Ørken- og oaseliv i Fayoum

Landlig charme udsat for massive sikkerhedsforanstaltninger. For tiden er det lidt af en udfordring at være turist i Fayoum, landets største oase på Nilens vestbred på randen af Sahara. Men de lokale beboere tager virvaret med ro.

Foto: Judith Betak. Qaroun-sø, der er samlingspunkt for mange af de små vandkanaler.
Læs mere
Fold sammen

Foran vores minibus kører en blå Toyota-pickup med den øverstbefalende. Der sidder to svært bevæbnede unge betjente på ladet.

Bag os kører et monstrøst pansret køretøj, vist leveret for snart et halvt hundrede år siden fra det daværende USSR. Her sidder næstkommanderende, og inde i metaluhyret er yderligere tre-fire svært bevæbnede betjente.

Med i vores bus er en turistbetjent, som har stukket sin pistol ned i livremmen.

Når konvojen nærmer sig en landsby, er det for fuld sirene, så høns flyver væk og børn stimler sammen. Der er ikke noget med, at vi bare kan liste ind og opleve den fredelige egyptiske hverdag i en lille oaseby.

Sikkerhedsforanstaltningerne er bombastiske og synes noget overdrevet. Vi er jo bare tre turister plus en dansk guide og en lokalguide.

Men sådan er det, for os og alle andre turister på besøg i El Fayoum, der ligger i bekvem afstand fra Cairo for en weekend eller par dages afslapning i landlige omgivelser. Egyptens største oase ligger 120 km sydvest for hovedstaden.

Men foranstaltningerne kan ikke diskuteres. Slet ikke efter hvad der skete i sidste måned. For egypterne er sårbare over for deres vigtigste erhverv, og nu er der endnu flere sikkerhedsrestriktioner her på randen af Sahara efter hændelsen i den hvide ørken, der ligger et par hundrede ørkenkilometer herfra.

Den hvide ørken har i mange måneder været lukket for turister, og myndighederne har jaget terrorrister og våbensmuglere, som har let adgang fra Libyen.

Den dag havde politiet været i kontakt med – måske endda i direkte kamp mod – en flok mænd, som derefter stak af i deres bil. Politiet bad flyvevåbnet om hjælp, og en minibus med mexicanske turister, som ikke burde være i ørkenen, blev beskudt fra luften med fatale følger. Ingen overlevede – og ansvaret for fadæsen er stadig ikke placeret.

Er det i virkeligheden så farligt?

Foto: Judith Betak. Oasen er knap så grøn i oktober, hvor de fleste marker er høstet. Men dyrenes græs lyser op i  det tørre landskab. Fold sammen
Læs mere

Efter den dag blev sikkerheden for turister strammet yderligere i og omkring Fayoum. Flere områder omkring oasen, som ellers er nogle af de store seværdigheder på oasens liste, er nu lukket land for os.

»Det er farligt,« lyder det. Og man varer sig for at diskutere, hvem det egentlig er, der er farlige og for hvem.

Ifølge den siddende regering er det jo Vesten – os – der står bag revolutionen, og området her er et af de mest broderskabsprægede (Det Muslimske Broderskab, red.) i landet. Jeg har aldrig set så tilslørede kvinder i Egypten, som her. Bortset fra en lille minoritet af kristne koptere bærer alle kvinder tørklæde, og rigtig mange har fuld niqab på og må nøjes med at opleve verden gennem en lille sprække.

Er det dem, der er farlige for os? Eller vi for dem?

Jeg ser smilerynker omkring øjnene i tøjsprækkerne, og alle mænd hilser med store smil, hvor vi kommer frem.

Hjælpsomheden oplever vi allerede første dag, da vi gør stop ved de store vandhjul for at tage billeder. Da vi kører derfra, glemmer vi en taske med kameralinser på jorden. Det opdager vi efter et kvarters tid og lader den beskyttende kortege vente på os, mens vi kører tilbage for at kikke efter tasken.

Jeg har ingen forventninger om, at vi nogensinde vil se den igen. Men jeg tager fejl. Et par fiskere ved kanalen nær vandhjulene fortæller, at en kaleche-mand, en kusk på en hestevognstaxi, har taget den.

Vi kører efter ham. Og det viser sig, at han kender vores chauffør og havde hilst på ham, da vi var på vej fra fotostedet. Da han senere så tasken, tænkte han, at det måtte være en af os turister, der havde glemt den, og havde derfor taget den med sig.

