Ørkensafari på 1. klasse

International kultur, arkitektur og så det mest nærliggende – den fantastiske oprindelige natur – som skal lokke flere gæster til det største af de syv arabiske emirater Abu Dhabi.

Foto: PR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er ikke andet end sand, så langt øjet rækker, og der bliver endnu mere af det, jo dybere, vi kommer ind i landet.

Læs også: Guide til Dubai på den billige måde

Vi er herude, hvor bilerne bliver færre, kamelerne flere, og sandbankerne rejser sig til større og større bjerglignende klitter i forskellige organiske former, der glider over i hinanden, glatte og riflede, bløde og skarpe. Allerede midt på dagen har de skiftende orange nuancer, som tager til, efterhånden som dagen går på hæld, og når den er forbi, bliver strålerne allermest intenst rødgyldne.

Vi har lagt Dubai's bling-bling og Abu Dhabis alternativ til skyskraber-turisme bag os, da vi drejer fra motorvejen på en rejse ind i verdens største sand-ørken, Rub’ al Khali, der frit oversat fra arabisk betyder »det tomme rum«.
Den store sandkasse går fra Qatar og de syv emirater i nord, dækker en stor del af Saudi Arabien og Oman, og ender i Yemen i syd. Abu Dhabi har den største andel af denne ørken blandt de syv små randstater ud mod Den Persiske Golf.
Vi er også på vej tilbage i tiden, til dengang, hvor beduinerne havde tradition for gæstfrihed overfor de rejsende, når de kom til deres oase på lange kamel-træk på tværs af den arabiske halvø.

Dengang lod man dem bo gratis i et par dage, og først derefter skulle de betale for det. Nu til dags er det faktisk tit omvendt, køb to nætter og få den tredje er gratis, men det er en anden historie… Dengang var det for det meste husly i uldne beduin-telte, men nogle få steder boede man også i små ørken-fort, og det er inspirationen herfra, der åbenbarer sig som et fata morgana, da vi efter to timer kørsel i denne intethed ser Qasr al Sarab dukke op som en lerklinet fem-stjernet luksus-oase i Liwa-ørkenen.

Udover stedets magiske natur er det ikke nogen geografisk tilfældighed, at resortet Qasr al Sarab ligger lige netop her. Faktisk er det en af de mange visioner, som de forenede emiraters overhoved fra 1966 til 2004, sheik Zayed II bin Sultan Al Nahyan, havde både for sit eget land, Abu Dhabi, og for samlingen og udviklingen af de syv emirater på stribe.

Det er fra denne del af Liwa-ørkenen, at hans egen stamme kommer og som dermed blev forfædre til den nuværende kongelige familie. Han havde derfor et ønske om at skabe et resort i respekt for den ydmyge begyndelse af landets nuværende velstand, som også var eksponent for den arabiske kulturarv.

Han nåede desværre ikke at opleve materialiseringen af sin vision, men hans søn og nuværende emir, Sheikh Khalifa, fortsatte, hvad der var godt begyndt sammen med det statsejede turist- og invsteringsselskab TDIC, så Qasr al Sarab kunne åbne i 2009. Med 154 værelser og 42 villaer, bygget i en par kilometer lang halvmåneform på skulderen af en kæmpe sandbanke med udsigt til en naturlig dal. Her er der anlagt en kunstig sø, så hvis man er heldig, kan man se nogle af ørkenens dyr komme for at drikke, hvis man står på sin balkon eller ligger ved den rislende, klare pool, som i øvrigt får sit og hotellets øvrige vand gennem en pipeline de godt 200 km fra Abu Dhabi by.

Øjnene kan ikke blive trætte af kigge på de ligeledes sandfarvede mure, tårne og hvælvinger i arkitektonisk stil med de oprindelige ørkenfort fra den sene middelalder.
Indvendig pryder lokale antikviteter som lerpotter, vævede tæpper, træhjul, og hamrede metalfade de fleste fællesrum som lobbyen og biblioteket for at understrege det historiske præg, som arkitekterne blev inspireret til efter mange måneders research af gamle fort, både omkring hovedstaden og i ørkenen.

De fleste middelalder-bygningsværk er smuldret med tiden, men der findes stadig femten herude i Liwa, i mere eller mindre god stand, som er en del af programmet på hotellets halvdagstur rundt i området, hvor man også besøger de lokale landbrug, der mest dyrker agurker og dadler.

Vi tager nu den mest klassiske af alle ture, kamel-trekking ind i solnedgangen.
Hvor turistet det end lyder, så ligger det i naturlig forlængelse af hele filosofien med at vende de pulserende storbyer ryggen og finde oprindeligheden – og måske sin sjæl, hvis den er faret vild i hverdagen.
Lige så snart vi får sat os til rette på hver sin kamel, går vi som en lille karavane langsomt og vuggende gennem det øde landskab med glødende sand og stærkblå himmel i en næsten meditativ tilstand, indtil vi efter en lille time gør holdt på et højt punkt, hvor kamelsadler står i halvkreds, så vi kan sidde på fast grund, få en drink  og se solen forsvinde bag de højeste sandbanker og forvandle hele farvepaletten herude.

Det går pludselig hurtigt med at blive rigtig mørkt, og inden klokken er 18, er det tid til at vende tilbage på Kasim og de andre kameler til den luksuøse basecamp, hvor der venter aftensmad på beduinvis under den tindrende stjernehimmel og i teltet i sandet. De mange småretter, indtaget på lave hynder, afsluttes med te og sheesha, vandpibe.

