På besøg i detektivland

Der er så smukt på tv. Ude på landet. Men de myrder hinanden – beboerne i de engelske landsbyer – og det har de gjort, siden 1920’ernes engelske detektivromaner opstod med Mrs. Marples, Hercule Poirot og Lord Peter Wimsey.

Rejseliv imported photo

Før afgang:
Er smånervøs, da jeg pakker kufferten i Danmark.
Tør jeg tage mine blomstrede kjoler med? Det er jo sådan nogle, ofrene har på, når de bliver myrdet bag en hæk, forgivet i en lænestol eller kvalt i en dagligstue. Er det ikke det typiske engelske mordoffertøj? Måske skal jeg hellere tage københavnertøjet på, så jeg ikke lokker en oilskins-excentriker ud af sit skovløberhus for at myrde mig.

Læs også: England ifølge Inspector Morse

Men det gør han jo heller ikke. Han myrder højst sandsynligt én, han kender.
I de fiktionens engelske landsbyer er der ikke så mange rovmord, seriemord og voldtægter. Her myrder man nogen, man er blevet sur på. Nogle, der har taget noget fra én. Éns kone, penge eller arv.
Jeg putter modigt to blomstrede kjoler i kufferten.

Sammen med 23 andre danskere skal jeg i de næste dage gå i Detektiv Barnabys fodspor med guide Liselotte Frederiksen i spidsen. Det vil sige, det fiktive landskab han arbejder i; Midsomer County, som egnen hedder i tv-serien »Midsomer Murders«. Serien har eksisteret siden 1997, og er stadig en succes. 83 er afsnit er indtil videre produceret. Denne sommer er det dog med en ny hovedrolleindehaver, da John Nettles har takket af efter 14 år som Barnaby.

Barnaby er et almindeligt efternavn i England. Og Barnaby er vel også den mest normale af alle berømte fiktive detektiver. Han har ingen laster. Han er afbalanceret, slår til, når det er nødvendigt, og har en udmærket humor. Han er gift, og det er en afvigelse i forhold til andre detektiver. Mange er alkoholiske, excentriske enspændere.
Men vi vil også støde på andre detektiver i området vest for London. Med dets slotte og små hyggelige kroer er det en populær location til mange film.

I bussen:
Jeg spørger nogle medpassagerer, om de elsker krimier? Og Barnaby.
Nej da, de er her primært for at se det skønne engelske landskab.

Fra Windsor til Dorchester. M4 – lidt detektivagtigt at køre på motorvejen, der forbinder London med South Wales: Reading. Goring Heath. Crow Marsh. Wallingford og så Dorchester-on-Thames. Men ikke så detektivagtigt, at vi ankommer i en stor bus. De fleste kan nok godt afkode, at vi er turister.
Vi skal overnatte i Dorchester-on-Themes på White Hart Hotel.
Hotellet bestyres af Sean og hans kone. I 13 år har de kørt stedet.
»John Nettles har sovet her.«

Sean peger smilende, og lidt stolt, op ad trappen, da vi ankommer. Barnaby er filmet her i byen, mange gange (»The House in the Woods«, »Dead in the Water« og »Dance with the Dead«), og tv-holdet har boet på hotellet.
– Men er der noget om det landsbyliv, man ser i Barnaby. Myrder folk meget her i byen?
»Narhh...« siger Sean, »mordraten er ikke steget. Folk går ikke rundt i gaderne med kniv. Haha. Men der er jo rigtig mange film, som bliver optaget i byen og ude omkring. Der har for eksempel lige været et tv-hold, som filmede en ny Hercule Poirot... du ved, alle de gamle udstyrsfilm laver de her. Hele tiden. Jeg ville elske hvis de lavede »Terminator 6« her i byen. Så ville jeg blive overrasket.«

På hotellet:
Vi spiser på White Hart Hotel om aftenen. Verdens lækreste lam. Helt mørt kød med en sød smag af honning og eng. Og sover senere i store bløde senge.

Jeg hører titelmelodien til Barnaby-serien, da jeg lægger hovedet på puden. Altså inde i mit eget hoved. Det er nok stedet, der har den indvirkning. Her er så engelsk. Så hyggeligt... og alligevel uhyggeligt, fordi det ligner en kulisse til noget, jeg har set så mange gange før. På tv. Sengen er stor. Dyb og krævende. Den opfordrer én til at falde i søvn med det samme. Barnaby-melodien overlever længere end tv-serien, er mit postulat, inden mine øjne lukker sig.

