Oplev Norges ikoniske granitblok

Prædikestolen i Sydvestnorge står rank 604 meter over Lysefjorden, og er et af verdens mest storslåede udsigtssteder, og det kræver en vandretur næsten lige så mindeværdig som målet.

Unikt ved Preikestolen er – ud over den ufattelige skønhed – at her ikke findes et eneste rækværn. Ej heller er der malet en linje i granitten, som anbefales ikke at overskride. Efter sigende skulle ingen være faldet ud over kanten – bortset fra selvmordere. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I begyndelsen ligner det mest en lettere triviel og nem slentretur igennem skoven med nåle- og birketræer.

Læs også: Magisk natur i Nordnorge

Den antagelse får ikke lov at vare længe. Snart er vi ude af skovens løvdække, og en glinsende sø byder sig til længere ude mod højre. En fed skybanke ligger dovent over den ene ende af søen, og kan tilsyneladende ikke beslutte sig for, om den vil vokse sig større eller afdampe. I vores lille gruppe diskuterer vi, hvorvidt skyens tilstedeværelse skal tages som en varsling om vejrliget de kommende timer.

Mens vi vender de meteorologiske betragtninger, forsvinder skyen og solen giver en intens opvisning på sin kraft. Det er vi ganske tilfredse med, for endnu venter et par timers vandring til højdepunktet på turen. Højdepunktet i flere betydninger, for  Prædikestolen er ikke blot et ikon blandt de store norske naturperler, Prædikestolen er også rent fysisk højt beliggende, et fladt kvadratisk granitplateau på 25 meter, som troner nøjagtigt 604 meter over den blanke Lysefjorden i Rogaland.

Efter endnu en halv times ret nem vandring får vi en forsmag på, hvad man – også – skal gå gennem for at nå højdepunktet: Stien er nu rå, bratte og til tider glatte granitblokke, som fødderne skal finde solidt fodfæste på. Pulsen begynder for første gang at banke, et par perler på panden og en svedvåd ryg mærkes bag rygsækkens nylonbetræk.
Denne strækning på den omkring 4 kilometer lange vandresti skal så bare vise sig at blive overgået af den næste bratte stigning, hvor afstandene mellem klippeafsatserne er endnu længere.

Guiden på vores tur, Eldar Tofland, er en erfaren herre på 64 og i mere end normal god fysisk kondition. Han har taget notits af, at i hvert fald en af os i gruppen hiver noget efter vejret og ømmer sig på lårmusklerne. Han bremser hyppigere op, og indlægger en kort pause.

Eldar er pensioneret skolelærer og passioneret omkring den norske fjeldgeologi. Når han stopper op, får hans fortællelyst frit løb, som nu, hvor vi står ved et ejendommeligt fænomen under vores fødder.
»Se de vinkelrette furer. Her mødte gnejsen granitten under istiden, det skabte disse ejendommelige strukturer i den hårde sten,« forklarer han med en smittende begejstring.

Bortset fra Eldars fortælling er den eneste lyd, vi hører, naturens. De kåde småfugles kvidren og de små rislende vandløb. Som er så rent, at man kan drikke det direkte fra bækken.
»Hvornår er vi der?« spørger jeg forsigtigt Eldar, mens jeg tager mig i spørgsmålets barnlige karakter.
»Om tre kvarters tid, hvis vi går lidt rask til, nu hvor vi kun har lettere vandring tilbage,« lover han.
I det samme passerer to unge fyre i forrygende fart os. De er på vej nedad.
»Det er blevet noget af et modelune blandt atleter at dyste om at sætte rekord for op- og nedturen. Fyre som dem der klarer typisk turen ned på en halv time,« vurderer Eldar.

Sammen med de mere ydmyge vandrere passerer vi et bredt udsnit af befolkningen. Puslinge på ned til fire år, et meget stort antal pensionister med stavstænger, ikke så få hunde i snor og snart sagt alle nationaliteter.
Med hen ved 150.000 gæster om året er Prædikestolen Norges mest besøgte naturmål. Forklaringen herpå begynder at vise sig, allerede da vi ser det første glimt af Lysefjorden bag et klippefremspring, endnu inden højdepunktet har åbenbaret sig.
Nu sniger en begyndende eufori sig ind i sindet, og crescendoet nås selvfølgelig, da vi drejer om et hjørne og ser Prædikestolen foran os med det, der ligner bitte små mennesker på toppen.

Vi sætter automatisk tempoet op. Det føles som om, det ikke kan gå hurtigt nok med at gå de sidste ti minutter, til vi selv står med fødderne på plateauet deroppe.

Den første følelse, man rammes af, heroppe på det, der føles som toppen af verden, er adrenalin. Den pumper angstens sved frem på pande og i håndflader, specielt når man ser folk stå helt ude ved kanten, ligge med den halve overkrop ude over den, eller sidde med ryggen til, mens fotoet skal tages.

For en af de helt unikke særpræg ved Prædikestolen er, at her absolut ingen afgrænsning findes. Ikke et rækværk, ikke engang en påmalet anbefalet sikkerhedslinje, eksempelvis en meters penge fra kanten, som findes ved de fleste af verdens lignende naturpanoramaer. Her er bare et plateau, en kant og så 604 meters frit fald ned til Lysefjorden, hvis man tager ét enkelt forkert skridt for langt ude mod kanten.

Først da adrenalinen har fortaget sig, er det, at den fulde anerkendelse af dette stykke verdensnatur udfolder sig. Bjergtagende, majestætisk, fortryllende – superlativerne står i kø, men levner reelt ikke skuet retfærdighed.
Et skue, som er ekstra spektakulært, fordi man ikke (som måske havde været tilfældet, havde Prædikestolen ligget i så mange andre lande) bare kan tage en svævebane herop. Det tager to timers vandring hver vej. Og belønningen føles – netop derfor – så meget større.

Læs også: På grænsen mellem Norge og Rusland