Ørkenvandring med fuld fart på

Spis morgenmad i København og nap din frokost med beduinerne i Sydjordan. Aldrig før har verdens efter sigende smukkeste ørken været så tæt på.

Foto: Nikolai Linares
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Synet er nærmest skrækindjagende. Så langt øjet rækker, troner de massive granitklipper sig majestætisk op som øer i et gigantisk hav af rødligt sand.

Læs også: På eventyr i Jordan

Stilheden er altoverdøvende, og var det ikke for den primitive landsby af lerhuse få kilometer fremme i horisonten og firhjulstrækkerne, der fra tid til anden krydser ørkenlandskabet og trækker lange fartstriber af støv efter sig, ville fotografen og jeg føle os som de sidste mennesker i verden.

Vi er ankommet til Wadi Rum – Jordans vilde vesten, og verdens efter sigende smukkeste ørken. Et 720 kvadratkilometer stort fredet naturområde, der for 30 mio. år siden blev skabt ved voldsomme jordforskydninger, og som i dag huser godt 5.000 beduiner. En oase, som araberne kalder for »Månedalen« efter de forrevne klippeøer, der som følge af erosionen ligner farvelagte sten i gule, røde, blå, lilla og rosa.

Det er svært at forstå, at vi for godt fem timer siden klemte de sidste krummer af vores morgencroissanter ned i København. Men hvor Jordan i almindelighed, og Wadi Rum i særdeleshed, før har været svært fremkommelige rejsemål, er den overvældende jordanske ørken i dag blot et direkte fly og en halv times taxatur væk.

Derfor står vi nu med fødderne plantet i det sydjordanske ørkensand, og omgivet af den barske natur beslutter vi os for at sigte mod en frokost i den primitive beduinlandsby Rum Village, inden vi begiver os ud i ørkenens intethed.
På trods af stigende popularitet de seneste år taler Wadi Rum fortsat primært til de mest dedikerede rejsende – klippebestigning og avanceret trekking er blandt de mest populære aktiviteter i ørkenen – men med lidt tilpasning kan også almindelige rejsende få glæde af ørkenens barske væsen.

En oppakning med en blanding af let og varmt tøj, vandresko og rigeligt med drikkevand giver optimale muligheder for at blive dus med det golde landskab og dets kontraster, der er i den grad til at få øje på: Om dagen er Wadi Rum blandt de varmeste i Mellemøsten, mens man om natten ofte må sove med dobbelttæpper og halstørklæde. I landsbyen kæmper brummende jeeps og højrøstede mænd med hvinende hjulspind og kamelbrøl om at overdøve hinanden – få kilometer ude i ørkenen er der stilhed og atter stilhed. Landskabet, der omgiver Rum Village er knastørt, mens landsbyen bugner af friske frugter, smagfulde krydderier og nedkølet vand hentet fra kilderne i de israelsk kontrollerede Golan-højder.

At Wadi Rum er pittoresk, er hævet over enhver diskussion, men solen blænder os og gør det svært at skelne sand, sten og huse fra hinanden. Vi har booket to dage i vildmarken med de indfødte, og da vi sætter os op på ladet i den lejede jeep, bemærker vi straks, at vi skiller os ud fra de fire øvrige deltagere. Vi har som de eneste ikke solbriller på, og selv om alt føles trygt og godt i den begrænsede skygge fra pick-up’ens overdækkede lad, går det snart op for os, at solbriller og hovedbeklædning er som ilt på disse kanter.

Solens stråler er ubarmhjertige, og lige nu er folk med solbriller genier, mens vi er de dumme rejsende, der ikke vil ligne turister. Chaufføren kommer os imidlertid delvist til undsætning:
»Now you look like a real beduin,« siger han på gebrokkent engelsk, idet han binder sit karakteristiske rødhvide beduintørklæde om fotografens hoved. Gad vide, hvor mange han har sagt det til?

