Øko-turisme i Amazonas

I Amazonas-junglen i Peru har de blot 2.000 tilbageværende harakmbut-indianere taget et nyt våben i brug i deres kamp for overlevelse: Øko-turisme. Rejseliv.dk tog med på en tur ind i den fantastiske urskov.

Rejseliv imported photo
Indianerne lever meget primitivt og bruger de fra naturen givne materialer til bl.a. at lave hytter af. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Boel

Abeskrigene besvares af en højlydt skræppen fra papegøjer og tukaner. Det er, som om de prøver at overdøve hinanden. Det grønne løvværk er tæt som en mur, og ved flodbredden driver små flager af græsbevokset jord af sted med strømmen.

Se også: 5 steder for klimaturisten

De mægtige papajo-træer snor sig langs bredden med majestætiske kroner, der stræber mod himlen. Slanke, hvide stammer, nærmest hjemlige som birk, står oven på hinanden, klos op ad palmer og lianer.

Overalt er der en overdådighed af vegetation, som var landskabet skabt af en overmenneskelig, nidkær gartner, der i sin forhippethed ville prøve alle sine kunstner af inden for ganske få kvadratmeter.

Vi - fem turister ledsaget af fire indianere, der fungerer som guider og kokke - befinder os i Peru på grænsen mellem Andesbjergene og Amazonjuglen. Her bruger det lille harakmbut-folk økoturisme som led i deres kamp for overlevelse og tilbyder uforfærdede naturelskere en enestående oplevelse: Daglange vandre- og kanoture gennem jomfruelig regnskov i selskab med skovens oprindelige beboere.

Det var tidlig morgen, da vi i en firehjulstrukken jeep forlod Cusco, den gamle inka-by, for at tage turen ned af de golde bjerge til den evigt grønne regnskov.

Bjergene blånede i dæmringen, nøgne som æselrumper.

Jeepen skar sig gennem grus og jord som pick-up-nålen på en gammeldags grammofon, og indimellem syntes vi da også at køre i samme rille, rundt og rundt, med ujævnheder i belægningen og hop som en gammel, elsket plade.

Efter seks timers kørsel gennem bjergene ventede en spektakulær overraskelse: Under os åbenbarede et helt hav af skyer sig – svævende over regnskoven og vejens hårnålesving.

Vi var kommet over toppene, der knejsede over inkaernes Urubamba-dal og bevægede os nu ned mod harakmbut-indianernes gamle territorium. Jeg rullede vinduet ned og mærkede den brændende luft, indimellem afkølet af kolde vindpust - som varmt havvand, der pludselig brydes af en kold strøm. Vi kom længere ned, og så var vi i skoven. Lianerne rakte livagtigt ud mod vejen, der syntes på nippet til at blive opslugt, dømt til undergang i den grønne underverden.

Grønne høje rejste sig over os, og skoven boblede af frodighed og fugt.

Dette er paradisets have, tænkte jeg, og dog er her helvedes varmt...

Mennesket er for længst blevet udstødt herfra – hvilken idé at vende tilbage. Dette er det naturlige sted for slanger, myg og alskens kryb. Ikke for mennesker.

Lianerne, der mageligt slængede sig. Trækronerne, der velnærede åbnede sig mod himlen. Stammerne, der nonchalant lænede sig op af hinanden. Tid, retning og sted var ophævet her.

Vi tager afsked med vejen og civilisationen her ved Atalaya, en rodsammen af pindehytter ved Río Madre de Díos, floden der 1.000 km senere bliver til Amazonas.

En stor gruppe turister sidder i en gul gummibåd iført ensfarvede redningsveste. En lille senet, langhåret europæer instruerer dem i padling. Gruppen skal blot et lille stykke ned af floden til et nærtliggende turistreservat, hvor bungalower venter dem.

Vi andre sætter os uden veste i en aflang, vakkelvorn trækano med påhængsmotor og rutsjer af små vandfald ned af den smalle flod.

