Oplev Godzillas ulmende vulkanø

Det japanske filmmonster Godzilla blev begravet og genopstod her. Tag med ud på den ulmende japanske vulkanø Oshima mindre end to timers sejlads fra verdens største by.

Udsigt tl vulkanen Mihara på øen Oshima, bare to timer fra det centrale Tokyo. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lars Henrik Aagaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det tager normalt timer at komme ud af det centrale Tokyo.
I alle retninger strækker megabyen sig 40, 50 eller endnu flere kilometer ud over den frugtbare Kanto-slette. Og overalt inden for dette uoverskuelige område af asfalt, stål og beton hersker trængslen.

Læs også: Guide til 24 timer i Tokyo

Der findes imidlertid en forbløffende hurtig vej ud af mylderet af Stortokyos 35 millioner mennesker. Og det er søvejen.
Uhyre centralt i byen – få minutters gang fra det luksuriøse og neonglimtende Ginza-shoppingdistrikt – ligger kajområdet Take-shiba, hvorfra færger sejler mod destinationer omkring Tokyobugten og Sagamibugten lidt længere ude langs østkysten af Japans hovedø Honshu.

For turisten er den mest oplagte sørejse en tur med hydrofoilfærgen til Izu Oshima – en ulmende vulkanø, der har opnået verdensberømmelse blandt monsterfreaks.
Oshima er nemlig en form for hjemsted for det japanske filmmonster Godzilla, der i efterkrigsårene, og dermed i skyggen af atombomberne over Hiroshima og Nagasaki, blev skabt i paddehatteskyen af en kerneeksplosion.
I filmen »The Return of Godzilla« fra 1984 lykkes det den japanske regering med megen snilde at lokke det hærgende monster til Oshima, hvor han bliver begravet i krateret af øens altdominerende vulkan Mihara.

Men i efterfølgeren »Godzilla vs. Biollante« fra 1989 slipper det frygtindgydende uhyre ud under et voldsomt vulkanudbrud, hvorpå Helvede atter er løs. Der er mere end en flig af sandhed over den historie, for i 1986 gik Mihara i et stort udbrud, som betød at samtlige datidens 12.000 indbyggere på Oshima måtte evakueres inden for få timer.
Det er således med nogen bæven, at man sætter sig til rette i hydrofoilfærgen, for vulkanen ulmer fortsat, ligesom geologer peger på, at det katastrofale jordskælv, der udslettede det halve af Tokyo og havnebyen Yokohama i 1923, udsprang netop under Oshima.

Indledningsvist er der dog ingen grund til bæven – snarere ærefrygt. For kort efter afsejlingen sejler færgen forbi adskillige eksempler på storslået arkitektur og respektindgydende naturbetvingelse i japanernes hovedstad.
Først suser færgen under den smukt svungne og enorme hængebro Rainbow Bridge, der med tog- og vejbaner i flere dæk forbinder det centrale Tokyo med den futuristiske bydel Odaiba, og derefter ser man adskillige eksempler på al det land, japanerne har indvundet af havet for at skaffe plads i deres evigt ekspanderende verdensby. Det ser man ikke mindst, når færgen hastigt farer forbi indenrigslufthavnen Haneda, der er en af verdens travleste og bygget på indvundet land, som store rutefly summer om som fluer.

Men snart har hurtigfærgen lagt den enorme metropolis bag sig, og en god times tid efter dukker den grønne profil af Oshima – den største af de syv Izu-øer – op i horisonten.
Det er i begyndelsen af august, så heden synes næsten ubærlig, da vi forlader færgens airconditionerede velbehag, men heldigvis venter lidt køligere temperaturer nær toppen af den 764 meter høje Mihara-vulkan forude.
En rutebil fragter os for få hundrede yen op til vulkanens fod ad stejle hårnålesving med bjergtagende udsigter ud over havet og over til den forrevne halvø Izu inde på fastlandet en snes kilometer borte.

Japan er på godt og ondt et produkt af naturens kræfter. Vulkanudbrud har siden tidernes morgen skabt masser af nyt land, og energien i jordskælv har i en næsten vedvarende proces hævet landmasserne yderligere. Oshima er et af de yngste eksempler på det i det japanske ørige, og det ser man med al tydelighed her oppe omkring Mihara-vulkanen.
Overalt i det golde landskab kan man se størknede lavafloder fra det store udbrud i 1986 og fra et efterfølgende mindre af slagsen i 1990. Mange steder ligger store, sorte lavasten, der som projektiler blev skudt kilometerhøjt op af krateret, og det mørke landskab har i det hele taget en fremmedartet og dyster karakter, som med anvendelse af en smule fantasi udmærket kan bringe tankerne hen på forhistoriske uhyrer.

Fra busstoppestedet snor en afmærket sti sig op mod vulkanens såkaldte caldera – den store, cirkulære indsynkning omkring krateråbningen. Vegetationen er sparsom. Livet er kun langsomt ved at slå rod i det nydannede klippelandskab, men hårdføre buske og en række utroligt smukke japanske teblomster og azalea spreder deres gule, hvide, røde og lilla farver som glimtende juveler i en ørken af mørke sten.