Han smiler over hele hovedet af den glæde, taskens ejermand udtrykker, og tilføjes skal også lige, at kaleche-manden ikke stikker hånden frem for drikkepenge – sådan, som man ellers overfaldes på alle turiststederne i langs Nilen og Rødehavskysten, hvor folk, der end ikke har gjort noget for én, beder om »baksheesh«.

Vandet som samlingspunkt

Foto: Judith Betak. Der eksisterer mange mindre kanaler, som ledder vandet rundt i området omkring El Fayoum. Fold sammen
Læs mere

Men vi er heller ikke i et normalt turiststed. Jo, for Cairos beboerne, som holder af at tage på weekend i de fredelige og landlige omgivelser i Fayoum bare et par timers kørsel væk. De fastboende udlændinge kender også oasen, men kun de færreste besøgende er turister.

Oasen er stor med flere byer, og den er ikke en oase i ordets egentlige betydning: et frodigt sted omkring et naturlig kildespring. Her er det en sidegren af Nilen, som bringer vand til det store nedsænkede område.

Det strømmer til i Bar Yousif, Josefkanalen, som siges af have med Josef fra Biblen at gøre. Kanalen går gennem Fayoum-byen og ledes ud i mindre kanaler og videre ud mellem markerne i hele oasen, inden det overskydende vand ender i den store Qaroun-sø.

Der, hvor vi kører ind i oaseområdet, er vi 23 meter over havet, mens søens overflade er 43 meter under havets overflade. Nogle af markerne ned mod søen er anlagt i terrasser.

Der er ikke afløb fra søen, og gennem årtusinder har fordampning skabt en saltsø, hvor der er livligt fiskeri og nu også sejlads med turister samt lidt vandsport. Søen er i vintermånederne også et vigtigt stop for trækfugle.

I dag har man reguleret søens størrelse ved at lede overskudsvand fra vandingskanalerne til to nye søer i en nærliggende dal, Wal-Rayyan, hvor der i forvejen var et par naturlige kilder. Søerne er forbundet af et vandfald. Dalen ligger sydvest for Qaroun og er et af de udflugtsmål, som lige nu er lukket for os.

Det er Wadi Hitan også. Denne dal ligger yderligere 38 kilometer mod vest og er Unesco-verdensarv på grund af sine mange fossiler, blandt andre store hvalskeletter fra dengang for 40 millioner år siden, da Sahara var havbund.

Krokodille byen

Foto: Iris. El Fayoum har tidligere heddet både Shedet og Crocodilopolis - fordi de daværende beboere, Sobek-kulten, tilbad krokodilleguden. Fold sammen
Læs mere

Fayoum-oasen er stor – mellem 1.250 og 1.700 kvadratkilometer, alt efter hvilke opgørelser man finder. Det er som Lolland og lidt til.

I hovedbyen i oasen, som altså også hedder Fayoum, bor et sted mellem 350.000 og 500.000 mennesker, alt efter hvor man slår op. Her er høje huse på seks-syv etager og et livligt handelsliv, basarer, moskeer og endda en afdeling af Cairo Universitet.

I det gamle Egypten hed hovedbyen Shedet. Den er landets ældste by med en historie, som kan føres 6.000 år tilbage. Shedet var et af centrene for Sobek-kulten, og da antikkens grækere kom til landet, kaldte de den Crocodilopolis. Sobek-kulten tilbad krokodilleguden, og man havde hellige krokodiller i templerne.

I Shedet tilbad man en tam krokodille, som hed Petsuchos. Den var dekoreret med både guld og ældelsten og blev holdt i en stor dam, hvor templets præster passede den og overbragte de spiselige offergaver, som byens beboere kom med. Når Pesuchos døde, blev den balsameret, og der var naturligvis en levende afløser klar til at overtage pladsen.

Omkring Fayoum-byen ligger mindre landsbyer spredt ud mellem et kludetæppe af små, firkantede marker omgivet af små vandingskanaler. Her drejer de gamle, store vandhjul på samme måde som for to tusind år siden med vandets strøm og løfter med en knagende sang vandet op fra den store gennemgående kanal til markernes små vandingskanaler.

Herude bor resten af oasens beboere, som dyrker grøntsager, hirse og sesam. Her er dadelpalmer, oliventræer, gede- og fåreflokke og bøfler. Fayoum er også kendt for sine gode kyllinger.

Områdets kunst og håndværk

Fold sammen
Læs mere

Turisterne holder til i byerne langs sydbredden af Qaroun-søen. Her med udsigt til søens vand og den golde ørken. På den modsatte side ligger flere småbyer, for eksempel byen Al-Jawharah, som er kendt for sine gode fiskerestauranter.