De næste 10 dage skal vi vandre og sejle gennem harakmbut-indianernes område og campere ved floderne. I et regnskovsområde på størrelse med Sjælland levede de uden kontakt med det omgivende samfund indtil for 50 år siden, da de blev opsøgt af spanske missionærer. De blev overdænget med materielle goder og overtalt til at flytte til et andet område, hvor de samledes i landsbyer under kirkens beskyttelse.

I dag ønsker harakmbut-indianerne at genvinde kontrollen med deres gamle territorium, som ligger øde hen, men er eftertragtet af guldgravere, olieselskaber, nybyggere – og rejsebureauer. Indianerne har oprettet deres eget turistbureau for at overbevise regeringen i Peru om, at området bedst kan udnyttes på bæredygtig vis under indianernes kontrol.

Vi går på et stendige og krydser igen og igen den lavvandede flod. En slags motorvej af sand og grus, der fører gennem skoven. Enorme væltede træer og så ellers bare denne ørken af sten, som om urskoven har suget så meget liv og frodighed til sig, at den måtte efterlade et dødt spor.

Vi vader gennem den varme strøm, hvor små fisk piler af sted. Lyset flimrer gennem vandet over de rødlige, okkerfarvede, grå og sorte sten.

Vi går forsigtigt i gåsegang over floden og holder udkig efter stikkende pigrokker, elektriske ål, bidende piratfisk og chambiras: »Fisk, der bider som hunde«, forklarer harakmbut-indianeren Felipe.

Stenlejet er flankeret af en mur af løv og træer. For den uopmærksomme blot grøn overdådighed. Slår man ørerne ud, kan man høre, at det simrer, kagler, hyler og skræpper bag løvværket.

Man skal – ganske som i det gamle København – løfte blikket. Men her er det ikke friser og figurer, man ser, men papegøjer, der basker over de mægtige kroner. eller edderkoppeaber, som springer fra gren til gren.

For vore indianske ledsagere emmer lydene og træerne af fortællinger og historie.

Der er frøer, hvis gnækken meddeler regntidens kommen. Der er araer, som traditionelt advarede harakmbut-indianerne om, at deres fjender, toyeri’erne, var på vej. Tukan-fuglen, hvis prægtige fjer blev brugt til krigeriske prydelse. Achote-planten, der gav farve, så man kunne male sig i ansigtet som beskyttelse mod onde ånder. O g der er vandfaldet, hvor de unge mænd i stammen gennemgik indvielsesritualer under påkaldelse af Amana, junglens ånd.

Det virkelige drama udspiller sig i detaljerne i det tilsyneladende ubevægelige løvværk.

En mindre fugl er ved at affjedre en stor spurvehøg: Fjerene skal bruges til at bygge rede med. En rød papegøje højt i ojé-træt bygger rede, mens magen sidder i et nabotræ og venter. Små brunrøde aber, der kribler i trærne. Et flodsvin lunter af sted som en forvokset rotte med en fugl på ryggen.

Det uprøvede øje ser intet eller kun lidt – sten, træer, flod. Men vor ledsagere er hurtige til med et hug med den lange machetekniv at vise ormene i en plante, myrerne i en stamme eller de forladte huller i et termitbo, der hvælver som puklen på et træ.

Når vi slår lejr, er det som på en chartertur; man keder sig aldrig. Blot er det her naturen, som står for løjerne. Vores ledsagere opdager en vildsvineunge på den anden side af floden og tager den til fange for at slippe den løs igen. De tager os med til en nærliggende bred og spotter alligatorens røde øjne i mørket. Og vi må tage støvlerne af og stavre på de skånselsløse, skarpe sten over floden for at fange skyggen af et dådyr, der forsvinder i mørket.

For indianerne er skoven ikke en grøn, uformelig masse. De færdes hjemmevant som vi andre gør i vores have, på apoteket eller i supermarkedet.