Den sidste kilometers vandring op mod toppen er stejl, men da man endelig når op til vulkanens store kraterindsynkning, belønnes man af synet af søjler af hed damp, der står op af vulkanens kanaler – samt af en svag stank af svovl.
Hele kraterindsynkningen er i øvrigt omhyggeligt hegnet ind, angiveligt for at forhindre selvmordere i at springe ned i den nogle gange hede klippegrød.

Da Mihara-vulkanen gik i udbrud i 1986, kunne man se det orangerøde skær fra udbruddet på aftenhimlen i Tokyo 80 km borte. Så langt kan vi ikke se gennem sommerdisen her fra toppen, men under os, nærmere kysten, breder dybe og saftiggrønne cypresskove sig i de fleste retninger. Et tegn på, at lavagrøden ikke tog alt med sig under udbruddet.
På busturen tilbage mod Oshimas hovedby Motomachi gør vi holdt ved en kombineret minizoo og park, hvor topattraktionen er Japans største samling af teblomster. Men også herfra er udsigten over kyst og hav bjergtagende.

Oshimas mest mærkværdige attraktion kan imidlertid hævdes at være øens vulkanmuseum i udkanten af Motomachi. På den store trappe op mod den noget nedslidte bygning vokser ukrudtet i en sådan grad, at man begynder at tvivle på, om museet overhovedet er åbent. Men det er det, og det er tilmed stort, pædagogisk (med engelske oversættelser) og ganske interessant med sine fornemme visuelle skildringer af alverdens vulkaner og kræfterne i Jordens indre. Blot underligt at gå gennem et så stort og imposant museum som de stort set eneste gæster.
Dagen på Oshima sluttes af med en forfriskende dukkert på en enestående strand, hvor vandet er klart, og sandet næsten kulsort – skabt af knuste lavasten fra øens mange udbrud.

Skilte advarer imidlertid om den allestedsnærværende tsunamifare, der hersker på japanske kyster. Hvilket japanerne blev chokerede vidner til 11. marts i fjor, da jordskælvsudløste vandmure udraderede adskillige driftige samfund få hundrede kilometer nord for denne perle et par timers sejlads fra Tokyo.
Da vi i den begyndende aften sejler ind mod verdensbyen igen, lyser byens tusindvis af skyskrabere og neonblinkende reklameskilte lokkende mod os. Vi har atter fået kræfter til byens puls. Og kan jo så passende anvende energiopladningen til at drage til den centrale bydel Hibiya, hvor en fin statue af selveste Godzilla troner.

Ohima
Izu Oshima, eller bare Oshima, er den største af de syv vulkanske Izu-øer ud for Izu-halvøen sydvest for Tokyo.
Øen er på 91 kvadratkilometer (nogenlunde som Amager) og rummer ca. 8.500 indbyggere.
Oshimas hovedattraktion er den 764 meter højere vulkan Mihara, der dominerer øen totalt. Vulkanen gik i et voldsomt udbrud i 1986, men ulmer stadig. Andre attraktioner er de talrige arter af teblomster, et stort og imponerende vulkanmuseum, varme kilder samt flere smukke strande med sort vulkansk strandsand.
Det er muligt at overnatte på øens pensionater. Man kan komme rundt med offentlige busser.
Der afgår færger til Oshima fra kajområdet Takeshiba Sanbashi nær Hamamatsucho-stationen i det centrale Tokyo. Med hydrofoilfærge varer turen godt halvanden time, og returbilletten koster ca. 750 kr. Sejladsen ind og ud af Tokyo er spektakulær. Der er også færgeafgange fra den mere nærliggende halvø Izu sydvest for Tokyo.

Andre flugtmuligheder fra Tokyos mylder
Hakone: Smukt, dramatisk og let overrendt sølandskab langs foden af Japans ikon, keglevulkanen Fujisan. Godt 100 km fra Tokyo.
Izu: Vulkansk aktiv halvø et par timers kørsel sydvest for Tokyo. Smukke bjeglandskaber, varme kilder, dramatiske kystlinier og dejlige badestrande.
Nikko: Gammel og smuk tempelstad ca. 140 km nord for Tokyo. Området er bjergrigt og byder på dybe, stejle skove med dramatiske vandfald og iskolde bjergsøer.
Kejserpaladsets Østpark: Kejserens palads ligger i en grøn oase midt i det ældste Tokyo. Der er offentlig adgang til dele af parken, herunder Østparken.

Godzilla
Det japanske filmmonster Godzilla blev skabt i en kerneeksplosion i 1954 i skyggen af atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. Siden er det hærgende reptil genopstået i hele 28 overvejende succesrige japanske film, hvor Godzilla smadrer storbyer eller kæmper mod andre monstre. I to Godzilla-film fra 1980erne spiller vulkanøen Oshima en central rolle for uhyret. Ved Hibiya-parken i det centrale Tokyo står en statue af Godzilla som et minde om de talrige gange, den har smadret verdensbyen.

Læs også: Til beach party i Tokyo