Offpiste i Makedonien

Et uberørt bjerg. Masser af sne. Ren offpiste. Og en arbejdsom Caterpillar, der kører dig og vennerne til toppen igen og igen. Det er ingredienserne i en unik og anderledes form for skiferie i Europas udkant.

Caterpillaren, eller »Cat«, som den bliver kaldt her på bjerget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kasper Krogh
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er stille på bjerget. Bortset fra de tunge åndedræt fra vores lille gruppe skiløbere, som prøver at få pulsen ned oven på en hård nedfart, høres få lyde. Her er ingen raslen fra lifte. Ingen skrabende fræs fra ski, der skærer ned over en piste.

Og ingen bip-bip-bip fra pistemaskiner på arbejde. Bare naturen og bjergene omkring os, så langt øjet rækker. Og en stilhed, som hjælpes på vej af de lyddæmpende dyner af sne.

Stilheden brydes af en lyd i det fjerne. En rumlen, der tager til i styrke og vokser til den genkendelige støj fra en kraftig dieselmotor på hårdt arbejde. Det lyder, som var en kampvogn på vej mod os.

Og det røde, firkantede køretøj, som tøffende dukker op over kammen på bjerget, er da også udstyret med et sæt brede gummilarvefødder. Hvilket har givet den navnet Caterpillar – efter larvefødder på engelsk. Eller bare en Cat, som den kaldes her.

En alternativ skilift

Foto: Kasper Krogh.

Det ligner og er i bund og grund samme type kraftfulde maskine, som bruges til at præparere pister med. Og som enhver, der har været på skiferie i Europa, har set.

Men denne er bygget om og har fået smækket en passagerkabine op på bagpartiet. Den er vores lift op ad bjerget. Adgangsbilletten til et anderledes og udfordrende offpiste-eventyr.

Vi smider ski og snowboards op i to stålkurve på siden. Går op ad trappen og ind i kabinen i Cat’en. Som med et drøn og i en sky af dieselos starter op igen, og langsomt, men sikkert kravler op ad bjerget.

Vi kører i det brede spor, som Cat’en tidligere har efterladt på bjerget. Men efterhånden som vi nærmer os toppen, bliver sporet udvisket af den sne, som faldt i nat.

For at komme de sidste par hundrede meter op må vores chauffør mose Cat’en frem gennem sneen med den kraftfulde sneplov foran slået ned. Og nogle steder bakke lidt for at tage tilløb og få nok kraft på til at trænge frem.

For en sikkerheds skyld

Foto: Kasper Krogh.

Vel oppe på toppen kravler vi ud og spænder ski og snowboards på. Vi er ti mand i gruppen, og i en lang linje følger vi i hælene på vores lokale guide Tomislav Tiska, mens han skærer tværs over kammen på sit snowboard.

Han kender bjerget, kan læse og mærke sneen for lavinefare, og kører derfor først. Han får også fornøjelsen af som den første at skære et par perfekte sving ned gennem ti centimers frisk puddersne.

Det ser fantastisk ud, mens han ubesværet og i perfekt balance surfer ned gennem sneen i høj fart. Da han er i bund, måske 500 meter nede, kalder han via en walkie-talkie op til vores anden guide, der går under navnet »Cookie«, der danner bagtrop.

Der er god sne med god hældning, og kun lidt is til sidst på nedfarten, lyder hans melding.

For en sikkerheds skyld skal vi dog tage den »one-by-one« – ned en for en – for ikke at risikere at udløse en lavine. Så selv om alle brænder for at komme af sted, må man vente i køen på sin tur.

De perfekte forhold

Foto: Kasper Krogh.

Endelig bliver det min tur. Jeg tjekker mine bindinger, skraber is og sne væk fra spidsen af mit snowboard og tager en dyb indånding. Så sætter jeg i gang. Bjergsiden er stejlere, end jeg havde regnet med, så jeg får hurtigt ret meget fart på.

Hvis jeg skvatter nu, bliver det én lang kolbøtte ned ad bjerget, når jeg at tænke. Men heldigvis er sneen så dyb og blød, at jeg ved at læne mig godt ind i et par store sving kan finde kontrollen og en fart, jeg er tryg ved.

