det sig. Ingen så meget som løfter et øjenbryn eller bemærker noget om, at vi er sent på den. I stedet får vi betalt i en fart, og få øjeblikke senere sidder vi i en buggy på vej mod tee.

Golfsporten har kun få år på bagen i Dubai, men emiratet har i lyntempo etableret sig som en anerkendt og populær turistdestination. Stort anlagte baner med anerkendte designere er blomstret frem som anemoner på en forårsdag, og med Dubai Desert Classic og i de senere år Race-to-Dubai og overtagelsen af European Tours sæsonfinale har Dubai også professionelt slået sit navn fast.
Majlis har ry som en af de bedste baner i ørkenstaten, og så snart vi kommer ud på græsset, forstår vi hvorfor. Sikke et anlæg!

 

Klubhus som beduintelte

Det kridhvide klubhus har form som fem beduintelte, der ligger tæt op ad hinanden. Et stort i midten og to mindre i hver side. Foran klubhuset er en sø med en fontæne, og så langt øjet rækker, er der grønne træer, buske og græs. Fairways er velplejede – naturligvis – og da vi første gang træder ind på green, føles det, som om vi går på et tykt, tæt tæppe, der giver lidt efter under skoene.

Allermest imponerende er dog alligevel noget, der ikke er på anlægget, nemlig skylinen. Banen ligger midt i byen, og overalt på anlægget er der udsigt til snesevis af flere hundrede meter høje skyskrabere – den ene højere og mere imponerende end den anden. Til tider virker det næsten surrealistisk for os at stå dér i det flade græs og sand til lyden af fuglefløjt, mens højhusene futuristisk og næsten faretruende tårner sig op på rad og række blot et stenkast væk.

Ude på banen når vi frem til tee et par minutter over otte. Vores to spillemakkere for dagen, inderne Benny Alex og Rajesh Naithani, har allerede slået ud og er ved at forlade teestedet, da vi ankommer. De kigger måske nok lidt overrasket, da vi kommer drønende, som var vi med i et rally, men der er ingen sure miner eller smarte kommentarer, kun venlige smil. Begge taler engelsk med den dér umiskendelige, dejlige indiske accent og er medlemmer af klubben, viser det sig.

Vi starter dagen på hul 11 – gunstart, som der som regel er i weekenderne for at få flest muligt ud på banen med det samme. Det korte par 3-hul på kun 145 meter er måske nok overkommeligt, men alligevel en god indikator på, hvilke vanskeligheder en runde på Majlis byder på. Slår du kort eller til venstre, må du en tur i sandet. Ikke i form af bunkers, men i form af et kæmpe waste area med ørkensand og små buske på en halv meters højde, som bolden snildt kan rulle ind i. Er du ikke på toppen, er det således ikke usandsynligt, at du i løbet af runden vil tilbringe lige så meget tid i sandet som på græsset.

Da vi når hul 15, har vi da også alle været en tur i buskadset – med strafslag til følge. Især 51-årige Benny Alex er uheldig.
»Hvor end der er en busk, dér slår jeg den hen,« ræsonnerer han.

Vi skal således ikke være længe på banen for at konstatere, at Majlis er en udfordrende bane. Mange af hullerne knækker mod enten højre eller venstre, og er du langtslående, er du fra flere teesteder nødt til at kunne slå en fade eller draw for at komme i ordentlig position til at angribe green.

Her er banens klimaks

Efter godt halvanden times spil nærmer vi os allerede banens klimaks. Hul 17, et par 4-hul, er et dogleg højre og blot 300 meter fra gul og 325 meter for de professionelle. Skærer du hjørnet, er det dog noget kortere, og mange af profferne vælger at gå efter green i drivet. Denne dag er der imidlertid stiv modvind, og det hjælper os til at tage den fornuftige beslutning – kort ud i fairway.

Herefter står vi over for det berømte 18. hul, et par 5-hul, der ender med, at du skal slå ind over søen til green foran klubhuset. Et intimiderende slag, og intimiderende er det også allerede fra teestedet. Fairway doglegger 90 grader til venstre, og der er høje træer i begge sider af fairway. Det perfekte slag er ind over trærækken i venstre side, ind over doglegget, men det betyder, at du ikke kan se det sted, bolden skal lande, og har du ikke været her før, er det stort set umuligt at udpege præcis, hvor meget du skal skære af. Ligesom på hul 17 kan det godt betale sig at lade fornuften råde og lægge op ude i knækket.

18. hul er et fremragende hul og helt ideelt at slutte en runde af med. Imod sædvane er vores runde dog heldigvis ikke slut. Vi suser videre mod hul 1 og passerer endnu en gang det smukke kridhvide klubhus, der også har udendørs terrasse i flere niveauer.

Her halvvejs på runden har vi fået et fremragende indtryk af banen. Men synes de to indere egentlig, at deres hjemmebane er Dubais bedste bane? Svaret er ikke entydigt. En af de bedste, lyder det. Dubai Creek og Al Badia er også gode.

Omtrent samme svar har vi fået dagen før fra briterne Duncan og Scott Donald, far og søn, da vi møder dem på vores hotel. Siden 2004 har de været i Dubai på ferie hele 15 gange og spillet golf på stort set alle banerne.
»Hvorfor bliver I ved med at komme?« spørger jeg Duncan.

»Det er nemt at komme hertil fra London, seks timer kun, og så er her gode golfbaner. Sammenlignet med for eksempel Spanien så er banerne bedre og servicen bedre. Og Dubai er en tryg by at bevæge sig rundt i. Som en golfdestination kan man ikke klage over Dubai. Vejret er godt, og her er mange forskellige typer baner.«
Tilbage på Majlis er vi nået til hul 5. Og sandet volder stadig problemer.