Vi kører til et slot. Waddesdon Manor i Buckinghamshire. Her er Barnaby-afsnittet »Death of a stranger« optaget.
Det er et ungt slot, bygget i 1874 af Ferdinand Rotschild. På et tidspunkt havde Rotschild-familien 50 slotte i det sydlige England. Man kan se et kæmpe maleri af alle familiens ejendomme, da den var rigest.

Tapeterne er mørke, og farveholdningen på møblerne er brun, bordeaux og mørkerød kun brudt af lidt guld (eller er det simili?) på bord- og stoleben. Men i staldene hænger Andy Warhols portrætserie med kendte jøder. Og i parken bag fuglevolieret står Jeff Koons skulpturer sammen med andet moderne kunst. Parken er kæmpestor og naturskøn med et utal af gartnere, krogede stier og sjovt klippede hække. Udvendigt smukt. Dekadent indeni. Perfekt til en krimi.

I bussen foran slottet:

Vi venter på to fra gruppen. Der går ti minutter. Der går tyve. Og en halv time. De kommer ikke. Er ellers en meget punktlig gruppe, jeg er havnet i.

Men de to kvinder er væk... og jeg begynder at tænke på alle de små stier i parken, hvor der kunne være sket noget. Tænk, hvis de har mødt en af de onde gartnere. En i grønne, lange støvler og med en dyb, dyb trillebør. Eller nogen fra deres fortid. To mænd fra gruppen løber ud i parken for at finde dem. De kommer tilbage som helte. Men kvinderne er allerede dukket op i bussen. De troede bare, det var senere, vi skulle mødes.

Vi passerer flere Barnaby-landsbyer og stopper i Great Missenden.
Her er et Roald Dahl-museum. Dahl (1916-1990) skrev krimier og nogle af verdens bedste børnebøger bl. a »Charlie og Chokoladefabrikken« og »Fantastiske Mr Fox«. Museet er målrettet børn. Men det er lukket nu. Han boede i byen og ligger begravet her. Vi slentrer lidt rundt i byen. Ser velplejede haver. Små tudorhuse og katte, der tager solbad på fortovet. Her er roligt. Virker trygt. Ingen mord på færde. Det er tid til en kop kaffe. Jeg gør holdt i en cafe på hovedgaden og beder om en latte. Vi er kun mig og cafeejeren.

»Hvorfor er I her?« spørger han. »Jeg så jer ankomme lige før med bussen.«
»Nåhh .... det ved jeg ikke ... vi skulle se Roald Dahl-museet.«
»Men det var lukket i dag,« siger han. Han kommer hen med min kaffe.
»Sophie Dahl, fotomodellen og forfatteren – Roalds barnebarn – bor lige her oppe ad vejen. Sammen med Jamie Cullum. De blev gift sidste år.«

»Okay,« siger jeg og vågner lidt af sukkeret i kaffen.
»Vi er her egentlig på en krimitur. Midsomer Murders,« fortæller jeg.
»Nåh ja, det er klart. Den har de optaget mange gange her i byen. Det hyggeligste er faktisk at møde filmholdet om aftenen på pubben. De er rare folk. Men Brian True-May bor også i nabobyen. Han kommer her tit.«
»Her – inde i butikken?«
Han nikker.

»Kender du ham?« Spørger jeg.
»Ja, sådan ... ret godt. Altså ... han er bare kunde her.«
»Han blev lige fyret, ikke?« spørger jeg.
»Jo, men han er vist allerede genansat... for en uge siden. Han er ok. Ikke racist. En rar fyr.«
Brian True-May er producer på Barnaby-serien og for nyligt udtalte han, at grunden til, at der ikke medvirker mange etniske minoriteter i serien, er, at der IKKE bor mange ikke-hvide ude på landet.

Bussen kører ud af Great Missenden og hurtigt gennem Little Missenden. Lille Missenden er som taget ud af en billedserie i magasinet »House & Living«. Kæmpevillaer og tranquility. For smukt til at være sandt? Åbenbart ikke.

Skønhedstræt:
Falder om i sengen af udmattelse. Al den skønhed og ingen mord. Kun et sted har været forkert på turen indtil nu. Aylesbury.
Her fik jeg en omvendt Stendhal-syndrom reaktion. (Stendhal- eller Firenze-syndrom: Når man som turist møder så meget kulturel skønhed, at man bliver svimmel. Red.) Ovenpå Barnabyturens samlede mængde skønhed kom vi til den mellemstore by Aylesbury, som bare var grim. Rodet byggestil fra forskellige tider. Jeg husker intet formål med vores besøg i byen. Kun at jeg ville væk og hen til noget smukt igen.

