Nul sikkerhed for flypassagerer

Det andet største flyselskab i landet skal ikke tilbyde konkursforsikringen, har Østre Landsret afgjort.

Foto: Scanpix Denmark

Tæppet er trukket væk under loven om konkursforsikring. Østre Landsret har givet Norwegian ret i, at selskabet ikke skal tilbyde deres passagerer forsikringen, og med afgørelsen forventes andre flyselskaber også at droppe salget af forsikringen.

Læs også:  "Drop Norwegian", opfordrer Forbrugerrådet

Loven om konkursforsikringen blev vedtaget for to år siden efter, at mange passagerer havde tabt penge på flybilletter i forbindelse med Sterlings krak. Men den forbrugerbeskyttelse, som politikerne valgte, var imod den samlede rejsebranchens ønske.

"Mage til makværk skal man lede længe efter," kaldte direktøren for Danmarks Rejsebureau Forening, Lars Thykier, dengang loven.

Og at han havde ret, synes nu åbenbart. I hvert fald har Østre Landsret besluttet, at det andet største flyselskab i Danmark ikke behøver at tilbyde deres passagerer konkursforsikringen.

Har ikke kontor i Danmark
Ifølge loven om konkursforsikring, er det flyselskaber, der er "etableret i Danmark", som skal tilbyde deres passagerer forsikringen mod konkurs. Østre Landsret afgør, at da Norwegian "ikke har et kontor i Danmark, hvor man fysisk kan gå ind", er selskabet ikke etableret i Danmark, og skal derfor hverken tilbyde forsikringen eller registreres i Rejsegarantifonden.

Fra lovens vedtagelse har Norwegian erklæret, at man ikke ville sælge konkursforsikringen. Man ville gerne støtte tiltag, der beskytter forbrugerne mod konkurser, men ikke i en ordning, der tvinger selskaberne til selv at agere forsikringsselskab.

Rejsegarantifonden politianmeldte Norwegian
Rejsegarantifonden, som administrerer loven, politianmeldte efterfølgende Norwegian for ikke at følge gældende lov og lade sig registrere i fonden og tilbyde konkursforsikringen. Det er retssagen i denne tvist, som Østre Landsret nu har afgjort - til Norwegians fordel.

"Som loven er i dag, er den til stor økonomisk og administrativ byrde for flyselskaberne, og en lovgivning, der kun gælder for nogle operatører på et marked, vil uundgåeligt bidrage til en skævvridning af konkurrencen. Samtidig kommer loven ikke forbrugerne til gode, hvilket klart fremgår af det forsvindende lille salg af konkursforsikringer i 2011," siger Norwegians informations- og marketingchef i Danmark, Johan Bisgaard Larsen i en pressemeddelelse.

Se også: Konkursforsikring er en ommer