Det er perfekt sne, perfekte forhold, og jeg får 10-12 dejlige sving, hvor det kilder i maven og sneen flyver om ørerne. Der findes ikke nogen bedre fornemmelse på et bjerg end denne, hvor man surfer gennem nyfalden, hvidt guld.

Så er jeg i bund. Forpustet og med syre i benene. Men glad, ja nærmest euforisk, over turen ned.

Normalt er den slags god, uberørt sne vanskelig at nå frem til på et bjerg. På skisportsstederne er der hård konkurrence om at nå den offpiste, som er tilgængelig i nærheden af liftene. Hvilket betyder, at sneen få timer efter liftens åbningstid ligger pløjet op som en lollandsk roemark.

De færreste har råd til at hyre en helikopter til at løfte sig til tops. Eller kræfter og kondition til selv at gå til toppen.

Set i det lys er Cat-skiing en bekvem og relativt billig måde at nå masser af den gode offpiste på. Det har været udbredt i Canada i en årrække, men er ukendt for de fleste europæere. Men i Europas udkant, i det makedonske bjergområde Sharplanina, kan man tage på eventyr med en Caterpillar.

Man kan altså godt stå på ski i Makedonien

Foto: Kasper Krogh.

Ski i Makedonien! Kan man det? Ja, men ikke ski på traditionel vis. For selv om Sharplanina også har et par lifte og almindelige pister, er det i sig selv ikke værd at besøge.

Liftsystemet og den tilhørende by Popova Sapka ligner noget, der havde sin storhedstid i i 1970erne og siden har fået lov at forfalde. Ikke mindst takket være krigene og urolighederne på Balkan.

Men i 2008 så en entreprenant kroat, ingeniør og snowboarder ved navn Tomislav Tiska en mulighed i området. Han havde prøvet noget, der mindede om Cat-skiing i østrussiske Kamchatka og ville overføre idéen til sin hjemegn.

Han vidste, at de makedonske bjerge i Sharplanina ville egne sig til kørsel med Caterpillars, da bjergene ikke er lige så stejle som i Alperne. Året efter købte han en aflagt pistemaskine i Frankrig, byggede den om og var i gang.

Tomislav Tiska ved om nogen, at bjergene rummer mange muligheder, men også potentielle farer.

Sikkerheden kommer altid først

Foto: Kasper Krogh.

Som 19-årig var han på offpiste-tur på Sharpalina-bjerget med en gruppe venner og mindre søskende. De var ti børn og unge i gruppen og for vild, da vejret slog om, og stod pludselig indhyllet i tåge og sne.

Da mørket faldt på og temperaturen dalede til under ti minusgrader, var de fortsat faret vild. Og i akut livsfare. Tomislav og hans venner fik den idé, at de kunne bygge en iglo i sneen, og tæt sammenkrøbet i den fandt de ly og varme nok til at holde sig i live, indtil et redningshold tidligt om morgenen fandt dem.

Oplevelsen fik 15 år senere Tomislav Tiska til at kalde sit firma for Eskimo Freeride. Den oplevelse lærte ham også at sætte sikkerheden i højsædet. Derfor brugte han det første år på at udforske bjerget med sin Cat for at se, hvor det var sikkert for den at køre, og på at oplære en gruppe guider i lavinesikkerhed med hjælp fra canadiske og amerikanske eksperter.

Alle gæster, der skal med på catskiing hos Tomislav Tiska, kommer en obligatorisk halv time på skolebænken til en indføring i lavinesikkerhed.

Hvordan agerer man på bjerget, hvordan følger man bedst guidernes instruktioner, og hvad gør man, hvis lavinen pludselig ruller? Alle får udleveret en lavinebipper samt en såkaldt BCA-taske, der indeholder en slags airbag.

Hvis man fanges af en lavine, kan man hive i et håndtag, som udløser en stor luftpude fra toppen af rygsækken. Den kan øge chancerne for, at man havner i toppen af sneen i lavinen frem for i bunden, og dermed chancen for at overleve.

