Ny lov giver bedre vilkår for turisme

En justering i planloven vil gavne turismen i Danmark, mener Dansk Erhverv. Turismen boomer i Danmark, og hvert år kommer der flere overnattende turister til.

Således blev 2016 endnu et rekordår i dansk turisme med 4,7 pct. flere overnatninger end i 2015. Det viser tal fra VisitDenmark. Og nu har Folketinget lavet en opblødning i den eksisterende planlov, der betyder, at det bliver nemmere for virksomheder, der har med turisme at gøre, at udvikle deres produkter. Det fortæller Anne Fuglsang-Damgaard Sina, politisk konsulent i Dansk Erhverv:

»Der har været en række udfordringer, hvis man for eksempel ville etablere en tennisbane eller et andet mindre anlæg ved et strandhotel, eller hvis man ville udvikle faciliteter og oplevelsestilbud ved havneområder. Med regeringens lovændring er det blevet nemmere. Der er simpelthen flere muligheder for udvikling af nye turismeprodukter og flere tiltag, som kan iværksættes, uden at der kræves dispensation,« siger hun.

Ændringen i planloven betyder mere frihed for kommunerne til at skabe vækst på turismeområdet. I alt forbruger de udenlandske turister årligt 37,2 mia. kr. i Danmark og står derved for 3,6 pct. af den samlede danske eksport. Derfor håber Anne Fuglsang-Damgaard Sina også, at opblødningen giver mulighed for fortsat at udvikle de forhold, Dansk Erhverv kan tilbyde turister i Danmark:

»Det går rigtig godt med turismen herhjemme, men vi er i en hård international konkurrence, så det er meget vigtigt, at vi hele tiden er på dupperne. Det gælder særligt kyst- og naturturismen, hvor konkurrencen fra især Tyskland kræver nye tiltag. Her er opblødningen af planloven et fint skridt, i forhold til at erhvervet kan udvikle sig, så vi kan få flere turister og dermed flere job,« siger Anne Fuglsang-Damgaard Sina.