Kort efter gasser firhjulstrækkeren op og suser gennem ørkenen, mens vinden rusker i kinderne og tvinger tårer frem i vores sammenknebne øjne. I ørkenen er der ingen veje, ingen fartbegrænsninger. Den ene gigantiske klippe afløser den næste – mange af dem er over 1.000 meter høje – og bag os forsvinder den lille landsby langsomt.

Gennem tiden har Wadi Rum været beboet af mange forskellige folkeslag, der alle har sat deres præg på området. De mest toneangivende, Nabateanerne, har efterladt sig smukke kulturelle aftryk i form af klippemalerier og – i nogle tilfælde – særdeles velbevarede templer med Petra ikke så langt fra Wadi Rum som det mest kendte.

Wadi Rum er i den vestlige verden nok bedst kendt for forbindelsen til den britiske officer og forfatter T.E. Lawrence, der i 1917-1918 gennemførte en række operationer i området. Lawrence studerede arkæologi og rejste i mange år rundt i Mellemøsten, og under Den Arabiske Revolte fungerede Lawrence som efterretningsofficer i Cairo. Her hjalp han emiren af Mekka i oprøret mod de osmanniske overherrer ved at organisere en beduinhær, som ved jernbanesabotage var med til at besejre osmannerne i Arabien.

En af Wadi Rums mest betagende klippeformationer har senere taget navn efter Lawrence’ berømte bog »The Seven Pillars of Wisdom« fra 1926, ligesom storfilmen »Lawrence of Arabia« fra 1962 for alvor satte Wadi Rum på verdenskortet.

I ørkenen begynder dagen, når solen står op, og ender, når den går ned. Det skorter selvsagt på lygtepæle på disse breddegrader, så når mørket falder på, trækker beduinerne ind i deres telte, der gennem generationer er blevet vævet i gedehår, som i tørvejr giver skygge og gennemtræk, men i regnvejr udvider sig og bliver vandtæt. Her spiser beduinerne middag i fællesskab og drikker deres velkendte sukkermættede te.

Efter en dag blandt røde sandbanker, historiske ruiner og flere tusinde år gamle klippemalerier, der ville gøre de fleste arkæologer grønne af misundelse, er vi nået frem til den lejr, vi skal overnatte i. Mørket har ledt os ind i lejrens største telt, hvor de bemærkelsesværdigt gæstfrie beduiner byder på te. Selv om beduinerne er nøjsomme, giver de glædeligt ud af det, de har.
Da sulten melder sig, kalder chaufføren os udenfor. Med stolthed beretter han om, hvordan beduinerne tilbereder deres mad i ørkenen. Der er umiddelbart intet at få øje på, men da chaufføren begynder at grave i sandet, kommer et stort grydelåg til syne i måneskinnet. Han løfter låget og overmandes af den velduftende damp fra kyllingen, der nu er færdigstegt.

Meget rammende for beduinernes udtalte overlevelsesevne mestrer de at bruge naturen i deres madlavning. Efter en let tilberedning over bål, pakkes retterne ind og begraves i ørkensandet, der holder på varmen og fungerer som ovn. Den primitive metode har siden inspireret kokke langt uden for Mellemøstens grænser til at tage udgangspunkt i beduinernes traditionelle madlavning.

Efter maden vender vi blikket op mod himlen og kan konstatere, at tæppet af lysende klare stjerner er hele turen værd. Foruden lysskæret fra badebyen Aqaba 40 kilometer mod syd, hvor Israel, Egypten, Saudi Arabien og Jordan krydser klinger i Det Røde Hav, står stjernerne helt og aldeles uforstyrret. Aftenluften er frisk, og bortset fra lyden af vinden er her som altid musestille. Det føles som om, vi tidligere denne dag fløj fra en planet til en anden.

Ved sengetid indlogerer vi os med de øvrige rejsende i lejrens telte. Vi sætter vækkeuret til klokken fem næste morgen for at opleve en af Wadi Rums helt store attraktioner: Solopgangen.

