Østrig i tre bidder

Tag med rundt i både det fysiske og det gastronomiske landskab i østrigske Lammertal.

Mange tænker nok på wienerschnitzel og apfelstrudel, når det handler om østrigsk mad. Men alpelandet har så meget mere at byde på. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Østrig om sommeren er et spørgsmål om smag. Både i overført og særdeles konkret betydning.

Om vinteren giver det sig selv. Her er man nede for at stå på ski eller snowboarde, og så er det, der tæller, om der sne nok, om pisterne er gode, og om liftsystemet fungerer.

Og jo, det er hyggeligt nok, at vintersportsbyerne ligner noget fra et gammelt julekort, og efter en aktivitetsfyldt dag udenfor i kulden har man såmænd kun godt af lidt solid kost og noget Glühwein. Men det er detaljer.

Først når forårssolen har smeltet det hvide snedække, er det, som om man rigtigt får øje på selve Østrig. Og her er det, at vandene deles.

Naturen er smuk. Det er ubestrideligt. De enorme græs-sætere mellem de dramatiske bjergtinder står grønt og med masser af duftende blomster og vilde krydderurter til glæde for de mange køer og heste, der har fået lov til at komme ud og græsse. Og smeltevandet fra bjergene har sat god fart i vandløb, så dalene nærmest småklukker af fryd.

I modsætning til den utæmmelige natur fremstår småbyerne og de enlige bøndergårde i dalene nærmest pertentlige. De pastelfarvede, klassiske alpehuse ser ud til lige at være blevet malet – fint afstemt efter farven på naboens hus – hække, græsplæner og blomsterbede er toptrimmede, og mange steder er der træborde med bænke, hvor man kan sidde og hygge sig med en kop kaffe.
Hvert øjeblik kan en storsmilende Hansi Hinterseer kommer rundt om hjørnet trallende »In den Schönen Tiroler Bergen«.

Nogle, og nok især de helt unge, får klaustrofobi af al den nydelighed og gemytlighed. Jeg elsker det.

Jo, Østrig om sommeren ér et spørgsmål om smag. Og som nævnt indledningsvist også rent konkret. Rejseliv.dk har besøgt Lammertal-Dachstein-området, der satser på at trække flere sommerturister til med kombinationen aktiv ferie/gastronomi. Dalen ligger smukt ved Tennen-bjergene, lige sydøst for Mozart-byen Salzburg, og her fik vi tre vidt forskellige oplevelser.

1. bid: Moderne østrigsk gastronomi
Oookay... – hvordan gør man så lige her?« Min sidekvinde ved middagsbordet på restaurant Goldener Stern på Hotel Döllerer i byen Golling ser undrende på noget, der mest af alt ligner en lille, moderne skulptur. Et række metalstænger vikler sig ind og ud mellem hinanden og ender alle sammen i en tynd, gyldenbrun skive...et eller andet. Eftersom tjeneren satte den på bordet foran os, er det vel meningen, at man skal spise det?

Herren overfor snupper i en rask bevægelse en skive og putter den ind i munden. Jeg følger hans eksempel. Hmm... Den gyldenbrune dims knaser, smager lidt af koriander, minder om en indisk papadum, bare mindre og mørkere.

Goldener Stern er belønnet med tre kokkehuer af den yderst velrenommerede gastronomiske restaurantguide Gault Millau, der i hjemlandet Frankrig er lige så respekteret og anerkendt som Michelin-guiden, og vi er her, fordi de østrigske turistmyndigheder gerne vil gøre opmærksom på, at østrigsk gastronomi er andet og mere end wienerschnitzler og apfelstrudel. Derfor er der lavet en særlig »Genüss«-rute, hvori blandt andre Hotel Döllerer indgår. På restauranten forsøgte vi at finde en passende oversættelse, men det var svært, for ruten handler ikke kun om nydelse i form af det højere gastronomiske skoleridt som her på stedet, men også om mere enkle oplevelser - altsammen med fokus på den gode smagsoplevelse.

Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke er nogen Søren Frank, så jeg vil end ikke forsøge at lade som om, at jeg kan komme med en kvalificeret bedømmelse af maden og vinen. Jeg kan kun sige, at det alt sammen smagte fantastisk lækkert, så flot ud, og at den ledsagende østrigske vin var fremragende. Men for at læsere med mere forstand på den slags, end jeg har, kan få en idé om, hvor niveauet er, så er her menuen, vi fik:

Først fik vi Fürstenhof-æg med urter, bacon og mærkt brød. Hertil en 2006 Furmint fra vinproducenten Heidi Schröck. Dernæst ferskvandskreb med cider og radisser ledsaget af en 2005 Riesling »Alte Reben« fra Schloss Gobelsburg. Så fulgte en lys fisk, der på kortet blot fremstår som »Bluntau«, med vongole-muslinger (også kaldet venus-muslinger) og persille. Hertil fik vi et glas 2007 Sauvignon balnc »Grassnitzberg« fra Tement. Så fulgte dyreryg med birkes og peberfrugt, ledsaget ef en 2006 Blaufränkisch »Hochberg« fra vinproducenten Tesch. Til dessert fik vi nogle små, pastelfarvede terningformede turkisk delight-agtige tingester, der mest smagte sødt. Hertil blev der serveret en 2006 Riesling Auslese fra Reinisch.

Det var bestemt en dejlig aften med madoplevelser i særklasse på Goldener Stern, men skal jeg være helt ærlig, så nød jeg faktisk lige så meget den helt enkle frokost med koteletter og stegte kartofler, som vi fik i byen Puch, hvor vi tidligere på dagen var kommet fordi på en dejlig cykeltur i området.

Alt er, som bekendt, et spørgsmål om smag.

2. bid: Sætervandring og ostesmagning
Prøv at duft engang... Er der nogle, der kan genkende duften?« Vores gruppe samles i en halvcirkel om guiden Johann Burgstaller, der holder en lille, grøn plante med små, lilla blomster mellem tommel og pegefinger. Han rækker planten videre til en i gruppen, der holder den op til næsen og snuser ind. Et genkendelsens smil breder sig om munden. Planten går videre til den næste. Snus. Og den næste. Snus. Og så når den mig. Ha, det er nemt: Det er timian.

Vi står på Postalm, Østrigs største samlede sæterområde, som ligger ganske tæt på landsbyen Abtenau, hvor vi har vores base. Der er masser af vandremuligheder på Postalms mere end 45 kvadratkilometer, og vi ude på den såkaldte Almblumenweg (»Sæterblomstervej«), hvor den pensionerede professor og engagerede amatørbotaniker fortæller om det rige planteliv på sæteren. Udover vilde krydderurter som timianen, vokser her også blandt andet 40 forskellige orchidé-sorter – og selvfølgelig alperoser.

Burgstaller er et flot, rank mand med et imponerende hvidt skæg. Og ikke mindst et lige så imponerende falkeblik. På den to timer lange vandretur på det enorme græsområde med de gråsorte bjerge som dramatisk baggrundstæppe scanner han konstant jorden for interessante planter. Og efter de utallige stop, hvor han med sin vandrestav udpeger bittesmå, gule blomster, mørkerøde bær eller uanselige grønne blade, så hører alle planter åbenbart ind under kategorien »interessant«.

Vi andre stopper høftligt op og lytter og indsnuser dufte og føler plante-teksturer mellem fingrene. Men for at være ærlig, så scanner jeg selv mest jorden for de kokasser og hestepærer, der til overflod gemmer sig i græssset. Det er nemlig sådan, at bønderne hver morgen lukker kvæg og heste ud af staldene, hvorefter dyrene resten af dagen græsser rundt omkring på sæteren, Om aftenen går dyrene så selv hjem til stalden igen. Sådan har man gjort i flere hundrede år, og det er der ingen grund til at lave om på. Det er dyrene nok ret glade for.

Udover det hyggelige i, at vi indimellem på vandreturen får besøg af nysgerrige køer og heste, som gerne vil nusses på mulen, så er der den helt oplagte fordel ved de fritgående dyr, at de dels holder plantevæksten på sæteren nede på et fornuftigt niveau, dels at køernes mælk får en helt særlig smag, eftersom de hele foråret og sommeren lever af vildtvoksende planter og kydderurter. »Alpemælk« er det kvalitetsmærke, man giver denne helt særlige mælk. Og der er strenge regler på området for at sikre, at ikke hvem som helst kan sælge produkter under det navn.

Og snart skal vi smage ost lavet på alpemælk. Målet for vores vandretur - udover selvfølgelig at nyde naturen - ligger lige på den anden side af den lille bæk, som er foran os. I noget, der er som hentet fra Ministeriet For Gakkede Gangarter, går, hopper, skræver vi fra vadested til vadesten, indtil vi er kommet tørskoet i land. Efter små fem minutters gang, hvor de uheldige sakker bagud, fordi de forsøger at ryste vand ud af skoene, når vi frem til sætergården Schnitzhofalm, som har været i samme families eje i mere end 400 år. Gennem århundrederne er utallige vandrere kommet forbi her og har fået en frisk tår vand samt brød og ost til at stille sulten.

