Nyd stilheden til fods i Alperne

For vandrere og andre udendørsentusiaster er Østrig et frisk pust med mange muligheder. Rejseliv tog til Hochkönig i Alperne for at se den østrigske sommer i sit flotteste skrud.

Disen ligger let, men uigennemsigtigt over bjergene. Koklokkerne spiller en melodi, og fuglene fløjter til hinanden. Vi kunne være modeller på et postkort, så idylliske er omgivelserne. Men udsigten mangler på grund af disen. Klokken er 9, og vi er på vej op i de østrigske alper. Vi skal gå en tur. Og når man går en tur her, skal man holde tungen lige i munden, for det går op og ned. Og op og ned igen.

Så øjnene rettes mod vejen. Den er en af de utallige brede vandrestier, der skal lokke sommerturister til alpelandet, når pisterne er lukket, og den sidste sne på bjergene er smeltet. Vi bevæger os opad i et tempo, der tillader os at nyde turen og få en snak eller to. Men det går opad, ingen tvivl om det. Og der er en klar forventning om, at gåturen kan mærkes i benene i morgen. Vi vandrer jo i bjerge, og hvis det ikke kan mærkes, må vi gøre noget forkert, tænker jeg.

Vi er nærmere bestemt i Hochkönig, en times kørsel fra Salzburg. Syv ud af ti danskere, der kommer til Østrig på ferie, kommer i vintersæsonen. Det er sådan, vi har lært landet at kende: ski, skiskole, afterski. Men østrigerne holder i stort tal sommerferie i deres eget land, og tyskere og ungarere kommer også i stort tal hertil. Hvis man ikke er bange for at røre sig på sin ferie, er Østrig et optimalt sted at tage hen.

Vi snyder en smule og tager en lift. Om sommeren er der altid mindst én lift åben i området, så vandrere kan komme et stykke op på bjerget, hvor mange vandreruter har deres udgangspunkt. Vejen op til toppen på bjerget af Hundstein tager os rundt i de lidt lavere bjerge, der ligger i skyggen af det højeste punkt, Hochkönig, som også har givet navn til området. Det består af de tre små landsbyer Maria Alm, Mühlback og Dienten, hvor vi bor. Vi kan se landsbyens huse som små modeller i dalen, mens vi arbejder os op ad bjerget.

Flere muligheder for overnatning og spisning

Der er muligheder for overnatning overalt i de tre landsbyer. Landsbyen Dienten har 763 indbyggere, men ifølge bartenderen på vores hotel bor og arbejder der omkring 1.000 om vinteren. 800 af de 1.000 indbyggere om vinteren arbejder indenfor turisme, og i hvert andet hus, man passerer i den lille by, kan man leje et værelse for natten til en rimelig pris.

Hvis man alligevel er på vandrestierne de fleste af dagens lyse timer, kan et Gasthaus tilbyde rigeligt med komfort, og det kan være en god oplevelse at bo lokalt og småt.

Læs også: Bjergtagende urlandskab i Languedoc

Vandreturens længde er mærket i minutter eller timer, ikke i kilometer. Så vi vandrere går åbenbart alle sammen lige stærkt. Interessant tanke, som nok ikke helt holder stik for de forholdsvis urutinerede danske vandrere, der har begivet sig ud på stierne. Det er tilladt at puste lidt, tænker jeg, da vi kommer op over den første høje bakketop.

Til gengæld er synet, da vi har tilbagelagt den første femtedel af ruten, glædeligt. En ’Almhut’, som er en lille alpekro bygget i træ, læner sig ind til bjerget med udsigt over dal og alpetoppe. Her kan man få lidt at drikke, lidt at spise, og hvis man skulle tiltuske sig en lille lur på en af de lange træbænke, ville det nok heller ikke blive set ned på. Der er tre ting på menuen her: æbletærte, chokoladekage og abrikosenknödel. Østrigerne er glade for kage, og især deres æbletærte Apfelstrudel langes i milliontal over diske i alpelandet.

Apfelstrudel hører sig til på disse kanter. Der langes i massevis over disken af de lune æbletærter de små alpehytter. Fold sammen
Læs mere

Efter et kort hvil er vi tilbage på vandrestien. Det er ruter på fine, brede stier, som passer til de flestes konditionsniveau. Her bestemmer man tempoet selv, og hvis man synes, de brede stier er for kedelige, kan man også kigge efter smutveje. Dem er der nemlig mange af, og de går stejlere op og er smallere.