»Han tager ørkenruten,« lyder det muntert fra Rajesh Naithani, da Benny Alex har sendt bolden til venstre for fairway og ud i endnu et af de store waste areas.

Banen er oplyst om aftenen

Måske er det svedige håndflader, der driller ham. Undskyldningen ville i hvert fald være legitim nok. Solen bager, som den har for vane på disse kanter, og temperaturen har nået de 35 grader, inden klokken har rundet 12. Af samme grund spiller de to indere lige så gerne på klubbens anden bane, Faldo Course, designet af Sir Nick himself naturligvis, der er oplyst om aftenen, så der kan spilles, når temperaturen er mere menneskelig.

Umiddelbart lyder det mest af alt som en gimmick for at få omtale, men efter selv at have prøvet det kan jeg konstatere, at konceptet faktisk fungerer. På hvert hul langs begge sider af fairway står en række 15-20 meter høje lysmaster med tre-fire stærke lamper på hver. Det er lidt sværere end normalt at bedømme afstande, og bolden er sværere at finde, når den er i sandet, end den plejer, men det er bestemt muligt at få en seriøs golfrunde ud af det. Bolden forsvinder kortvarigt op i den mørke nattehimmel, når den er på sit højeste, men inden da har den været så tilpas længe i lyset, at du har styr på længde og retning.

Og aftengolfen er blevet populær, fortæller sales manager Pansy Gonsalvez.
»Som du nok ved, er det temmelig varmt i Dubai fra juni til september. Siden det blev introduceret i april 2010, har det været en stor succes blandt både lokale golfere og turister.«

Selv om Faldo Course også holder høj standard, er den ikke helt så spændende som Majlis, og har du kun tid til én runde i Emirates Golf Club, bør du prioritere Majlis.

Vores runde lakker så småt mod enden. Undervejs har det været svært at udpege et eneste dårligt hul. Og så venter der os endda to mindeværdige til sidst. For på 8. teested er de der pludselig igen, skyskraberne. De rejser sig imponerende i horisonten skulder ved skulder. Så tæt står de, at de synes næsten umulige at tælle.

»For ti år siden var der intet af det der, der var her,« siger Benny Alex og peger mod de mange højhuse.
»Kun Hard Rock Café-bygningen var her,« fortæller han og hentyder til en blot få meter høj bygning, hvor to store guitarer læner sig op ad hinanden på den anden side af den nærliggende Sheik Zayed-motorvej. Bygningen står stadig, men caféen er for længst rykket ud.

Benny Alex har boet i Dubai de seneste 14 år og set emiratet i bogstaveligste forstand rejse sig fra ørkensandet og i rekordtempo forvandle sig til en sprudlende, international metropol. På en af skyskraberne hænger et enormt billede af Dubais leder, Sheik Mohammed bin Rashid Al Maktoum, og Abu Dhabis ditto, Sheik Khalifa bin Zayed al-Nahyan, der også er præsident for De Forenede Arabiske Emirater. Sheik Mohammed ser en smule ængstelig ud – måske over det, han har set nede på golfbanen i løbet af dagen – men ellers har han grund til at være tilfreds, for det er i høj grad ham og hans far, Sheik Rashid bin Saeed Al Maktoums, fortjeneste, at Dubai er, hvad det er i dag.

For år tilbage var Dubai således bare et lille fiskersamfund, men fundet af olie i 1960erne satte gang i udviklingen og byggeriet.
Det var dog først i 2001, hvor udlændinge fik lov at eje jord i Dubai, at det hele for alvor tog fart. Olie varer imidlertid ikke evigt, og Sheik Mohammed ønsker derfor at frigøre Dubai fra afhængigheden af olien og i stedet satse på turisme. 80 procent af emiratets indtægter skal komme fra turisme og 20 procent fra olie, lyder visionen.

Byggeri for turister

Blandt andet derfor er der de senere år sat gang i en stribe store byggeprojekter, der skal lokke udlændinge til. Blandt dem er Burj Khalifa, verdens højeste tårn på 828 meter, Ski Dubai, en indendørs skiløjpe på godt 300 meter med »ægte« sne og fire frostgrader, og Palm Jumeirah, en kæmpe kunstig ø formet som et palmetræ, hvor folk med penge på lommen kan købe en luksusvilla og et stykke privat strand. Hovedvejen, palmens »stamme«, er fem kilometer lang, og herfra spreder 17 grene sig til siderne. For blot ti år siden lå hele dette området under havets overflade, hvilket siger en hel del om, hvor omfangsrigt og vanvittigt projektet egentlig er.

Flere store projekter er på tegnebrættet, men mange har man også måttet droppe eller sætte på standby som følge af finanskrisen. Også golfprojekter er gået i stå, blandt andet det store Tiger Woods-projekt, der i skrivende stund er udskudt på ubestemt tid med kun seks huller færdiggjort.

I Emirates Golf Club synes der dog ikke at være nogen krise. Ikke en, der afspejles på banen i hvert fald. I den bagende middagssol afslutter vi runden med endnu et slag ind over den store sø foran klubhuset. Denne gang til 9. green, der er en dobbeltgreen og hænger sammen med 18.

Herefter styrer vi mod klubhuset. I restauranten vises gårsdagens runde af Masters på to tv-skærme, en inde i selve restauranten og en ved en sofagruppe lige udenfor. Tiger Woods har netop skudt 66. Derefter venter et par timers afslapning, måske fyldt ud af en tur på rangen eller i den lækre spa, der også er en del af Emirates. Senere på eftermiddagen gælder det så Faldo Course og golf i mørket – og der kommer vi med garanti ikke for sent.

Næste: Det kan du lave i Dubai, hvis du ikke vil spille golf