På et tidspunkt tog familien konsekvensen af det og indrettede et hyggeligt, lille spisested med både indendørs og udendørs servering, hvor man kan smage gårdens egne produkter.
Den nuværende ejer, Hans Schnitzhofer, tager imod og viser os venligt rundt på gården, hvor ikke meget er forandret gennem tiden, bortset fra, at den naturligvis nu skal opfylde alskens myndigheds-krav til hygiejne, dyrevelfædrd, sikkerhed og lignende.

Inde på spisestedet får vi serveret en herlig »jause«-tallerken med gårdens egne økologiske oste, skinke, pølse og friskbagte brød. Dertil et glas forfriskende øl. Efter vandreturen smager det enkle måltid simpelthen vidunderligt.

Schnitzhofalm er en del af et samarbejde mellem en række lokale osterier og gårde, og hvis man har lyst, kan man komme ud på særlige oste-vandreture med en »oste-sommelier« – ja, det kalder de det altså selv – fra gård til gård.

Inden vi skal videre, smutter jeg lige ind i gårdbutikken og køber et halvt, mørkt bondebrød og 100 gram Tennengauer Almkäse, der er en halvfed, cremet skæreost. Man ved jo aldrig, om man skulle blive lidt sulten inden sengetid...

3. bid: Besøg på luksuriøse Gasthof Winterstellgut
Hvis man ønsker det, kan man sagtens ankomme i egen helikopter. Vi beder bare om, at man giver os besked dagen i forvejen, så personalet kan gøre helikopterlandingspladsen klar.«

Servicen er helt i top på Gasthof Winterstellgut, der ligger i ensom majestæt i bjergene, ikke langt fra Lammertal-landsbyen Annaberg. Gæstgiveriet – det lyder på en måde meget hyggeligere end »hotel« – med tilhørende restaurant med inspiration fra det franske køkken er indrettet i en kæmpestor gård, der stammer helt tilbage fra det 16.århundrede.

Gården blev for nogle år siden købt af Østrigs rigeste mand, Dietrich Mateschitz, der har grundlagt sin milliardformue på energidrikken Red Bull. Men man kommer ikke meget længere fra de vilde ungdomsfester, hvor Red Bull oftest indtages, end Gasthof Winterstellgut.

Mateschitz havde sat sig for at skabe noget helt særlig her 1000 meter over havet: Et luksushotel, der emmer af elegance og tradition. Ikke et nyt fancy designhotel, skabt af en kendis-arkitekt, men et vaskeægte østrigsk gæstgiveri af allerhøjeste klasse.

Kort sagt et sted, hvor han selv ville tage sine venner og familie med, som den smukke, lyshårede pr-kvinde iført den traditionelle østrigske dirndl-kjole fortalte os over den perfekt grillede bækforrel med ruccola-risotto, som vi indtog i hotellets elegant underspillede restaurant, domineret af enkle træmøbler og med hvide duge på bordene.

Gården er for et større millionbeløb blevet renoveret efter alle kunstens regler – hvilket vi så ved selvsyn ved rundvisningen, der bragte os ind i et par af de store, lyse suiter, der har en bedårende udsigt over bjerge og sætere, ud i staldene, som var så flotte, at man skulle tro, at det var hestene, der var de fornemmeste gæster her, ind til det lille destilleri, hvor Winterstellguts egen snaps bliver fremstillet og derefter ud til køkken- og urtehaven, hvor man dyrker de grøntsager og krydderurter, køkkenet har behov for.

I det hele taget var hele sceneriet så meget som hentet fra »Sound of Music«, at jeg måtte beherske mig for ikke at brede armene ud og løbe ned ad sæteren syngende »The hills are alive…«

Det her er lige et sted, hvor jeg kunne finde på selv at tage ned på en afstressnings-weekend, tænkte jeg, da tallerken med duftende rosastegt rådyrkølle med svamperagout og hvidløgsnudler blev sat foran mig.

Det er, som med alt andet, en smagssag, hvad man forbinder med luksus. For mig er det ikke marmorsøjler, gobeliner, forgyldte vandhaner på badeværelset eller underdanigt bukkende tjenestefolk. Nej, giv mig prunkløs elegance, en professionelt imødekommende betjening, en kølig riesling i vinglasset, fred og ro – og nåja, så gerne den vanilleparfait med syltede kirsebær, der stod som dessertpunktet på menukortet.

Rejseliv.dk var inviteret til Lammertal af Østrigs Turistbureau.