Chenies Manor. (Barnaby afsnit: »Judgement Day« og »Beyond the Grave«. Samt mange andre film/serier bl.a. »Stolthed og Fordom«, »Little Dorrit«, »Miss Austen Regrets« og »Spooks«)
Godset er hermed et af de mest filmede og samtidig en bolig for Katherine McCleod Matthews, der sagtens kunne være en karakter i Barnaby. Slank og i stramme jeans, gummistøvler og brunligt hår tager hun i mod os med to springer spaniels kredsende omkring sine ben. Hun ligner ikke en dame på 80 år. Hun er i haven hver dag. Hun har selv designet den, men har også »hoved og hænder i jorden hver dag,« som hun siger. På muren hænger et skilt: »Englands flotteste have 2009«.

Alting er en konkurrence i England. Ude i landsbyerne.
Hendes have er et lille eventyr. Først træder vi gennem et monokromt atrium – her er kun hvide blomster. Her er bænke og potter, og her har man lyst til at sætte sig ned og hvile. Dernæst kommer vi ud i haven, som er stor, stille og også i farveorden. Her vokser forglemmigej, løvefod, katteurt, iris og især tulipaner. Her er også en medicinsk have. Og en køkkenhave. Og det dejlige er, at her er ikke for »fint«.

Gennem den symmetriske have kan man gå ned i baghaven og se det store egetræ, som var »Elizabeth 1.s yndlingstræ.« Her sad hun, efter sigende, og tænkte over tilværelsen, når hun var på besøg med hele sit hof. Jo, Chenies Manor er et gammelt slot. Henrik 8. har selvfølgelig også sovet her. Personalet på godset kan stadig høre ham gå igen på en af trapperne, som vi får vist indenfor.

De fortæller os, at hans femte kone, Katherine Howard var ham utro i et af værelserne med adelsmanden Thomas Culpepper. Og at Henrik 8. på det tidspunkt havde et dårligt ben, som han haltede rundt på. At han jagtede de to elskende. Og nu kan man høre hans haltende trin på trappen om natten. Indendørs er godset middelalderkoldt. Måske spøgelseskoldt, selvom det er maj udenfor. Og her lugter af middelalder, for fliserne er gamle. Hovedhuset er fra 1460.

Det er for koldt til at have kjole på. De hænger hjemme på hotellet, som tomme kostumer.

Vi gør holdt i den lille by Lee i Buckinghamshire, som for de inkarnerede Barnaby-fans må siges at være et location-mæssigt højdepunkt. »Painted in Blood«, »Death in a Chocolate box«, »Death’s shadow«, »Killings at Badger’s Drift« er blandt andet optaget her. Jeg kan genkende et par af husene, og de ser mindre ud i virkeligheden.

Vi går ind på byens pub, the Cock and the Rabbitt Inn. Et engelsk-italiensk ægtepar ejer stedet. Tom Barnaby/John Nettles har været her. Et signeret foto hænger i ramme på væggen. Ægteparret er stolte af, at serien er blevet filmet her og endda flere gange.
Konen: »Se på os. Min mand er italiener, og i byen her bor der en kineser og nogle indere ... og så Brian True May. Vi synes ikke han er helt... så klog, når han siger, at her ikke er etniske minoriteter. Men han bor altså her i byen og mener dét, han mener.«

Døden som undskyldning:
De fleste i gruppen har nu fortalt mig, at de ikke er her, fordi de er krimifans. Men mere for at se og opleve det specielle engelske landskab. Er det pinligt, når man vil se noget, der har med tv-krimier at gøre? Min moster syntes, det var lidt usmageligt, at jeg skulle på krimitur. Hvorfor beskæftige sig med noget døds-orienteret? Flere af os har altså brugt en dødsunderholdningstur som undskyldning for at se på noget smukt.

I dag sker det. Vi kommer efter al sandsynlighed til at møde Colin Dexter, forfatteren bag en anden berømt detektiv fra området, nemlig Inspector Morse, som optrådte for første gang i bog i 1976 og på tv i 1986. Vores guide er dog ikke helt sikker på, at Dexter dukker op, for han er ikke længere helt frisk. Guiden fortæller os, at Dexter har sukkersyge, er delvist døv og meget svagtseende.
Vi gør holdt ved hotel Randolph Hotel i Oxford og bliver vist ind i en dagligstue, for at vente på ham. Vi drikker the og spiser biscuits i dybe, dybe lænestole, som vi alle kan blive trukket ned i og blive søvnige i. Men det vil jeg ikke.

