Norsk kvalitetsski for dig og de kongelige

Det lille område med fantastisk langrend og to velforsynede alpinanlæg er endnu ikke så kendt. Men det bliver formentlig snart ændret, for det norske kronprinsepar har netop fået skihytte i Uvdal.

Uvdal byder både på gode muligheder til langrend- og alpinelskere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Hauerbach

Hallandsfjeldet i Seterdalen ti kilometer syd for norske Uvdal ligger badet i vintersol.

Læs også: Her er Norges bedste skiløb

Så vi læsser bilen og snegler os op ad stejle Arnesgårdsvegen efter pænt at have lagt 50 norske kroner i bompenge i en kasse i et skur.

Fra parkeringspladsen arbejder vi os på skiene op i læ af spredte grantræer. Længere ude ad den 15 kilometer lange løjpe dukker gamle sæterhytter, små tilfrosne søer og tættere skov op. Ikke en vind rører sig.

Temperaturen er perfekte fem minusgrader under en dybblå himmel med enkelte lave dramatiske gråblå skyer, der sejler forbi.

Vi løber sammen med Finn Lund. Han har været lærer og har oplært generationer i at løbe på langrendsski.

Ved Finn Lunds frokoststed kan vi se ind over det enorme plateau Hardangervidde, Nordeuropas højeste, på den anden side Numedalen. Fra slutningen af februar bliver en løjpe kørt op herfra til Uvdal – og videre til Hardangervidde.

På ski kan man løbe over 300 kilometer til Bergen på ski med overnatning i selvbetjente hytter. 

Vi ser masser af dyrespor fra både elg, hare og ræv, og Finn Lund fortæller om de forskellige dyrs særlige aftryk. 

 

Med bilen stiger vi sammen med morgensolen dagen efter op i lyset på Dagalifjeldet, som er spækket med løjper. De fleste udgår fra de to store fjeldstuer Veststulån og Torsetlia.

Himlen har afleveret et tykt lag sne i nattens løb, og vinden er stilnet så meget af, at løjpemaskinen giver sig i kast med den bølgende løse sne.

Første tur går op på fjeldet bag Torsetlia. Heroppe pisker sneen dog stadig som et skummende hav hen over de åbne partier.

Jeg mister pusten i skrap modvind og kinderne gløder. Mærkværdigvis føles det samtidig godt, for man skærmer sig selv, finder indad og bliver lillebitte og ydmyg her i vindens vold. 

Efter varm kakao på Torsetlia sætter vi igen ud – ad nyopkørte løjper i »lavlandet« i 1.000 meters højde, passerer Vestustålen og arbejder os derfra jævnt gradvist opad de åbne vidder til turens højeste punkt i 1.300 meter.

Løjpen fortsætter herfra til byen Rødberg, 36 km væk. Vores mål er mere beskedent, så vi drejer fra – op mellem de forblæste toppe, med kurs til Sjugurdshoved fem kilometer fremme. Bølger af hård sne har formet et storslået vildt landskab. 

Med hætten godt snøret til danner jeg også her et privat meditativt løbende verdensrum.

Ved Fyritjønn deler løjpen sig igen. 

Et spor går over fjeldet til Hovdeseter. Andre løbere dukker op og vælger en pause i læ i krydset her mellem grantræerne.

Alle har tid til smil, nik og et par ord især om vind og vejr, og de fleste fraråder Hovdeseter på grund af vinden. Så vi blæser med rygvind direkte mod Torsetlia og vores bil.

 

Bagefter er der stadig lys nok til at udforske af det fjerneste anlæg i Uvdal Alpincenter, fem minutter i bil fra hovedcentret og vores lejlighed.

Liftkortet er fælles, og her samles de unge vovehalse, for her er store springbakker med jibbing og ski-akrobatik.

De unge fyre drøner ned, vipper rundt i luften med forlæns og baglæns saltoer – endda med overskud til at levere et stort grin ved landingen.

En tiårig kommer ned på én ski, ikke bare en gang, men flere gange. 

Lige foran vores lejlighed i Alpintunet i Alpincentret fører en træklift op til stoleliften ved midterstykket.

Hvor den slutter, kan langrendsfolket løbe til toppen af Irmingsfjeldet og videre ud i terrænet. Der er en kort træklift helt til toppen, når der er sne nok.

En grøn piste løber ned til venstre, rammer en blå inde mod midten og får mere bredde. 

I bløde sving går det fint nedad, indtil »afgrunden« pludseligt åbner sig i form af en iset sort piste.

Heldigvis er der andre muligheder. 

En godt tænkt blå piste går fra netop her ned mod en anden grøn. Den zig-zagger smalt, skråt ned langs bjergsiden med fuld udsigt. Visse steder har den sin udfordring i form af stykker med ren is. Ellers går det i bløde krappe buer dog med plads til at finde en svingrytme.

Vi holder os til de lysere farver; og overhales af børn fra fireårs-alderen, som suser ned på funski, slalom eller snowboard. Mens de voksne gør det i carving og telemark. 

Et par gange følges vi tilfældigt med en far med to små hurtigløbere, og mormor i elegant skidragt. 

Det er norske Kronprins Haakon, Dronning Sonja og de to små prinsebørn.  De har netop fået en nybygget fjeldhytte her i Uvdal, og er på vinterweekendtur. 

»Vi trives så fint her,« siger Kronprins Haakon. 

Det gør vi andre også.  

Læs også: Skiskole for de mindste