Ø-perler i Nordskotland

Oldgammel historie, bosættelser fra Vikingetiden og imporende naturvidundere har sat sig varige spor på de skotske Orkneyøer. Og med under 20 kilometer til fastlandet er de sagnomspundne øer tættere på, end man skulle tro.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Færgeturen til Orkney varsler om noget særegent og stort. Efter godt en halv times sejlads fra Scrabster, på den nordligste spids af det skotske fastland, dukker en vild og høj klippeafsats op ude i det fjerne. Som minutterne går, kommer vi nærmere det sydligste af Orkneyøen Hoy. Dens mest karakteristiske kendingsmærke er den ensomme monolit Man of Hoy: En granitsøjle, som står rank et lille stykke fra kysten. Skyerne har sænket sig lavt over Hoy og indrammer en særlig mystik om synet. Efter et kvarter passerer færgen forbi granitsøjlen. Alle er på dækket for at se og fotografere dette naturvidunder her midt imellem Nordsøen og Atlanterhavet.

Orkneyøerne består af en enkelt stor og en række mindre – og nogle ganske små – øer, hvoraf nogle af dem er ubeboede. Der bor i alt ca. 22.000 på øerne, hvoraf langt de fleste er bosat på hovedøen, Mainland, der med sin viltre form kunne minde om en skødesløst henkastet malerklat på et lærred.

Hovedstaden, Kirkwall, er med sine 8.000 sjæle den største, og den kønne Stromness, hvortil NorthLink-færgen fra Scrabster på hovedlandet sejler, er den næststørste. Reelt er disse to byer de eneste, som man kan kalde for mere end landsbyer. Begge byer er charmerende med travle havne, som er koncentreret omkring fiskeri og om færgerne, der knytter de mange øer sammen. Indimellem kan de skrigende havmåger overdøve al anden lyd i Kirkwall.

Byen har et indyndende middelalderpræg over sig, når man spadserer rundt i de små gyder bag ved havnen. Hyggelige pubber og spisesteder, men også et pænt antal butikker med kunsthåndværk og gallerier ses i gadebilledet. Byens absolut største attraktion er St. Magnus Katedralen. Den er oprindeligt bygget af vikingekongen Rognvald, som døde i 1137. Byggeriet stod på i 300 år, inden det endelig var færdigt i 1472.

Katedralen repræsenterer ypperlig normannisk kirkebyggestil, og interiøret er smukt og rummer flere spændende detaljer. Akustikken er yderst behagelig, og blandt andet derfor danner kirken ramme om den årlige St. Magnus Musikfestival, der har klassisk musik på repertoiret. Apropos musikken: Både Kirkwall og Stromness har en aktiv musikscene med stærke traditioner inden for folkemusik, som trives på pubberne, men også på festivaler med rock og jazz.

Gode minder

Dave Flennegan er journalist og forfatter og bor sammen med sin kone og deres 18-årige søn lidt uden for Kirkwall. Både Dave og hans kone er tilflyttere fra henholdsvis Edinburgh og Glasgow. Det var de gode minder fra ferierne hos Daves bedsteforældre på Orkney, der fik ham til at flytte permanent herop, allerede da han var 19 år.

»Når min mormor talte, var der ingen af mine kammerater, der forstod hende. Så stærk var hendes dialekt. Min mor er født her, men hun valgte i sine unge år at flytte til Edinburgh, og siden tilpassede hun sin dialekt til det, der tales på fastlandet,« fortæller Dave.

Mens vi står ved et af hovedøens fabelagtige udsigtspunkter på sydvestkystens dramatiske klinter, og foran en isoleret stensøjle lig den meget større ud for Hoy, peger han sydover mod Hoy og fortsætter:

»Noget af det unikke ved at bo på Orkney er sammenholdet mellem beboerne. Min 85-årige mor bor sammen med os, og det at bo sammen i flere generationer er en kulturarv, vi har fastholdt. Familien betyder kolossalt meget her på øen. Vi passer på hinanden og værner om vores værdier. Fællesskabet har indlysende fordele. Eksempelvis behøver vi ikke at låse vores døre i boliger og biler, for det er ikke nødvendigt.«

Vi fortsætter videre ad en smal sti, som flankeres af en grøn eng med græssende kvæg og får. En brise fra Atlanten blæser ind fra nord og resulterer kort efter i en let byge. Skyerne deler sig dog hurtigt, og solen skinner atter:

