Norges vilde moskusokser

På Dovrefjell lever ca. 300 moskusokser – den eneste bestand af moskusokser i Norge. Rejseliv tog på safari for at opleve de vilde dyr.

Okserne lever i flokke, bortset fra hanner, der har tabt kampen om en flok til en anden han og efterfølgende vandrer rundt alene resten af sit liv. Foto: Visitnorway Fold sammen
Læs mere

Vi er næsten suset forbi, da jeg ud af øjenkrogen registrerer, at der står en elg i en lysning langs vejen. Ved siden af den balancerer en unge på sine lange tynde ben. Jeg udstøder et begejstret hvin og derefter et grynt af skuffelse over halen af biler bag mig på den smalle vej, der umuliggør, at jeg kan hugge bremsen i og trille tilbage og se elgemor og barn ordentligt.

Elgene er et bonussyn, for vi kører ikke her på E6, hovedvejen mellem Oslo og Trondheim i Norge, for at spotte elge. Vi er på vej til Hjerkinn, en beskeden klat huse uden for nationalparken Dovrefjell, for at se en anden slags dyr, som denne del af Norge er berømt for: moskusokser.

Okserne er modsat elgene ikke en naturligt tilhørende del af det nordskandinaviske dyrerige, men fund af knoglerester viser, at det var de i slutningen af den sidste istid. Man importerede i midten af 1920erne en flok fra Grønland med det formål at genindføre oksen på norsk grund, men uden held – dyrene døde eller blev skudt. I slutningen af 1940erne gentog man forsøget, og den lille bestand har siden vist sig at trives så overordentlig godt i den barske natur på Dovrefjell, at den i dag har formeret sig til ca. 300 dyr.

Den slags er der turistkroner i, så siden midten af 90erne har driftige folk i området arrangeret såkaldte moskusoksesafarier: guidede gåture på fjeldet med det formål at komme tæt på de store dyr.

Moskusokser har en langhåret pels med en tyk underuld og kraftige dækhår. Foto: Asgeir Helgestad Fold sammen
Læs mere

Dog ikke for tæt, finder vi ud af næste morgen, da vores guide, Stein, indleder safarien med at fortælle om farerne ved at gå på jagt efter dyrene. For moskusokser er ikke som andre vilde dyr på det norske fjeld, der instinktivt flygter ved synet – eller især lugten – af mennesker. Føler den sig truet, går den til angreb. Punktum. Og med en kampvægt på op til 400 kilo er det ikke svært at regne ud, hvad resultatet bliver.

Ikke fordi det sker tit, beroliger Stein, men opremser alligevel advarselstegnene: en voldsom prusten, en rysten på det store hoved og en skraben i jorden med det ene forben. Og så angreb. Det ønsker man ikke at opleve, hvorfor de norske myndigheder har dikteret grænsen for, hvor tæt man må komme på okserne – 200 meter.

Kort reaktionstid

For at angive, hvor langt det egentlig er, har man på bedste pædagogiske vis opstillet en skulptur af en moskusokse i 1:1 på parkeringspladsen, hvor safariturene starter – og omridset af endnu en 200 meter derfra.

Som vi står og ser på det, virker det umiddelbart langt. Men vel vidende at oksen kan løbe 60 km i timen, giver det ikke mange sekunder til at komme væk. Og så virker 200 meter pludselig som en foruroligende kort afstand.

Men inden man behøver bekymre sig om hurtigløb, skal okserne spottes. Så med Stein i spidsen begiver undertegnede plus syv øvrige forventningsfulde moskusokseturister sig op ad grusstien fra parkeringspladsen. Dagen inden havde en større flok okser trasket rundt i den korte vegetation lige her, men i dag lokker græsset så tæt på vej og biler tilsyneladende ikke, så vi forlader stien og bevæger os ind over fjeldsletten.

Moskusokserne har et areal på cirka 180 kvadratkilometer at brede sig på, så det er langtfra givet, at de er, hvor safarigæsterne kommer. Foto: Gitte Holtze Fold sammen
Læs mere

Bevoksningen består af lav og stridt græs, og her og der ligger der sten skjult i de lave buske, så vi lader Stein om at spejde efter sorte, behårede klatter i det grønbrune, bølgede landskab, mens vi koncentrerer os om, hvor vi sætter fødderne. Han spejder og spejder, vi går og går, op over en lille bakkekam, forbi en smal elv, rundt om lave buske, gennem krat.

Pludselig stopper Stein. Brat. Bag en lille bakkekam foran os kan vi se gevirerne på en flok rener, der er på vej hen over sletten. De har ikke opdaget os – i så fald ville de være stukket af, hvisker Stein.

Imponerende flok

Vi bevæger os langsomt fremad, og da vi når kanten af bakkekammen, er det, vi nu kan se er en imponerende flok på omkring 200 rener, nået så langt væk, at vi befinder os de reglementerede 200 meter fra dem.

Det sker virkelig sjældent, siger Stein henrykt. Rener er sky, så at vi har set dem, er et lykketræf.

Det betyder imidlertid ikke lykken med mokusokserne. Ingen sorte klatter bryder det efterårsfarvede landskab, og vi belaver så småt vores hjerner på, at en safari ikke er en zoologisk have, hvor man kan være sikker på at se dyrene.

Efter knap tre timer uden anden moskusokse i syne end den af jern på parkeringspladsen spiser vi frokost i halvt læ bag et par undseelige sten. Imens har Stein kikkerten rettet mod en fjeldside langt ude i horisonten. »Der er et par stykker derovre,« siger han, og tager en rask beslutning om, at selv om det vil forlænge turen med et par timer, skal vi se okser.

Det er det, vi er her for, så den næste time mosler vi gennem krat, sump, buske, mudder, over en bred flod og op gennem et tæt buskads på den stejle skråning på den anden side.

Vi har alle sammen våde og mudrede bukseben, vinden er ikke blevet mindre kold, og en petit spansk pige sakker længere og længere bagud.

På Dovrefjell, med udgangspunkt i parkeringspladsen ved Hjerkinn, ligger Snøhetta Viewpoint, hvorfra man i hyggelige (og varme) omgivelser kan forsøge at spotte moskusokserne. Foto: Visitnorway Fold sammen
Læs mere

Men selv hun glemmer mudder, vind og den lange vej foran os tilbage, da vi ser okserne. Fra at have været små, sorte prikker er de nu tre fuldvoksne dyr plus en unge. Der uden at lade sig mærke af de otte begejstrede menneskeskabninger, der stirrer på dem, roligt gumler græs, trasker lidt fremad, gumler mere græs, kigger ud over sletten, gumler lidt mere. Vi er måske 300 meter fra dem, men set i en af de adskillige kikkerter, vi har med, føles det, som om at rækker man hånden ud, kan man røre ved de tunge horn på hannens hoved eller klappe den lille unge, der nysgerrigt maser sig fremad i krattet på sine tykke, korte ben.

Da vi startede turen, forberedte Stein os på en gåtur på fjeldet på måske en time, inden vi ville se moskusokserne. Da vi er tilbage på parkeringspladsen, har vi været i gang i plus syv timer. Men det er okay – det ville ikke have været en rigtig safari af den uforudsigelige slags, hvis dyrene havde gået parade ved parkeringspladsen.

Rejseliv var inviteret af Innovasjon Norge.