Off-piste på snesko

En tur på snesko i den svenske vildmark ved Åre er et godt afbræk på skiferien. Det er følelsen af frihed at bevæge sig uden for sporene, hvor hverken ski, snescootere, pulke eller kælke kan holde sig oppe.

»Løft benene lidt højere, end I plejer, når I går. Lav jeres egne spor, føl jer frie og prøv at kaste jer bagover i den bløde sne,« lyder opfordringen fra guiden, Sanna Gustafsson. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De ligner aflange tennisketchere og vejer ikke meget mere end en stor pose mandler fra supermarkedet.

Læs også: Pist off i Norges fjelde

Med et par snesko spændt fast på snuden af vinterstøvlerne og en rem om hælene er der dømt off-piste. Glem alt om langrendsski, vandrestøvler, snescootere, pulke, kælke eller miniski.

Sneen er næsten halvanden meter dyb i den svenske vildmark ved Åre, og der er kun én måde at komme frem på, hvis man vil udenfor sporene og ind i skoven.

Selv om der i begyndelsen er noget Bedstemor And over at bevæge sig af sted med et par aflange »tennisketcher-snesko« er følelsen af frihed og lethed så behagelig, at man hurtigt glemmer sin lidt gakkede gangart.

Det tager maksimalt fem minutter at lære teknikken, og hvis man lukker øjnene et øjeblik, kan det næsten føles som et par klipklapper i sandet på en kølig sommerdag. Men også kun næsten...

Som små børn
»Løft benene lidt højere, end I plejer, når I går. Lav jeres egne spor, føl jer frie og prøv at kaste jer bagover i den bløde sne,« lyder opfordringen fra guiden, Sanna Gustafsson.

Et øjeblik efter ligger vi der. Syv voksne mennesker, der pludselig er blevet børn igen. Som skubber, puffer og sender høje skingre hvin igennem stilheden.

Puddersneen er som en blød, behagelig dyne, der smyger sig om én, når man ligger fladt på ryggen og kigger op mod toppen af de høje, tætte nåletræer i den jämtlandske vildmark. Med sneskoene strittende direkte op i luften og en beslutning om aldrig mere at rejse sig igen.

Små, venlige snefnug lander på skitøjet, men forsvinder med det samme. Minus fire grader er ikke meget koldt, men det føles alligevel en del koldere, hvis hænderne et øjeblik ikke har vanter på. Vinden ligger hele tiden på lur, og når den viser sig, napper den hårdt i kinder og bider i næsetippen.

Let som en fjer
Vi prøver at komme op fra den dybe sne, men må konstatere, at det var meget lettere at lade sig falde bagover. Balancen på to ben er ikke længere noget, vi kan tage for givet. Og hvis man endelig får held med at komme op i lodret position igen, kan man risikere at få et puf fra én af de andre. Tilbage til start med numsen begravet i sneen.

Forsøget på at finde støtte i det bløde, hvide frostsne virker ligesom ikke. Den bedste måde er at bede om nåde og få én af de andre til at hive sig op med håndkraft. Selv dét kan være svært.

Men når man endelig er oppe på begge snesko på samme tid, er det er utrolig fornemmelse ikke at træde igennem den dybe sne, men i stedet bevæge sig fint og let halvanden meter over skovbunden.

Vi er på vej endnu længere ud i vildmarken. Dér, hvor ingen andre kan komme om vinteren, med mindre de har »magiske« sko på.

Følelsen af at præparere helt sit eget spor, og dermed være det første menneske på Jorden, der nogensinde har trådt i den nyfaldne sne på lige præcis dét sted, kan ikke undervurderes.

Ud i vildmarken
Selv om vi kun er en times tid væk fra det myldrende skisportsliv i Åre, er det en ægte fornemmelse af vildmark, hvor rener, elge og brune bjørne holder til.

Vi møder ingen af dem, men guiden fortæller en historie om, hvordan én af hendes venner sidste forår var ude for at plukke bær, da han pludselig ser en stor brun bjørne-fætter mindre end 20 meter væk. Bjørnen vender omkring af frygt for det syn, der lige har mødt den. Det samme gør guidens ven, og så var det møde slut.

Så de er her altså, bjørnene, hvis man skal tro guiden. Det samme med de store ørne, der tager turen helt fra Tronheim i Norge.

Vi er nået frem til en sø, som vi skal passere, før vi holder pause. »I skal ikke være bekymrede, hvis der kommer en smule vand op omkring jeres fødder undervejs,« forklarer Sanna Gustafson.

Tværs over søen
Vi kigger på hinanden – og på søen, hvor vi skal gå et pænt stykke, før vi igen kan have nogenlunde fast grund under sneskoene. Eller så fast, som halvanden meter løs sne nu kan være.

»Det øverste lag på søen er sne, og nedenunder er der grødis, hvorfra vandet kan komme op. Næste lag under grødisen er is med en tykkelse på omkring 20-30 centimeter, så I må ikke tro, isen er ved at sprække, og at I falder igennem. Bare nyd turen, der sker ikke noget.«

Sanna Gustafsson får ret. Det er et formidabelt syn at opleve de hvide fjeldtoppe ude fra søen, mens vi lige så stille går af sted. Efter turen over søen er det tid til en pause. Vi er tilbage i skoven, hvor der dufter af birkebrænde fra en brændeovn. Ikke langt fra hvor vi har sat os, kan vi se et brunt træhus med røg fra skorstenen og et tykt lag Disney-sne på taget.

Fra sin rygsæk hiver Sanna Gustafson termostykker i numsestørrelse frem til at sidde på, og samtidig deler hun håndlavede tykke termo-trækopper ud. I kopperne får vi serveret varm blåbærsaft, og sammen med et stykke kringle nyder vi den lille pause.

Luften er klar og føles frisk, og dampen står ud af vores munde som resulatet af den kolde luft og den varme saft.

Vi er ikke langt fra civilisationen efter vores off-piste vildmarkstur, der har taget omkring tre timer. I det fjerne kan vi skimte de farvede menneskeprikker i Åre, der styrter ned ad pisterne.