Oaser og kaos i Kathmandu

Engang tiltrak Kathmandus kaos kun bjergbestigere på mellemlanding eller hippier på jagt efter evigt zen. Nu har Nepals hovedstad forvandlet sig til et Indien light, der byder på krydderidufte, ægte silke, grønne oaser og himmelske tagterrasser med varm milk-tea og kolde Everest-øl.

Kathmandu virker ved første øjekast som et sted, hvor den moderne udvikling ikke er nået helt frem endnu. Men kigger man nøjere efter, snakkes der lige så meget i mobiltelefon her som i de vestlige storbyer, man kan få espressoer på byens caféer, og hotellerne har internetadgang. Fold sammen
Læs mere

 »Må vi tage et billede af dig?«

Læs også: Det hemmelige kongerige i Himalaya

Jeg vender mig brat om og ser forvirret ned — på trods af mine beskedne 163 centimeter — på en lille, mørkhåret mand. Øjnene er mørke, små, trekantede som en indianers, og indrammet af flere rynker end min 87-årige mormors.

Manden foran mig er højst 40 år, men furerne i hans hud og de rødsprængte øjne vidner om et barskt liv i disse verdens højeste bjerge.

Knips! Blitz! Knips! 

Den lille mand med indianerøjnene skyder billeder som en kineser foran Den Lille Havfrue. 

Det er blot en time siden, jeg blev bevilget det gyldne visumstempel i mit pas for den nette sum af 16 dollar og lukket ud i den nepalesiske varme med notesblokken øverst og kameraet parat til at forevige tiden fra Verdens Tag, som Himalaya-bjergkæden også kaldes. 

Nu står jeg som forstenet i mit livs sansemekka i hjertet af Kathmandus Lille Tibet, Bodnath, hvortil tusindvis af tibetanere er flygtet siden den kinesiske invasion for 50 år siden.

Alligevel kan man tydeligt fornemme, hvordan livet går sin gang på denne breddegrad: Krydderi-dufte blander sig med duften af røgelse, og luften er fyldt med lyde fra messende munke, hellige gongonger og farverige bedeflag, som blafrer i bjergvinden. 

Rundt om pladsens store Stuppha – en bhuddistisk helligdom – går folk i takt, mens de beder. Børn i skoleuniform, unge i slaskede jeans, gamle munke i røde dragter, turister i khaki-bukser, gadesælgere og farverige gøglere.

Det hele er som balsam for en oplevelseshungrende sjæl, der trods alt foretrækker en anelse civilisation. Men jeg var nu ikke forberedt på en velkomstkomité af en slags som den rynkede mand med kameraet. Faktisk ved jeg ikke rigtig, hvad jeg havde forventet.

De få, jeg kender, som har besøgt dette lille land mellem Indien, Kina og Tibet, har udelukkende valgt destinationen på grund af dens trekkingmuligheder. 

 

Nepals hovedstad er landets eneste rigtige by udover Pokhara, som ligger to-tre timers kørsel fra Kathmandu. I selve hovedstaden bor der knap 700.000 indbyggere, og cirka en million i Kathmandu-dalen. De resterende 23-28 millioner nepalesere bor isoleret i bjergene, hvorfor myndighederne heller ikke har det nøjagtige tal på, hvor mange, de egentlig er. 

Dér, i bjergene, lever man af jordbrug og dyreavl. Mange nepalesere er analfabeter og ser aldrig andet end den landsby, de er født i. Hvis de skal ned til Kathmandu, som ligger i dalen, foregår det til fods.

Biler er stor mangelvare, veje en tilsvarende sjældenhed. I Nepal vandrer man, og det har man altid gjort – somme tider på bare tæer og rigtig ofte i sandaler, der for længst har overskrevet kasseringsdatoen. 

Af samme årsag er den lokale transportform ikke et syn for Arbejdsmiljørådet: Alt fra køleskabe og frysere til stablede cykler og store fladskærme bæres på manderygge. 

På Café du Patans penthouseværelse – et af byens absolut hyggeligste guesthouses – vågner jeg ved lyden af et ordentligt rabalder. Torden. Og regn. 

Monsunen har akkurat åbnet sine sluser, og det lyder farligt på et bliktag. Mens jeg nyder en mangolassie (indisk-inspireret specialitet bestående af blendet mango og yoghurt), under halvtaget på tagterrassen – koldt er det jo ikke, bare fordi det regner – betragter jeg byen: Jeg befinder mig på 5. etage. Ikke mange huse rager højere op end dette. Til gengæld er samtlige udstyret med tagterrasser lig den, jeg selv sidder på: Planter, blomster, farverige bedeflag, tønder til regnvand, vasketøj, borde og stole. 

På naboens tag er en lille dreng under høje hvin ved at blive vasket af sin mor (og nu også monsunen).

Til den modsatte side forsøger en ung kvinde febrilsk at redde sit halvtørre vasketøj fra at blive gennemblødt.

Med en café americano synker jeg indtrykkene fra en hverdag i 1.325 meters højde, spejder mod himlen, som heldigvis har blå og lyse sprækker i sin ellers mørkegrå flade, og beslutter, at dagen skal tilbringes ved Durbar Square — den imponerende tempelby, bygget mellem det 12. og 18. århundrede. 

»Nepalesisk kulturarv, når det er allermest dyrebart,« råber tjeneren smilende efter mig, og ligner en, der slet ikke er færdig med at fortælle om sin nationale stolthed, bare fordi jeg er færdig med min kaffe og mangodrik.

