Nyt luksushotel i Las Vegas

The Cosmopolitan er netop åbnet med i første omgang 2.000 værelser med perfekt udsigt over The Strip.

Foto: The Cosmopolitan of Las Vegas

Timingen er ikke helt perfekt, for Las Vegas' mange luksushoteller med tilsammen 148.000 værelser, har lidt meget hårdt under finanskrisen. Folk har svigtet spillebyen i ørkenen, og siden 2008 er besøgstallet faldet med fire procent, mens den gennemsnitlige værelses-pris er faldet med 25 procent.

Læs også: 10 hoteller med verdensrekord

Men mens flere hotel-projekter i al hast blev standset under krisens start, så var projektet med The Cosmopolitan kommet så langt, at bankerne bag besluttede at fuldføre byggeriet, og nu er de første 2.000 ud af 3.000 værelser altså åbnet.

Beliggenheden er helt genial med fuld udsigt ned over The Strip med de berømte hoteller, Eiffeltårn, pyramide og springvand med musik, og det nye hotels facade er en enorm videoskærm, der efter planen skal vise forskellige kunstværker.

For at være forskellig fra de øvrige luksushoteller, satser The Cosmopolitan benhårdt på indretning, stemning og mad. De bedste indretningsarkitekter og de bedste kokke fra New York er kaldt til ørkenen, og hotellets målgruppe er veluddannede storby-borgere.

I stedet for enarmede tyveknægte i lobbyen forsøger man sig med en hollandsk møbelkæde - men det helt store hit ventes at blive en enorm "lysekrone" i tre etager, hvor der er indrettet tre barer og som har et areal over 2.000 kvadratmeter.

Et værelse koster henover vinter og forår ca. 750 kr. pr. nat.

Læs også: Verdens bedste præsidentsuiter