Her er forskellige overnatningsmuligheder fra det mest luksuriøse, »Helnan Auberge Fayoum,« som er indrettet i det tidligere kongelige jagtslot, til de mere enkle eco-hoteller og guesthouses – for eksempel i landsbyen Tunis, hvor helt anderledes oplevelser venter. Det er nemlig stedet, hvor Cairos kulturelle elite holder til.

Landsbyen ligger 60 km fra byen Fayoum helt ude ved den østlige ende af søen. Den fik sit navn, da den første kunstner, en maler, slog sig ned i byen. Hans kone kom fra Tunis.

I 1962 kom den egyptiske digter Sayed Hegab og hans schweiziske kone, Evelynne, til byen. De faldt for dens stille charme og besluttede sig for at slå sig ned og åbne et pottemagerværksted.

Her har Evelynne lært flere generationer af landsbyens unge mennesker pottemagerkunsten, og i dag, hvor hun er død, lever kunsthåndværket i bedste velgående. Der er flere pottemagerværksteder rundt om i byen.

Det er også i Tunis, at Mellemøstens første museum for satire-tegninger ligger. Det åbnede i 2009 på initiativ af den kendte egyptiske kunstner Mohamed Abla.

Han havde haft et fritidshus, bygget efter arkitekten Adel Fahmys foreskrifter, i landsbyen i årevis. Ja, faktisk havde han bygget endnu et hus for at kunne rumme årlige kunst-workshops. Men han besluttede at donere det ene hus til »Karikatur-museet«, som det kaldes.

»Det er mit svar på hele krisen omkring Muhammed-tegningerne,« siger han og tilføjer, at det ikke betyder, at han sympatiserer med tegningerne.

»Man vidste, at de ville såre en masse mennesker. Det var ikke nødvendigt. Men med museet vil jeg manifistere, hvor vigtigt det er for et samfund, at der findes karikaturtegninger,« siger han og inviterer indenfor til et godt grin.

Rejseliv var inviteteret af Younes Rejser og EgyptAir.

5 ting at se omkring oasen:

Foto: Iris. Det var angiveligt i El Fayoum, at de første portrætter nogensinde blev malet. Fold sammen
Læs mere

1. Wadi El Hitan
Hvalernes dal – en ca. tre kilometer lang tur i dalen omgivet af gyldne ørkenbjerge – er et stort udendørs museum. I dalen ligger forsteninger af dyr, som levede her, da der for 40 millioner år siden var hav. Hvalskeletter og forsteninger fra hajer, krokodiller, sværdfisk og skildpadder. Og på toppen af bjergene kan man finde forstenede rødder fra de træer, som dengang spejlede sig i havet. Området har siden 2005 været på Unescos Verdensarvsliste.

2. Wadi El Rayan
Her er mulighed for en forfriskende svømmetur. I den smalle dal ligger to menneskeskabte søer skabt af overskudsvand fra vandingen i el Fayoum-oasen. Vandet er mest svømmeegnet i den øverste sø, hvor der også er mest frodigt. Et brusende vandfald – sjældent oplevet i ørkenen – forbinder de to søer, hvor den nederste er mere brakvand. Om vinteren kan man opleve masser af de vadefugle, som trækker fra syd for at overvintre i Egypten.

3. Karanis
Ruinerne efter den gamle by fra den græsk-romerske tid ligger lige ved vejen fra El Fayoum til Cairo. Byen var dengang den førende landbrugsby, og herfra blev eksporteret olivenolie, vin – der er udgravet vinkældre – og korn. Der er ruiner efter to templer, hvor man har tilbedt krokodilleguden Sobek, og der er offentlige bade i byen, hvor der har boet op til 3.000 mennesker.

4. Qasr Qaroun
Paladset eller monumentet ligger sydvest for Qaroun-søen. Labyrint-paladset kaldes det også på grund af de mange rum, der findes både over og under jorden. Ikke alle underjordiske etager er udgravet, og man siger, at der er 365 værelser – et til hver dag – og historien fortæller, at det var her, den griske romerske statholder gemte alle de skatte, han krævede af folket.

5. Faypoum portrætterne
Det siges, at verdens første portrætter blev malet i El Fayoum. Her er fundet et række naturalistiske og velbevarede portrætter fra den koptiske periode, hvor det blev en tradition at male den afdødes ansigt på træ og lægge det over ansigtet på mumien. De ældste portrætter er fra år 100 f.Kr. Der er fundet 900 af disse portrætter, langt de fleste i Fayoum. Der er en del portrætter i Fayoum Museum.

Fold sammen
Læs mere