»Alle taler om vejret her på Orkney. Det samtaleemne har altid været her og er afledt af vejrligets lunefulde gemyt. Mange uden for øerne har en idé om, at det altid er blæsende og køligt. Jeg har dog aldrig hørt om nogen af øboerne, som er rejst væk på grund af vejret. Golfstrømmen sikrer, at det aldrig bliver rigtig koldt.«

Ikke uventet er Orkney-indbyggernes trang til selvbestemmelse udtalt, nøjagtig som det gælder i de fleste øsamfund i verden:

»På et tidspunkt opstod en bevægelse, som ønskede nærmere tilknytning til Norge, og som den delte fortid med frem til 1400-tallet, indtil vi blev overtaget af skotterne. Selv stemte jeg nej, da vi for nylig skulle til afstemning om fortsat at være en del af Storbritannien. Mange af os føler os slet ikke som briter – og nærmest heller ikke som skotter,« siger Dave med overbevisning. Han karakteriserer orkneyerne som initiativrige og hårdtarbejdende, og takket være disse dyder er der god velstand på øerne.

»Modsat mange andre øer, hvis beboere typisk er mistænksomme over for fremmede, gælder det ikke synderligt her. Måske fordi vi altid har været gennemgangslejr for andre folkeslag, som har vænnet indbyggerne til fremmede. I vikinger var jo de første,« siger han slagfærdigt.

Indkomst fra marker og hav

Øernes indkomst stammer hovedsageligt fra landbrug – især kvæg og får – samt fra fiskeri. Men også olieindustri og tidevandsenergi, som viser stigende indtjening, skæpper i kassen. Netop kvæget bidrager fortsat meget til øernes image. Det saftige og møre ’Orkney beef’ er et stort brand over hele Storbritannien.

Orkneys største attraktion er og bliver de rige neolitiske skatte, som samlet er bragt på UNESCO’s verdensarvsliste. Flere af dem rækker godt 5.000 år tilbage i tiden. Det gælder således Skara Brae, som først i midten af 1800-tallet blev udgravet. Det lille stenaldersamfund består af ti huse, og arkæologerne har fundet bevis for, at man levede af kvæg, svin, får og alt godt fra havet. Endnu mere gådefuld og mystisk fremstår Ring of Brodgar, som ligger på en forhøjning over et vindblæst plateau af hede og græs. 27 mere end mandshøje stensøjler står ranke og slanke i en cirkel med en diameter på godt 100 meter. Oprindeligt var her 60 søjler. Ringen giver tanker hen til det endnu mere kendte Stonehenge i Sydengland. Arkæologer mener, at dette bronzealder-samfund indtil for 4.500 år siden opførte Ring og Brodgar til astronomiske observationer.

Men hvad er nu det? Er et oldtidslevn blevet udsat for graffiti? Det er den første tanke, der opstår i hovedet, når man ser ordet figurere på plancherne i museet om Maeshowe – den tredje af de mest kendte neolitiske skatte. Den er god nok! Men ikke den form for vandalisering, vi er vant til i bybilledet. Derimod var det vores gamle vikinger, som satte deres aftryk på væggene inde i det bedst bevarede af gravkamrene på Orkneyøerne. De plyndrede gravkamrene fra Den Yngre Stenalder for værdier og mejslede runer på væggene, som berettede om deres bedrifter. Også dette kammer er placeret og indrettet med astronomisk formål. Tre uger før og efter vintersolhverv kan man opleve det fænomen, at solnedgangen lyser ind igennem indgangen til gravkammeret og rammer bagvæggen. Pladsen inde i gravkammeret er trang, så der kan højst lukkes 20 personer ind ad gangen. Ventetiden på at komme med i gruppen derind går dog hurtigt i det nærliggende museum.

Dave tager os med på en køretur rundt på hovedøen. Han stopper op nu og da og beriger os med sin store viden om Orkney. Han tager os med op til et italiensk kapel på den sydøstlige pynt af øen, som bærer på en interessant og rørende detalje. Italienske krigsfanger var under Anden Verdenskrig beordret til naturhavnen Scapa Flow, hvor de skulle knokle med at få etableret et kajanlæg. Deres sparsomme fritid brugte de på at omskabe en af de tøndeformede militærbarakker til et lille, ydmygt, men yndigt kapel. Indenfor udsmykkede de det med freskoer og andre katolske elementer i bedste italienske stil.

Efter vores besøg i kapellet lægger vi vejen forbi Orkney Wine Company.