»Her er et katawi-træ,« siger Mateo. Engang blev han bidt af en slange. Heldigvis var det lige ved et katawi-træ og ved at udtage dets hvide væske og påføre det biddet overlevede han. Her er topa- træet, som de bruger til at bygge tømmerflåder med. Her er de træer, som de bruger til at opføre huse med.

På tredjedagen krydser vi gennem bjerg-urskov fra en flod til anden. Vi skiftevis skvulper – som soldater i en krigsfilm – gennem en lille brunlig flod, i mudder og på mosbeklædte sten, og går op af stier gennem vildnisset.

Vores indianske ledsagere fægter sig frem med macheten gennem det sammenfiltrede buskads. De bevæger sig ubesværet på deres brede fødder med stærkt spredte tær, mens vi møjsommeligt skifter mellem støvler og sandaler.

Fra en bakketop kan vi se ud over skovene og ned mod Isirioé-floden. Jeg glider ned ad de store, fugtige, grønne blade, slingrende fra træ til træ som en beruset. River mig på nåle på de tornede stammer, jeg griber fat i, mens mine solskoldede fødder flås af skarpe buske og tøjet indhylles i mudder.

Hver dag hører vi motorbrummen. Formentlig et fly på vej til guldgraverlejet ved Huyatepuey. Et skræmmende eksempel på, hvad harakmbut-indianernes område kan udvikle sig til. I jagten på det kostbare guldstøv er floderne Huyatepuey og Pukiri i dag nærmest omdannet til veje af slam iblandet kviksølv.

Det er derfor indianerne har lavet deres turistbureau, Wanami Tours – for at finde en alternativ indtægtskilde til guldgravning, skovhugst og forefaldende arbejde for nybyggere.

Bureauet ejes og ledes som noget helt enestående af indianernes egen organisation, og indtægterne går ubeskåret til de indianske fællesskaber og til projektet. Turisterne kan her lære om indianernes kultur, mens de unge indianere omvendt oplever, at den traditionelle harakmbut-kultur omgærdes med interesse og respekt. De møder ellers oftest foragt hos det omgivende samfund.

De fleste peruanere bor ved Stillehavskysten og betragter Amazonas med dens cirka 500.000 indianere fordelt på 70 stammefolk som et fjernt og eksotisk sted. Og det selv om regnskoven faktisk dækker halvdelen af landet.

For regeringen er Amazonas traditionelt udelukkende en vigtig indtægtskilde, som det gælder om at malke på bedste vis ved at sælge rettigheder til at udvinde olie, fælde træer osv. til kapitalstærke, udenlandske selskaber.

»Men vi forsøger at overbevise regeringen om, at økoturisme er en meget mere bæredygtig virksomhed på længere sigt,« siger Mateo Jicca, der er hovedmanden bag Wanami Tours om aftenen, mens vi sidder ved ilden og drikker det krystalklare vand fra floden og spiser friskfangede piratfisk.

Jeg mødte Mateo på turistkontoret i Cusco. Hans ansigt var trukket sammen af bekymring og af højlandets kulde. Hernede i Amazonas er han som forandret. Et lille smil roterer om læben under de vagtsomme øjne, mens han fortæller om fortidens dåd og dyrene og menneskerne i skoven.

Han beretter om Wanamei-træt, og hvorfor indianernes rejsebureau har taget navn herefter. Wanamei er harakmbut-indianernes skabelsesberetning. Engang var jorden truet af en altfortærende brand. En jomfru blev bedt om at ligge med åben mund. En han-ara skulle flyve hen over hende og ramme hende med et sædkorn fra høj afstand. Herefter forvandlede hun sig til et gigantisk træ. Menneskerne søgte tilflugt fra de hastigt ekspanderende flammer på dens grene. Og så hævede hun langsomt grenene og reddede menneskerne fra ilden…

Som mørket tætnes, mættes luften af ildfluer, cikaderne sitrer som et elektrisk hegn, og tusinde stjerner oplyser den tropiske nattehimmel.