På glatis i sneen

Det norske skisportssted tilbyder udfordringer til både begyndere og øvede – som undertegnede, der tog af sted på skiferie som absolut nybegynder.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kulden bider i ansigtet, og de ellers så skridsikre Sorrell-støvler kæmper en hård kamp for at holde sin ejermand oprejst. Det er koldt, glat og ikke mindst mørkt uden for hotellet, men i baggrunden sørger kæmpemæssige projektører alligevel for, at pisterne bliver badet i lys, og de giver os en ide om, hvad vi kan vente os. Det er sent om aftenen, og vi er netop ankommet til Norges største skisportssted, Trysil, efter to en halv times bustur fra Oslo lufthavn.

Egentlig har jeg altid gerne villet prøve at stå på ski, men når valget har stået mellem sol, strand og varme eller en kold skitur i Norge, Østrig eller Frankrig, har jeg altid valgt destinationer, der opfyldte førstnævnte kriterier. Den holdning vil helt sikkert ændre sig, får jeg at vide: »Du bli’r bidt af at stå på ski, det er jeg helt sikker på,« hører jeg flere af de andre sige til mig. Det vil vise sig i morgen.

Efter et solidt morgenmåltid på luksushotellet Radisson SAS Resort, der ligger for foden af bjerget, begiver vi os ud i det kolde vejr. Temperaturen viser minus 15 grader celsius, så jeg priser mig lykkelig for, at jeg har iklædt mig varmt tøj fra top til tå. Turen går op til udlejningscenteret, hvor vi får udleveret ski, stave, støvler og hjelm, og hvis man før syntes, det var svært at finde fodfæste med vinterstøvlerne, finder man hurtigt ud af, at det er endnu sværere iført skistøvler. Det hjælper dog lidt, da skiene kommer på fødderne, selvom det føles unaturligt at have sine ben fikseret til et par ski, man overhovedet ikke har kontrol over. Det hele går dog fint, indtil vi får besked på at bevæge os lidt rundt på den sneklædte og isede bakke.

Jeg ryger ned. Det bliver hurtigt tydeligt, at det faktisk ikke er helt let at holde balancen, og at det måske ville være lettere, hvis underlaget i stedet for sne bestod af brun sæbe.

De rutinerede og de knapt så rutinerede

Vores gruppe bliver delt op i to hold: Dem, der har stået på ski før og er rimelig rutinerede, og os, der er, skal vi sige, udfordret lidt ud over det sædvanlige. Enten fordi vi aldrig har stået på ski før, eller også fordi det er lang tid siden. Stille og roligt bevæger vores tremandsgruppe og instruktøren sig frem på pisten, mens vi mere eller mindre panisk forsøger at holde balancen. Langsomt begynder det at fungere.

Vi begynder træningen på Eventyrbakken, der er en begynderbane og derfor ikke hælder ret meget. På pisten ser vi det ene barn efter det andet race forbi os – helt ned til fire år – og det er svært ikke at blive en lille smule frustreret over de små børn, der for længst har fået føling med skiene. Børnene begynder deres træning på en specielindrettet bane, hvor de bliver guidet af tålmodige og pædagogiske instruktører, der leger færdighederne ind i børnene. Når de har fået føling med skiene, bliver de sluppet løs på Eventyrbakken, hvor det hele går hurtigere, og hvor mor og far får lidt mere ud af skiferien.

De små børn kører uden stave og forcerer med grinende blikke pist efter pist i hæsblæsende tempo. Der er vores lille gruppe ikke nået til endnu – det er stadigvæk ikke helt sjovt, fordi det er svært – men vi finder snart ud af, at det fantastiske ved at stå på ski er, at man lynhurtigt bliver bedre til det.

Den første tur ned ad Eventyrbakken er temmelig skræmmende. Vi er forinden blevet instrueret i, hvordan vi bremser med skiene ved at lave »ploven« - en teknik, hvor du drejer fødderne og benene, så det yderste af skiene peger mod hinanden. Den giver en vis sikkerhed, men på grund af den meget lave temperatur ligger der plamager af is på pisterne, og det gør det svært at bremse. Skiinstruktøren fortæller os, at vi faktisk lærer at stå på ski under de sværest mulige betingelser – det er nemmere at lære at stå på ski, når der ligger en del løs sne på pisterne.

Bambi på isen
På trods af at vi nogle gange føler os lidt som tre gange Bambi på isen, bliver vi efterhånden bedre til at holde balancen og kan i højere grad følge med de andre skiløbere. Det gør også, at vi begynder at lægge mærke til, hvor smukt her egentlig er i Trysil. Sneklædte grantræer omkranser pisterne, og udsigten til pittoreske fjelde og skovområder for foden af bjerget kan hurtigt tage pusten fra en - hvis besværlighederne på ski ikke allerede har sørget for det.

Vi føler os mere sikre på skiene nu, og udfordringerne på Eventyrbakken er ikke længere tilstrækkelige. Det bliver trivielt at skulle bruge mere tid på at komme op ad bakken med »tallerkenliften« end at køre ned ad den.

Vi tager derfor turen længere op ad bjerget med skiliften op til »13’eren«, som er en såkaldt blå og stejlere pist, der tilbyder bedre muligheder for at finpudse skifærdighederne i et højere tempo. Denne gang har vores gruppe fået følgeskab af skiguruen Thomas Uhrskov, der har i sinde at tage vores skitræning til næste niveau. Efter et par forsigtige ture ned ad pisten glider det hele lige pludselig bedre. Thomas Uhrskov har instrueret os i, hvordan vi kan være i kontrol over farten ved at køre på tværs af pisterne, og med den sikkerhed in mente syner den blå pist lige pludselig meget mere overkommelig. Han beder os desuden om at nynne vores yndlingssang, mens vi kører ned ad pisten, fordi det får én til at slappe af i kroppen, og på den måde begynder man at nyde turen, fornemmelsen af fart og ikke mindst de smukke omgivelser.

På tredjedagen mærker jeg, hvor langt jeg, og de andre i vores gruppe, er nået. Vi starter med en tur ned ad pist nummer 13, som lige pludselig virker helt ok og langt fra skræmmende, nærmest tværtimod. Men det største chok får jeg, da jeg kører ned ad Eventyrbakken. Jeg kan stort set køre ned ad den uden at bremse på skiene og foretage sving, som jeg aldrig villet have troet mulige første og anden dag. Jeg føler mig sikker på skiene og klar til nye udfordringer. Men ak, det er blevet tid til at sige farvel til Norge og Trysil og vende hjem til Danmark efter tre dage på ski, der er gået alt for hurtigt. En ting er i hvert fald sikker: Jeg skal snart af sted igen!