Det kan lyde voldsomt med al den fokus på laviner og katastrofer. Det er det ikke, tværtimod er det betryggende med et kursus i udstyret. Og med kompetente og stedkendte guider, der kender bjerget og dets vejrlig ud og ind.

Plads til alle, der har lidt smag for offpiste

Foto: Kasper Krogh.

På intet tidspunkt, jeg var på bjerget, oplevede jeg situationer, hvor de mistede overblikket, eller hvor jeg som gæst var utryg ved de steder, vi kørte.

En enkelt gang under en nedfart for jeg vild i en tåge og havde alene kurs mod et klippefald. Uden jeg selv opdagede faren. Men den bagerste guide fik hurtigt råbt mig an, fanget ind og ledt sikkert ned.

Det kan også lyde, som om man skal være ekspert for at tage med på cat-skiing. I Makedonien er det ikke tilfældet. Vi var en gruppe på 16 danskere, en blandet flok med både skiløbere og snowboardere, og et aldersspænd fra starten af 20erne til plus 60. Alle øvede skiløbere, men på forskellige niveauer.

Det danske selskab De Brede Planker sender danske gæster på Cat-ski i Makedonien, og selskabets ejer Christoffer Backman Sørensen siger om kravene:

»Det er ikke eksperter, der kommer her. Det er mennesker, som godt kan lide at stå på ski og kan klare sig på pisterne i et normalt resort og måske har smagt lidt på offpisten. Jeg har haft folk med, som aldrig havde kørt offpiste før, men som klarede sig fint gennem en uge.

De var trætte bagefter, men oplevede, at der var flere muligheder på et bjerg end grøn, rød og sort piste,« siger han.

Netop det fysiske kan være den største udfordring. For offpiste-løb er markant hårdere end almindeligt skiløb, sneforholdene skifter konstant, og mens man det ene øjeblik løber i puddersne, kan man på det næste ryge ind på et stykke med hårde isklumper. Og er man ikke på tæerne der, så styrter man.

Samtidig kan den løse sne være tung at flytte. Og under de forhold sætter otte timer og en 3-4.000 højdemeters skiløb sig virkelig i kroppen.

En perfekt afslutning

Foto: Kasper Krogh.

Den sidste dag på turen er der nyfalden sne og sol på bjerget, og vi tager tidligere af sted end normalt. Det er »safari-dag«.

Dagen, hvor vi kører så langt ud i terrænet på Sharplanina-bjerget, som tiden og Catterpillerne kan bære. Vi kører mod toppen af en tinde og står ned på den anden side. Bliver samlet op af Cat’en og kører mod næste tinde. Hele tiden udad i terrænet, væk fra vores base.

Vi kører et sted i området mellem Albanien, Slovenien og Makedonien, kan jeg se på de sms’er, jeg får undervejs fra mit teleselskab. I dagens løb ser vi ingen andre mennesker, men masser af smukke bjerge og natur.

Vi når i dagens løb det højeste punkt i området, Titos peak på 2.747 meter, som vi står ned fra. Vi får det ene tæt ved perfekte løb ned efter det andet, og jeg holder til sidst op med at tælle nedfarterne.

Vi spiser frokost midt ude i det hvide ingenting, hvor vores guider hiver en kæmpe gryde gullasch frem, som har holdt sig lun i førerhuset på Cat’en.

Vi fortsætter ud i terrænet, indtil vi sidst på dagen er mere end 20 kilometer væk fra vores base. Dagens sidste nedfart foregår i endnu en omgang dyb sne, i det rødlige lys fra solen, som er ved at gå ned over bjerget.

Da vi alle er nået i bund, giver vi hinanden high fives og er helt høje over de sidste ni timer på bjerget. Vi kravler op i Cat’en og bumler hjemad. Mens vi kører, bliver det mørkt og koldt. Der er to timer hjem.

Det gør ikke så meget, når nogen har været forudseende og taget en kasse makedonske øl med. Så jeg får en iskold pilsner stukket i hånden og skåler glad og udmattet med de andre. Nok den bedste afterski-øl, jeg har smagt.

Berlingske var inviteret til Makedonien af selskabet De Brede Planker.