Godt og vel tre timer tager det, før vi når vores mål, det lille bjerg Hundstein. Hvis man vil gå hele vejen til toppen af Hochkönig på 2.941 meter, kan det også lade sig gøre. Men det tager syv timer, så her skal man overnatte på bjerget i en lille træhytte side om side med de eventuelle andre vandrere, som har taget turen. Vi tager den mere familievenlige løsning, som giver tid til at stoppe op og få en kop kaffe og et hvil på vejen.

Vi når frem til toppen af hundebjerget, hvor Hans og Gusti Hasenauer har taget imod gæster og serveret Schweinebraten – flæskesteg – og Apfelstrudel for trætte vandrere siden 1974. Men den smukke udsigt, den venter vi altså stadig lidt på.

Hans Hasenauer har et venligt, men markeret ansigt, som er alle Alpernes dale hugget ind i hans erfarne ansigt. Han laver sjov med gæsterne og råber ordrerne ud. I løbet af under ti minutter kommer retterne på bordet, og øllet skummer, som det skal, her 2.117 meter oppe. Her er rum til vandrere og cyklister, og frem for alt er der hjerterum. Der er plads til at slå benene op, grine højt og til at hygge sig. For selv om vi kræver patent på ordet hygge i Danmark, er østrigerne godt med på, hvad det indebærer.

I dag er der godt fyldt i den lille træhytte. To høns og en hane går frit omkring ude på bjergsiden, hvor vasketøjet også er kommet op at hænge med alpernes friske luft hivende i skørterne. Og ved siden af tørresnoren er der blevet plads til et husalter. For der skal være plads til Jesus og Jomfru Maria – især heroppe, hvor der er lidt kortere til himlen.

Turisme - en del af den østrigske folkesjæl

Turismen er en af de største brancher i Østrig. Men i modsætning til andre steder i verden har østrigerne formået at gøre turismen til en del af folkesjælen, en del af kulturen, uden at ødelægge natur eller byer med grimme, kæmpe hoteller i beton og glas. Der er Gasthäuser og skihoteller overalt, alle bygget på samme måde med masser af naturlige materialer. Og jo flere altankasser med farverige blomster, jo bedre. Man får ofte Heidi-fornemmelsen i den her del af Østrig, men det virker ikke, som om østrigerne gør det for andres skyld. De tager deres Lederhosen på overalt, og den østrigske folkedragt til kvinder, ’Dirndl’, er kommet tilbage på mode som noget, man tager på til fødselsdage og bryllupper eller bare i byen en lørdag aften. Især uden for de store byer.

Det er blevet søndag morgen, og solen står flot på en blå himmel. Nu får vi den – udsigten. Hele Hochkönig-massivet rejser sig majestætisk til den ene side, og Østrigs højeste punkt, Grossglockner, kan også anes i horisonten med sne på toppen. 3.798 meter ser ikke stort ud herfra, men det gør Hockkönig-bjergene, der konstant er bagtæppe til vores vandring.

Der venter mange smukke naturoplevelser i Alperne. Fold sammen
Læs mere

Det er muligt at få guidede vandreture, hvis man også har lyst til at blive klogere på landet og området på sin vandring. Der bliver blandt andet brændt store mængder snaps i området, og blandt ingredienserne er de mange krydderurter, der vokser i bjergene. Det kan guider fortælle langt og bredt om, og man kan også få lov til at smage de forskellige snapse, som efter sigende kun gør det til en nemmere og rarere tur. Efter en hel snapse-rundtur i bjergene kan det dog godt være, at man skal holde sig til de brede stier.

Vi siger farvel til Østrig fra endnu en Almhut. Denne gang ikke så højt oppe.

På vej ned møder vi en stor flok mennesker, som er på vej den modsatte vej. Der er børn, voksne og ældre. Søndagsudflugt i Alperne.

»Om søndagen går man i kirke. Og bagefter går man op på bjerget,« fortæller vores guide.

Jeg kan mærke gåturen i benene, da bunden af dalen nås, men når udsigten, maden og det østrigske værtskab samarbejder, er en gåtur op og ned af et bjerg ingen sag.

Læs også: Grækernes hemmelige ferieø