Da vi næste morgen åbner øjnene til den enerverende biblyd fra vækkeuret, klatrer vi op på toppen af en nærliggende klippe for at få den bedst mulige udsigt til solopgangen. Et besynderligt syn rammer os, da vi når klippens top: Midt på plateauet står et gammelt, gråt bagsæde fra en bil – første parkét til solopgangen med 360-graders panoramaudsigt her fra toppen af intetheden.

Vi sætter os til rette og lader vores sanser dulme af de første jordanske morgenstråler. Associationerne til det vilde vesten ligger lige for, og de bliver levendegjort, da tre beduiner få hundrede meter borte kommer ridende på deres kameler. Om få minutter vil ørkenen stege, indtil solen om et halvt døgn igen forsvinder ud under horisonten mod vest.

Få timer senere bliver vi sat af på en støvet grusvej i Rum Village. Turen i selskab med beduinerne er slut, og vi er nu på egen hånd – eller i naturens hænder, om man vil. Vi er opsatte på selv at prøve kræfter med ørkenvandringen, forudsætningsløst og planløst. For selv om de indfødtes lokalkendskab er værdifuld, er der for selvstændige rejsende rig mulighed for at komme rundt. Man behøver således ikke at køre i timevis for at opleve den overvældende ørken, idet landsbyen er omgivet af smukke ruter og seværdigheder som det nabateanske tempel, Aretas, og Lawrence’s Spring, hvor T.E. Lawrence angiveligt vaskede sig under sit ophold i Wadi Rum.

Det er forskelligt, hvordan folk vælger at komme rundt. Nogle lejer firhjulstrækkere, andre rider af sted på kameler eller arabiske heste – der findes sågar vandreruter, der indbefatter klippebestigning. Det er dog kun godt en fjerdedel af Wadi Rum-området, der er åbent for bilkørsel (den jordanske regering valgte af frede resten af vildmarken for bilister for få år siden), så vi beslutter os for at udforske ørkenen i roligt tempo til fods.

Vi køber proviant til turen i landsbyens grønthandel, hvor ejeren ikke overlader noget til tilfældighederne.
»I skal huske at tage det her med til jeres brød«, siger han og rækker os en pose med Zaatar – et grønt og sødligt krydderi, som jordanerne altid spiser til deres brød.

Bevæbnet med et meget lidt informativt ørkenkort begiver os ud mod det punkt, hvor asfalten ender og sandet tager over. Ruten er ikke fastlagt, vi spørger os frem blandt landsbyens hjælpsomme indbyggere.

Mange af Wadi Rums beboere lever i Rum Village, der består af en håndfuld spisesteder, en tankstation, to købmænd og to skoler – en for piger og en for drenge. Selv om indbyggerne under ét kaldes for beduiner, bor der faktisk flere forskellige lokale stammer i Wadi Rum. Den største, Huweitaterne, nyder højere social status, fordi de hævder at være efterkommere at den islamiske profet, Muhammed.

Selv om indbyggerne generelt ikke er velbemidlede, har turismen – især de rige europæiske turister, de såkaldte flashpackers – imidlertid givet den isolerede ørkens mange private foretagender økonomisk vind i sejlene. Det kan især ses på den teknolgiske udvikling, der har præget området de seneste år: De fleste landsbyboere – og sågar dele af nomaderne i ørkenen – har i dag mobiltelefoner og internetforbindelse.

Sandet klæber til vores sko, og skridtene føles tungere og tungere, efterhånden som vi kommer længere ud i vildmarken. Men det er hele sliddet værd, når man oplever, hvordan klipperne gang på gang skifter ansigt, når skyerne med mellemrum glider ind foran solen og kaster skygger ned på landskabet. Spørger man for sig hos beduinerne, er det netop naturens sceneskift, der er ørkenens paradoksale magi: Klippelandskabet har lignet sig selv i flere tusinde år, og alligevel forandrer det sig hele tiden.

