Oplev Odense i Japan

I Danmark er det blevet ved snakken. Men lidt uden for Tokyo har man gjort det – opført en hyggelig temapark helliget H.C. Andersen. Vi har besøgt det japanske eventyrland.

Foto: Lars Henrik Aagaard

Mens vi i Danmark ikke kan beslutte os for, om vi skal bygge en storslået H. C. Andersen temapark, har japanerne taget skridtet fuldt ud for at tilfredsstille horderne af eventyrlystne turister.

Se også: Legoland indtager Asien

I hvert fald har Odenses japanske venskabsby, Funabashi lidt øst for Tokyo, opført et arealmæssigt ganske stort kombineret oplevelses- og forlystelsescenter under navnet H.C. Andersen Park.

Den gamle eventyrdigter kom på sine mange rejser ganske vist aldrig længere mod øst end til det nuværende Istanbul, men i Japan kender og elsker praktisk taget ethvert barn og enhver voksen digterens klassiske eventyr.

Så en forlystelsespark i H. C. Andersens navn – japanerne udtaler navnet Andelsen – vil i japanernes øren altid have et skær af uimodståelig magi og eventyr over sig.

Stortokyo rummer imidlertid over 70 forlystelsesparker, og Funabashi har i forvejen to attraktioner, der langt overgår Andersen-parken i berømmelse og tiltrækningskraft. Den ene er Japans og hele Asiens største temapark. Disney World, der ligger på grænsen mellem selve Tokyo og Funabashi. Den anden er den enorme indendørs skibakke SSAWS Ski Dome, hvor man kan fare ned over den kolde sne på selv den mest smeltende hede sommerdag.

Andersen-parken i Funabashi kan slet ikke hamle op med disse to giganter. Til gengæld tilbyder den noget, som er en mangelvare i japanske storbyer – masser af plads og natur. Endvidere er adgangsbilletten til parken overraskende overkommelig – ca. 70 kr. for voksne og bare 16-17 kr. for børn i skolealderen. De lave priser skyldes, at den næsten 300.000 kvadratmeter store park er støttet af Funabashis bystyre.

Vejen op til parkens hovedindgang er så japansk, som noget kan være – små rismarker og velholdte frugtplantager iblandet traditionelle japanske huse. Men efter at entrebilletten er betalt, står man midt i – Odense. Eller i hvert fald i en overbevisende kopi af fynsk bindingsværksidyl komplet med gadekær, kro, mølle, bondehus og et rådhus, der ligner en kopi af Odenses gamle af slagsen.

Hvis man ser bort fra de talrige indenlandske turister og det næsten subtropiske klima, kunne man udmærket befinde sig i Den Fynske Landsby, som denne del af parken er delvist baseret på. Mange steder blafrer små danske flag, og selv blomsterbedene har et umiskendeligt fynsk præg over sig. Det er tydeligt, at man har gjort flittigt brug af danske konsulenter for at kunne etablere en så overbevisende kopi af H. C. Andersens barndomsland.

Og midt i det hele troner naturligvis en stor statue af eventyrdigteren himself med en hilsen fra venskabsbyen Odense.
Resten af den grønne og skyggefulde park er dog væsentlig mindre dansk og eventyragtig. Der er ingen kørende forlystelser, men til gengæld masser af aktiviteter som vandland, store legeborge, junglesti, pedaldrevne gocarts og robåde. Der er også et omfattende indendørs område, hvor børn i skolealderen kan beskæftige sig med hobbyaktiviteter, der har mere end en snert af Danmark og Andersen over sig, herunder mulighed for at lave sine egne stearinlys og papirklip.

Endvidere er der et bibliotek, der udelukkende rummer en imponerende samling Andersen-udgivelser på japansk.
Og hvis hjemveen er blevet for overvældende under japanrejsen, er der hjælp at hente i både souvenirbutikken og på den hyggelige, hvide bondekro, hvor man blandt meget andet kan købe dansk ost, Sv. Michelsen chokolade, bacon, pølser, soft ice, legoæsker, livgardefigurer og meget andet fra fædrelandet.

I øvrigt er H.C. Andersen-parken i Funabashi ikke det eneste stykke Danmark i Japan. På den nordlige ø Hokkaido står en tro kopi af det fynske renæssanceslot Egeskov, nær millionbyen Nagoya sydvest for Tokyo er der planer om at opføre et Legoland i 2015, og frem til 2009 lå der nær Osaka endnu længere vestpå en japansk udgave af Tivoli i København.

Se også: Når filmarven bliver til forlystelsespark