Nepalesisk kulturarv? Jeg har ingen anelse om, hvilket syn, der venter mig, da jeg krydser et par gader med gøglede boder, som sælger alt fra T-shirts til tyggegummi, får øje på en cykel belæsset med ti fuglebure inklusive logerende og falder i staver over endnu et køleskab med en mand nedenunder.

Så troner templerne frem. Som en hybrid mellem europæisk barok og traditionel kinesisk stil, beklædt med røde tage og med uhyggeligt præcise fantasifigurer, ligger de foran mig. Imponerende. Jeg nikker til tre nepalesere, som også ligner nogle, der kommet til dette sted for at inhalere et par mundfulde zen. 

»Namasté,« nikker den ene til mig. 

»Hej.«

 

Senere på rejsen besøger jeg den anden tempelby. Og pludselig er der direkte kontakt til himlen.

Durbar Square ved Basantapur viser sig at være større endnu og mere imponerende end sin søster i Patan-området. Så vil man opleve begge steder, er denne rækkefølge optimal. Jeg summer rundt på pladsen blandt gademusikanter, blomsterboder, dansende mænd i rundkredse og mærker energierne og livsglæden. 

Særligt foran et af templerne er der røre. 

»Vil du se Kumari?« lyder det pludselig fra en lokal fyr, som hænger ud, hvor turisterne er, og tilbyder sin guide-ekspertise. 

Glattere end en ål, naturligvis, og uden et eneste tegn på autorisation. 

»Miss, do you want to see Kumari?« gentager han insisterende og peger på templet, hvor verdens eneste nulevende gudinde bor hos sin adoptivfamilie. 

Hun er i sandhed en levende legende. Blot seks år gammel og hentet til hovedstaden fra sin landsby for at være Kumari, gudinde, indtil hun får sin første menstruation. Så er det tilbage ti landsbyen igen, og en ny Kumari overtager tronen. 

En gang om dagen, somme tider kun en enkelt gang om ugen, viser hun sig på balkonen. Ingen ved, hvornår det sker, bortset fra hendes såkaldte adoptivforældre, som nok snarere kan betegnes som fangevogtere. Hvis man står under balkonen, når Kumari titter frem, hedder det sig, at man er velsignet. 

Nogle rygter siger, at en Kumari aldrig kan gifte sig, men ingen lader til at vide hvorfor?

Måske er der ingen mand, som orker at skulle opfylde kravene fra en tidligere gudinde, tænker jeg.

Denne Durbar Square virker i det hele taget en smule som rygternes holdeplads, så da den såkaldte guide atter tilbyder sig, har jeg ikke meget tiltro. Og slet ikke, da han påstår at vide, at Kumari snart træder frem, og at han har hendes mobilnummer.

»Right here,« smiler han en anelse for kækt og klapper sig på lommen med mobiltelefonen.

»Almost like a hotline. I can call her for you.«

Jeg ryster på hovedet. 

Hotline...

 

Da jeg har været en shoppingtur op og ned af den nærliggende Freak Street og et smut forbi Snowman Bakery for at købe et stykke af chokoladekagen, man ikke vil gå glip af på trods af 35 graders fugtig varme, trækker det alligevel i mig for at aflægge Kumari et besøg. Om ikke andet så bare for at se, hvordan en gudinde bor.

I den lille, aflukkede gårdhave opdager jeg, at jeg tilsyneladende ikke er den eneste med samme idé. Tilsyneladende er det lykkedes min »guide« og adskillige af hans »kolleger« at få andre turistfisk på krogen.

Jeg står lidt og venter, og beslutter mig så for at vende rundt og forlade gården – ærlig talt, så er de dansende mænd udenfor mere underholdende end en øde gårdhave. 

I det samme lyder der et suk fra damen ved min side, og et sus går gennem tilskuerne. Kan det være? 

Jo. Ganske rigtigt: Deroppe på den sorte balkon med udskæringerne kommer en lille, fin pige til syne. Hun er iført farverige klæder, smykker langt op ad begge arme og mere sminke end en cirkusprinsesse. 

Langsomt løfter hun hånden og vinker stille – til mig, er jeg sikker på. Der er helt stille. Seancen varer kun et ganske kort øjeblik. Så forlader den lille gudinde atter balkonen — bleg og uden et eneste smil.

Bleg føler jeg mig faktisk også, da jeg træder ud på pladsen med liv, dans og musik. Omtumlet prajer jeg en taxa og sætter kursen mod mit guesthouse i Patan. Det her skal synkes. 

Dagen efter lægger jeg mig til rette på en massagebriks hos en af de mange udbydere. Jeg lader min krop blive blødgjort i hænderne på en massør i en hvid kittel, som forinden har brugt 15 minutter på at forklare sine hellige tryks medicinske virkninger. 

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal tro. Men efter Kumaris hotline kan jeg bildes meget ind. På briksen samler jeg energi til en prispruttende tur gennem gaderne med boder. De frister med alt fra silke over specialfremstillet papir og håndskårede backgammon-spil til fine tesorter og nepalesisk musik, hvis toner jeg ikke er i tvivl om kan sende mig tilbage til Kumariland på et splitsekund, når jeg om kort tid atter er på dansk jord. 

Lidt af det hele ryger i poserne, men intet til fuld pris, naturligvis. Hver eneste gang, jeg går til en ny bods ejermand, hører jeg min værtindes stemme: »En god handel er den handel, du er glad for, uanset hvad du har betalt.« 

Da det dagen efter lykkes mig at lukke kufferten, skyldes det snarere Kumari-held end egentlige kræfter. Godt, ingen tager billeder nu, tænker jeg, mens jeg står på kufferten og allerede savner duftene fra tagterrassen og alle de andre oaser her — lige under himlen.  

 

Læs også: Mt. Everest skal gennem hovedrengøring