Da vi når den sydlige ende af en af ørkenens største klipper, Um Ishrin, spænder vi rygsækken godt fast og klatrer en snes meter op. Vi finder et indhug i klippen og nyder udsigten, mens vi spiser det hjemmebagte brød fra grønthandleren. Selv om det snart er højsæson, ser vi kun ganske få turister. Det er ukompliceret, men tilsyneladende stadig en sjældenhed blandt rejsende at begive sig ud på egen hånd i Wadi Rum, så middagssolen og fluerne, der kredser hidsigt om maden, er vores eneste selskab.

Mætte af indtryk og mad vandrer vi videre ud i ørkenen. Undervejs passerer vi flokke af geder og kameler, der alle er på udkig efter et af ørkenens få vandhuller. Wadi Rum er et helt system af udtørrede flodlejer. De farverige sandbanker føles bløde under vores fødder, da eftermiddagen så småt er ved at blive til skumring, og vi beslutter at vende tilbage mod byen. Men vejen er lang, så vi stiller os ved et bilspor i sandet og venter på et lift fra en af de jeeps, der et par gange i timen krydser ørkenen med varer eller turister. 10 minutter senere er der bingo. To beduiner skal til Rum Village, og vi spørger, om vi må hoppe op på ladet.

»Naturligvis. Bare hop op,« siger chaufføren, en ældre med solbriller og stort overskæg.
Som vi sidder der og spejder ud over Wadi Rum, er det ikke svært at forstå, hvorfor T.E. Lawrence og talrige andre arkæologer i tidens løb har kastet deres kærlighed på den bjergtagende jordanske ørken.
 

5 film, der er optaget i Wadi Rum

Lawrence of Arabia
Wadi Rum danner rammen om David Leans storfilm fra 1962. De fleste scener fra filmen – der vandt hele syv oscars – blev filmet i den sydjordanske ørken, og det har senere spillet en afgørende rolle for turismen i området. Filmen skildrer den britiske officer T.E. Lawrence’ liv og hans aktiviteter under Den Arabiske Revolte.

Red Planet
Da denne science fiction-film fra 2000 med Val Kilmer og Carrie-Anne Moss i hovedrollerne skulle finde kulisser, der forestillede overfladen på planeten Mars, faldt valget naturligt på Wadi Rum. I filmen er jordens undergang nært forestående, og et hold astronauter tager derfor til Mars, som kan vise sig være det eneste håb for menneskeheden.

Passion in the Desert
Den franske officer Augustin Robert skal eskortere kunstneren Jean-Michel Venture de Paradis til Egypten under Napoleons kamp mod egypterne. I kamp bliver de to imidlertid væk fra deres regiment og må nu på egen hånd kæmpe for overlevelse i ørkenen. De fleste ørkenscener er filmen i Wadi Rum – herunder også scenen, hvor Robert møder en leoparden Simoom, som han udvikler et bemærkelsesværdig forhold til.

Transformers: Revenge of the Fallen

Michael Bay har instrueret og Steven Spielberg produceret dette stort opsatte science fiction-drama fra 2009. Det, der i filmen skal forestille at foregå i Egypten, er optaget i Wadi Rum. I filmen, der er nummer to i Transformers-trilogien, vender Starscream tilbage for at lede Decepticons i deres kamp med de gode Autobots og udslette dem en gang for alle.

The Frankincense Trail
Dokumentarfilm-serien blev rost til skyerne, da BBC sendte den sidste år. Journalist og tilrettelægger Kate Humble rejser mere end 3000 km gennem Mellemøsten for at fortælle historien om »The Frankincense Trail« – en gammel røgelses-handelsrute, der som den første forbandt arabien og vesten. Foruden Wadi Rum udspiller dokumentarfilm-serien sig blandt andet også i Oman, Yemen og Saudi-Arabien.

Læs også: Marokko set fra en saddel