Økologisk gårdparadis i Syditalien

En arkitekt og en havbiolog vendte deres liv i Firenze ryggen for at vende hjem til Apulien i det sydligste Italien. Sammen har de skabt et økologisk landbrug, hvor man kan give en hånd med i marken, stå i køkkenet, og derefter spise med.

Apulien ligger i det sydligste Italien - helt ned til hælen af »Støvlelandet«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Elsebeth Mouritzen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fænomenet med landkøkken for turister breder sig, og helt hernede i støvlelandets hæl har det sit eget navn: »Masseria«.

Masseria betyder oprindeligt forskanset gård, fordi mange af de gamle italienske landbrugsejendomme er bygget som små fort mellem det 16. og 19. århundrede, hvor tyrkernes erobringsforsøg kom i bølger. I moderne tid er mange af dem bukket under for udvandringen og krisen eller begge dele, men flere og flere steder genopstår de nu som rustikke bed and breakfast eller aktive bondegårds-restauranter.

Sådan en er Masserianonno Tore udenfor Tricase et stenkast fra Apuliens Adriaterhavskyst, vakt til live med stor energi af Carlo Panico og Irene Vogli.
Gården har været i familiens eje siden 1870 og er gået i arv til alle sønner.

Carlo Panico ville bare hellere være arkitekt, og havde et godt arbejde i Firenze ligesom Irene, der er uddannet havbiolog, men for to år siden tog ægteparret den store beslutning at vende hjem og begynde forfra, både med landbruget og dem selv.

Og ikke nok med, at ægteparret med den beslutning er blevet bønder, de er også kokke og værtsfolk, for de vil gerne dele deres grønne filosofi med så mange som muligt, og åbner derfor dagligt jernporten til det lille økologiske paradis.

Man kan godt se, at det er en æstetiker, som er blevet herre i huset.

Både den lille gårdsplads, som tidligere blev brugt til at tærske kornet, og de to smalle stalde, som gav ly til får og kvæg, er restaureret med nænsom hånd.
Lige nu har stedet kun heste og æsler – udendørs – for at være selvforsynende med gødning, men på sigt vil de gerne udvide bestanden, så de kan producere æselmælk, som skal være rigtig godt for allergikere.

»Minestra di Fave«

»Vi koncentrerer os først og fremmest om jordens afgrøder, til gengæld gør vi meget ud af, at de er originale sorter fra egnen. Vi bruger lupiner til at berige mulden, og vi lader ukrudtsblomster som valmuer stå mellem planterne som hjælp for væksten,« siger Carlo.

Han inviterer til, at man kan komme og hænge ud i haven, høre om landbrug uden kemi, få jord under neglene, være med til at lave mad, eller bare nøjes med at spise den ved langbordene i de rustikke rum.

Vi bliver sendt i marken for at høste til aftenens mad. Der skal bruges masser af fava – eller hestebønner, som vi kalder dem. De skal indgå i aftenens hovedret, suppen »Minestra di Fave«, sammen med ærter, løg og artiskokker, legeret med æg fra hønsehuset.

Bagefter sørger svigermor for, at vi lærer at lave regionens pasta, »Orrecchiette«, som betyder små ører, af Masserianonno Tores egen hvede, der ikke er gen-modificeret.

Det er ikke så nemt, og selv om jeg består pasta-prøven hvad konsistens angår – efter at have æltet koldt vand og mel sammen på gefühl – kommer jeg aldrig op på de erfarnes akkord, som er et kilo på 40 minutter.

Da vi senere spiser de kogte »ører« som primipiatti, er det med tomatsovs med fyld af hakkede mandler. »Vi får kun kød en gang om ugen, og prøver ellers at spise så varieret økologisk som muligt,« siger Carlo.

Der har nu sneget sig en god mager salumi ind blandt de 5-6 antipasti, som starter hele madfesten. En anden vinder er hvidt makrelkød serveret omkranset af citron-syltet finnochiomarino, en fennikel som vokser vildt på sten tæt ved havet, og som Carlo har været nede og samle ind samme morgen.

Måltidet slutter med en fnuglet sukkerbrødskage med creme, hvis navn lever helt op til hele oplevelsen, Paradiso.