»Hvem ville tro, at der dyrkes vin på disse nordlige breddegrader,« spørger Dave retorisk og ledsager spørgsmålet med et æggende: »Wait and see!« Inde i butikken bugner hylderne af stilfulde flasker. Den unge og lidt sky Scott, der står bag disken, udskænker smagsprøver i små plasticbægre.

»Jeg er slet ikke herfra, men fra Holland. Mine forældre var på ferie heroppe for mange år siden og faldt for øerne. De mødte en gammel hyrdinde, Sarah Lanaghan, som gav dem en opskrift på frugtvine. Min mor var meget interesseret i at lave vin, så i 1997 besluttede mine forældre at flytte herop permanent,« fortæller Scott. Orkney Wine Company laver forbløffende gode bordvine baseret på frugt, grøntsager og urter. Også likører er der på hylderne. Langt de fleste ingredienser er lokale.

Karismatisk landsbytosse

Andrew Appleby vil nogle måske kalde en landsbytosse. Interessant, vindende og karismatisk er han i hvert fald. Dave har taget os med til et besøg hos ham – ikke så meget på grund af at han er gift med en dansk kvinde – mere fordi han er noget af en original på Orkney – i ordets allerbedste betydning. Andrew byder os velkommen i sine shorts og en mere end udtjent T-shirt. Der er stadig rester af ler på hans ru hænder. Han er nemlig en passioneret keramiker og har lige haft fingrene nede i en gang ler, fordi en krukke skulle drejes. Hans butik er lidt uoverskuelig. Kreationer vælter nærmest over hinanden på hylderne og afsatserne, og keramikovnene brænder ivrigt, så det kan være svært at få ørenlyd. Han slubrer kaffe i sig fra et af sine hjemmelavede krus, mens han fortæller om sin passion for neolitisk keramik:

»Jeg har interesseret mig for arkæologi og kulturhistorie, siden jeg var teenager og har debatteret ivrigt med britiske akademikere om stenalderfolkets tilvirkning af keramiske teknikker. Jeg er blevet modsagt og stillet i et tvivlende lys blandt de lærde i Storbritannien. Men i min bog ’Skara’ har jeg opnået anerkendelse fra arkæologer i USA, som har inviteret mig til konferencer og forelæsninger på universiteter derovre. Det skete navnlig, da jeg drog bevis for, at stenalder- og bronzealderfolkene her på Orkney fandt ud af at bruge andefedt i ler for at gøre hærdningen og bestandigheden optimal frem for olivenolie, som anvendtes i egnene ved Middelhavet. «

Vi tager afsked med Andrew Appleby, som trods sine godt og vel 70 år iler videre tilbage til ovnene, mens vi iler mod vådere varer med et par procenter i.

Orkney Brewery er et sympatisk møde med et mikrobryggeri. Denne søndag formiddag er bryggeriet fyldt til bristepunktet med glade gæster, som både er kommet for at spise og indtage nogle af bryggeriets egne dråber. Tjenere kommer til bordene med træfade, hvorpå seks små glas med bryggeriets sortimenter er hældt i.

Bryggeriet fremstiller 22 meget forskellige øl, bl.a. vinderen af ’Best in The World 2011’, ’Dark Island Reserve’. Den er sin status værd. Vi prøver tillige Red McGregor og Nimbus, som begge overbeviser med deres aroma og dybe eftersmag.

Har vi sagt Orkney, har vi vel også sagt et af hele Skotlands mest ikoniske whiskydestillerier: Highland Park. Vurderet som et af verdens bedste og samtidig et af de mest besøgte af slagsen i hele Skotland. En gruppe af op imod 20 personer står samlet i en rundkreds med fire små glas. Rummet er halvdunkelt belyst. Der lyttes intenst, mens gruppens instruktør beretter om alle aspekter af whiskyens tilblivelse. Han instruerer i, hvordan man tester whiskyens kvalitet lige fra det visuelle til selve smagen. Gruppen følger hans instrukser, så godt den kan. Betragtet bagfra synes det også at blive en anelse sekterisk med al den ophøjethed, som følger med blot at få lov at smage på et par dråber af Highland Park, når nu man også har betalt tæt på et par hundrede kroner for det.

Men kvaliteten kan man bestemt ikke sætte en finger på, og de små natur-smukke øer nord for Skotland formår i den grad at producere liflige alkoholiske drikke, som man med god samvittighed kan forkæle sig selv med efter en lang dag i arkæologiens tegn.