Det er lige så fascinerende at vende tilbage til ørkenen næste dag. Vores guide Kareem kører os herud i mørket før kl. 6, og vi begynder den næsten timelange vandring fra firehjulstrækkeren ud i den tilsyneladende uendelighed til det sted, som er vores Kodak moment.

Vi spørger, hvordan han kan finde vej, når alt ser næsten ens ud og så især i mørke, men han siger, at man jo bare skal kende verdenshjørnerne, og så har han i øvrigt gået denne tur mange gange før.
Når vi ikke taler sammen, er der ikke en lyd, kun stilheden. Sandet ligger fuldstændig fint og uberørt, indtil vores bare fødder ødelægger de smukke mønstre, men Kareem siger, at den sagte vind laver nye mønstre flere gange om dagen, så det skal vi ikke bekymre os om.

»Ørkenvinden kan flytte sandbankerne med op til en halv meter om dagen, men mønstrene bliver næsten altid de samme.«
Denne morgen lader solen vente på sig, vi giver den en chance en halv time mere, men den kan ikke brænde morgendisen af, som efterlader vores tøj og hår våde af dug. Til sidst kommer den højt nok op til, at vi kan se den som en kugle i det fjerne.
»Normalt tjekker jeg ikke vejrudsigten, solen skinner altid her, nogle dage bare lidt senere end andre,« siger Kareem.
Vi begynder tilbageturen til bilen og undrer os over, at vi ikke ser nogen dyr. men Kareem siger, de er her, og viser os bl.a. bittesmå fodspor fra sandmusen. Ikke så langt herfra lever gekkoer og sandharer, der findes ørkenslanger og skorpioner, og endnu længere væk sandkatte, arabisk leopard og gazeller.

Vi får det sidste glimt af den utrolige udsigt ud i ørkendalen med et par pittoreske palmer til at bryde uendeligheden fra briksen på hotellets Anantara Spa, hvor en god massage gør kroppen klar til at foretage et par timers rejse tilbage til fremtidens Abu Dhabi.

Sheik Zayed II bin Sultan Al Nahyan havde nemlig ikke kun en vision for sin hjemstavn i ørkenen, men for hele sit revir, og nu skal sønnen altså gennemføre hans planer, der går så langt ud i fremtiden som til 2030.

Da de sidste britiske rådgivere forlod landet i 1971, efter at have været til stede siden 1820, har den nu afdøde Sheik Zayed stået for Abu Dhabis stormskridt mod fremtiden. En af hans visioner var at gøre landet grønt, så de 400 palmer, der stod for 40 år siden, er med tiden blevet til 44 millioner, men infrastrukturen, der ikke lader de bedste amerikanske lande- og motorveje noget efter, har også været en vigtig del af hans plan om at modernisere landet.

Han har selv været med til som øverste regent for alle de syv emirater at hjælpe naboerne i Dubai med at blive udviklet til Mellemøstens nye turistcentrum, da de ikke har lige så meget olie som abu dhabi’erne.

Men selv om det sorte guld flyder mange år endnu, indså han, at man måtte gøre noget ved turismen i Abu dhabi, så Dubai ikke rendte med det hele. Den har nemlig 7 millioner turister om året, mens Abu Dhabi kun har 2,3 millioner gæster, fortæller vores byguide, Kanhayia.
»Abu Dhabi er mere velhavende end Dubai, vi viser det bare ikke på samme måde. Her går byggeriet lidt langsommere, og der er en mere konservativ indstilling til, hvad luksus skal være. Sheik Zayed har ønsket, at vi skal kunne tilbyde turister noget andet end vores naboer, og han besluttede, at Abu Dhabi skal fokusere på fremtidssikret bæredygtighed og den bedste kultur fra hele verden,« fortæller Kanhayia, da han kører os til Manara al Saadiyat, et designcenter, der i sig selv er en moderne arkitektonisk oplevelse.

Det rummer plads til skiftende aktuelle udstillinger, men lige nu er den vigtigste permanent et par år endnu.
Den fortæller historien om det ambitiøse projekt med at gøre halvøen Saadiyat på 27 km2 ørkensand til verdens største samlede kulturcenter.

Byggeriet er i fuld gang, men desværre forsinket, så vi må nøjes med at kigge på prospekter og små model-udgaver af de fem museer, som skal få kunst- og kulturelskere til at vælge Abu Dhabi som rejsemål.
Det vildeste og mest ambitiøse kommer til at ligge på den yderste spids af Saadiyat-øen, et fantastisk futuristisk Guggenheim af Frank Gehry, som også tegnede filialen i Bilbao.

Ikke så langt derfra kommer Jean Nouvels design af et arabisk Louvre til at ligge, som en perforeret omvendt hvid tallerken, der skal lukke lys ind til de mange kunstværker, som vil blive udlånt fra museet i Paris.

Derudover har Zaha Hadid, der lavede udvidelsen af Ordrupgård, fået opgaven med at skabe et Performing Arts Centre til bl.a. opera, og Giorgio Armanis yndlingsarkitekt Tadao Ando skal stå for et maritimt museum, mens arkitektfirmaet Norman Forster & Partners har vundet konkurrencen om Zayed Nationalmuseet, der opføres som en hyldest til Abu Dhabis visionære leder bestående af fem skrå pavillioner som gigantiske fjer, inspireret af nationalfuglen falken.

Det optimistiske gæt er, at museerne alle står færdige i 2015/17. Det er en god grund til at komme tilbage. Udover ørkenen.

Rejseliv var inviteret af Anantara Hotels og Abu Dhabi Tourism & Culture Authority

Læs også: På ørken-eventyr i Tunesien