Pludselig kommer en lille skikkelse gående ned ad gangen. Det er Colin Dexter med en concierge under armen. Han træder ind i vores stue og får anvist en blomstret stol.
Jeg ser også lidt dårligt og hører ikke specielt godt, så jeg går tæt på ham. Jeg sætter mig ned ved siden af hans lænestol. Han lægger en lab på min skulder, og der bliver den de næste mange minutter. Jeg må ikke gå. Han kan ikke bevæge sin arm. Måske ikke.
»Hvorfor skriver du om død?«
»Gentag, please.«

»Hvorfor skriver du om mord?« spørger jeg Dexter.
»Jamen,« siger han, »jeg kan sgu da ikke skrive om nogle, der stjæler et stykke laks i et supermarked eller sådan noget, vel..? Det ville da være uinteressant at følge opklaringen af dét. Mord er vigtigt. Det er tilfredsstillende for læseren, når der kommer en detektiv ind i historien og siger; sådan og sådan hænger det ikke sammen – men sådan!«
Dexter fortæller, at han oprindelig underviste i latin og græsk, men da hans hørelse blev dårligere, vurderede han at ikke kunne fortsætte i al evighed med at undervise, og derfor begyndte han at skrive og opfandt så Morse. Han er nu helt døv på det ene øre.
»Hvilke detektiver holder du selv af?«
...han svarer ikke.
»Hvilke bøger læser du selv?«

»Ingen,« siger han. »Mine øjne duer ikke.«
Han fortæller mig, at han lider af en alvorlig øjensygdom, som på et tidspunkt gjorde ham blind på det ene øje, men efter en operation duer det nogenlunde.
»Men mit syn er uklart. Sygdommen er fremskreden, og jeg går bare rundt og ... hygger mig. Jeg kan ikke så meget andet.«
»Hvorfor blev Morse sådan en stor succes, tror du?« spørger jeg.
»Oxford,« siger Dexter. »Det er en god by, og området omkring er godt til detektiver. Og så John Thaw.«

Hele gruppen stiller ham nu spørgsmål. Dexter bliver spurgt, om han selv havde valgt John Thaw til at spille Inspector Morse.
»Nej, det var tv-holdet,« siger Dexter. »Men han blev en god ven af mig. Han overtog også noget af min succes... Engang kom den smukkeste blondine gående hen imod mig. Jeg sad i en stol på et hotel. Hun havde en bog under armen og en kuglepen. Ligesom jer. Og flotte, flotte ben... jeg kunne se, at de var velbyggede, at hun var... velproportioneret. Hendes øjne var brune, bløde og velvillige.

Hendes hår... var skulderlangt, blond. Hun sagde: Må jeg få din autograf? Jeg kiggede op fra hendes ben og ind i hendes øjne. Og opdagede, at de ikke kiggede på mig men på John Thaw, som sad ved siden af mig. Det var hans autograf, hun ville have! Og det var mig, der havde opfundet ham. ’Sådan er livet bare nogle gange,’ grinede John, imens han signerede hendes bog med en masse ord som ’Lovely’ og ’Yours devoted’ i.«

Seancen er forbi, og jeg føler mig ikke længere nervøs. Jeg har mødt en af verdens bedste krimiforfattere, og han var sød og tilstedeværende på sin egen måde. Og vigtigst af alt; jeg har overlevet en tur i en detektivs fodspor.

Hjemrejse:
Jeg har hørt, at det er varmere i Danmark. Jeg ifører mig en af mine ubenyttede, blomstrede kjoler fra kufferten og slentrer roligt op i flyveren i Heathrow Airport. Jeg får et sæde ved siden af en lille mand med stooore, buskede øjenbryn. Hans hænder er grove, vejrbidte og slidte. Vi falder i snak, og han fortæller mig, at han er gartner.

Detektivromanens 10 bud
1. Forbryderen skal introduceres i starten af bogen for læseren, men uden at man lærer hans/hendes tanker at kende.
2. Ingen overnaturlige forklaringer på forbrydelsen.
3. Højst eet hemmeligt rum eller afsnit er tilladt i bogen. 
4. Ingen ukendte gifte eller opfindelser som kræver en lang videnskabelig udredning i slutningen af bogen er tilladt.
5. Der må ikke optræde en »Kinamand« i historien.
6. Detektiven må ikke blive hjulpet af tilfældet eller af sin egen uforklarlige intuition. 
7. Detektiven må ikke selv være forbryderen.
8. Detektiven skal informere læseren om alle de opdagelser, han gør undervejs.
9. Detektivens »dumme« ven (Watson) må ikke skjule sine egne tanker, formodninger og erfaringer undervejs. Hans intelligens skal helst være lidt under læserens formodede.
10. Tvillinger eller look-alikes må ikke dukke op, medmindre læseren har fået hints.

Læs også: Med bus til L.A.’s skyggeside