Der er hjælp at hente for de godt en million danskere, der er ramt af en funktionsnedsættelse, og som gerne vil have pålidelig information om adgangsforhold til danske hoteller og turistattraktioner.
Læs også: Ferie for fysisk handicappede
Hjælpen hedder godadgang.dk. En hjemmeside, hvor man kan finde bedømmelser om adgangsforhold til 700 attraktioner, turiststeder og hoteller i Danmark.
Adgangsforholdene er vurderet i forhold til syv typer handicap: kørestolsbrugere, gang-, arm- og håndhandicappede, synshandicappede, hørehandicappede, astmatikere og allergikere, udviklingshandicappede samt alle med læsevanskeligheder.
»Rigtig mange mennesker, der skal planlægge en ferie, har brug for oplysninger om de steder, de gerne vil besøge. »Ikke kun om priser og åbningstider, men konkrete informationer om de faktiske adgangsforhold, siger Ulla Kramer, sekretariatsleder i foreningen God Adgang, som står bag hjemmesiden og er en forening stiftet af VisitDenmark, HORESTA og Danske Handicaporganisationer.
»Gangbesværede vil typisk gerne vide, om der er trapper eller langt at gå fra parkeringspladsen til hovedindgangen. Allergikere vil gerne vide, om der har været husdyr på stedet, eller om der anvendes parfume i rengøringsmidler. Brugere af høreapparater vil måske gerne vide, om der er teleslynge ved skranken eller i foredragslokalet. På godadgang.dk kan man få svar på disse spørgsmål,« siger Ulla Kramer.
Hver femte dansker har en form for handicap, der gør, at man er afhængig af, at hoteller, turistattraktioner, museer osv. har gode adgangsforhold, der tager hensyn til, at ikke alle kan klare trapper, tåle husdyr, se informationsskilte eller høre en guide fortælle. Det er her, godadgang.dk skal hjælpe med oplysning om ferien i Danmark.
Når det gælder rejser til udlandet, har flere bureauer specialiseret sig i at arrangere rejser for handicappede.
I marts blev specialbureauet Handitours overtaget af Profil Rejser, og siden 2006 har bureauet sendt mange handicappede på ferie i udlandet, især til europæiske lande som Spanien, Tyrkiet og Italien. Og nu ser man endnu længere væk, nemlig mod USA, hvor et helt nyt program kommer på gaden til september.
»Vi tror på USA som nyt stort rejsemål for handicappede, fordi landet er velfungerende og eminent velegnet til handicap-ferie,« siger Peter Rasmussen, adm. direktør for Profil Rejser.
I USA arrangerer Profil Rejser også motorcykelture på trehjulede motorcykler, som åbner for nye oplevelser for folk med forskellige handicaps. Oplevelser, som de fleste sagtens kan klare.
»Man skal huske på, at mange handicappede faktisk er yderst velfungerende,« siger Peter Rasmussen.
Der ligger meget planlægning og rådgivning bag de fleste handicaprejser, og prisen for en sådan rejse er derfor typisk noget højere end eksempelvis en »almindelig« charterrejse, afhængig af hvor meget udstyr og hjælp, der skal til. F.eks. transport af elektrisk kørestol eller en medhjælper til rejsen.
Fordelen er dog blandt andet, at alle arrangører af handicap-rejser har besøgt alle de tilbudte rejsemål og hoteller, og ved derfor i detaljer, hvilke der egner sig til hvilke handicap.
Udover Profil Rejser arrangerer blandt andet Chris Travel handicaprejser til både storbyer og soldestinationer, ligesom Tiger Rejser tilbyder busrejser med liftbus.
Læs også: Seks alternative rejseguides
Kørestol i Tisvilde
Siden godadgang.dk indeholder en række konkrete informationer, som er nyttige, hvis en kørestolsbruger for eksempel får lyst til en strandtur til Tisvildeleje Strand:
Når kørestolen skal med på ferie
Der er en række ting, man skal være opmærksom på, hvis kørestolen skal med på flyrejsen. Er der tale om en elektrisk kørestol, skal den være udstyret med et godkendt tør-batteri, og den skal selvfølgelig kunne komme ind i flyets lastrum, hvor dørene har forskellig størrelse afhængig af flytype.
De fleste manuelle kørestole kan komme med flyet, mens det ikke er alle el-stole, der kan komme ind.
På siden handitours.dk vejleder man grundigt omkring kørestole i fly, og beder kommende gæster være opmærksomme på følgende:
Læs også: Sport og sol på La Santa