På farten: Verden som sin egen baghave

Hvor er verden egentlig blevet lille, når man føler sig hjemme ved at flyve over det sydlige Italien.

Det er ikke så lidt man kan få øje på, hvis man er så heldig at have fået en vinduesplads på flyveturen fra Mauritius og hjem til lille Danmark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Colourbox.com

Forleden var jeg på vej hjem fra en reportagerejse til Mauritius. Der er godt nok en bid vej fra bounty-øen derude i Det Indiske Ocean og hjem til lille Danmark.

Helt herude – ved siden af Madagaskar og på højde med Sydafrika – er det hele omvendt. Månen opfører sig spøjst og lægger sig ned, og her langt syd for ækvator er årstiderne jo omvendte og den første forårsmåned netop begyndt på Mauritius.

Puha, tænkte jeg i Air France-jumboen, der adstadigt løftede sig fra startbanen og fløj ud over det blå ocean.

Først om små 12 timer vil vi igen sætte hjulene på jorden, og ikke engang i København, men i Paris. Og så videre i halvanden time til København.

Jeg kiggede på det blå hav dybt under os. Der var ingenting, ingen skibe, bare blåt hav, indtil vi nåede Seychellerne tre timer senere og satte kurs mod Afrika.

Ruten førte os over ækvator, over Somalia, over Etiopien med bjergkæder og evig let turbulens, videre over Sudan med de uendelige ørkener. Og timerne gik og gik – med at spise, se film, læse og sove.

Så vågner man, og hov, nu er det Egypten, stregen dernede bør være Nilen. Jeg tænker lidt over Luxor og Kongernes Dal, som bød på så store oplevelser. Når jeg kigger fremad, så meget som muligt ved at bore ansigtet ind i vinduet, aner jeg igen blåt hav. Milde himmel, det må være Middelhavet.

Under os er der nu en plet, der må være Malta. En lidt underlig følelse fylder mig. En følelse af at komme hjem, tror jeg. Helt sikker bliver jeg, da jeg ser Italiens støvle og Sicilien under mig. Jeg stirrer intenst efter vulkanen Etna og byen Taormina, som jeg holder meget af.

Ja, det er helt klart følelsen af at komme hjem, som fylder mig. Langt ude til højre har vi Rom, længere oppe er det romantiske Portofino.

Jeg læner mig tilbage i sædet og undrer mig: Hvor er verden egentlig blevet lille, når man føler sig hjemme ved at flyve over det sydlige Italien. Smukt, tænker jeg, og nyder resten af rejsen gennem min baghave, Alperne og det sydlige Frankrig, inden landingen i Paris. Næsten hjemme.