Nordtysklands højeste bjerg

Bloksbjerg er toppen af Harzen og der, vi sender heksene hen til Skt. Hans. Rejseliv besteg bakken, de kalder et bjerg.

Man kunne tro, at det var raketten fra Tintin-albummene »Månen tur-retur«, der er landet på toppen af Bloksbjerg. Men det er nu blot en stor sendemast. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Kaptajn Haddock ville kalde tågen »tyk som ærtesuppe«. Den smyger sig tæt om bjerget. Som den gør 300 dage om året. Sigtbarheden er cirka 10 meter, og vinden piber i toppen af fyrretræerne. Det minder om den slags skove, som hovedpersonerne i Grimms eventyr altid farer vild i.

Læs også: Nudister får egen vandrerute i Tyskland

Kan godt forstå, at Goethe byggede videre på folkefortællingerne og gjorde bjerget til hjemsted for alskens hekseværk i sit store værk Faust. Han besteg selv bjerget i 1787, og i Faust beskriver han, hvordan heksene hvert år på Valborgaften 30. april mødes på toppen.

Farven på de stedvise løvtræer er efterårsorange, så hverken Valborgsheksene eller dem, vi sender herned ved midsommer, burde være her længere. Men i denne kulisse kan man blive i tvivl. Særligt, når skoven pludselig bryder ud i et menageri af røg, damp og tuden. Det viser sig at være den gamle smalsporsbane fra 1899, der stadig kører op til toppen af Bloksbjerg. Et pertentligt tysk vedligeholdt damplokomotiv kommer ud af tågen og skoven og passerer ganske tæt forbi. De magelige turister vinker fra kupéerne og deres medbragte kaffe. Vi smiler og traver videre op mod Stasimoskeen på toppen.

Bloksbjerg – eller Brocken, som det hedder på tysk – er med 1.141 meter Nordtysklands højeste bjerg. Bjerg er måske en lidt frisk betegnelse. Lidt på samme måde som med vores eget Himmelbjerg. »Stor bakke« er mere retvisende. Det ligger i hjertet af Harzen mellem delstaterne Sacshen-Anhalt og Niedersachen, og grænsen mellem det tidligere Øst- og Vesttyskland løb et par kilometer fra toppen af Bloksbjerg. Det blev besat af amerikanske tropper i slutningen af Anden Verdenskrig, efter at den 8. amerikanske luftflåde et par uger forinden havde bombet hotellet, der dengang lå på toppen, ned i hoftehøjde. Men i 1947 overgik toppen af Bloksbjerg til den sovjetiske besættelseszone, og i 1949 sprængte russerne resterne af hotellet væk.

Langsomt blev grænsen mellem øst og vest mere og mere militariseret, og i 1961 blev toppen gjort til militært område. Russerne og deres østtyske allierede byggede overvågningstårne til spionage og radioovervågning ind i Vesttyskland – deraf øgenavnet »Stasimoskeen« til den store betonbygning på toppen. Danske turister – der for alvor opdagede Harzen i starten af 1960erne og frem – vil have stået på vestsiden og kigget op mod toppen med dens mærkelige bygninger. Grænsen var markeret af et hegn, og på den østtyske side var der en cirka 20 meter bred nyreven sandkasse. Den blev gået efter en gang i døgnet. For fodspor. Der kunne jo være en enkel eller to lykkelige socialister, der havde forvildet sig ud af bonde- og arbejderrepublikken DDR, og det ville styret gerne holde styr på.
Grænsen er i dag markeret med en betonvej, som Goethestien følger små 500 meter.

Det sidste stykke mod toppen tilbagelægges ad den asfalterede vej, der også fører derop. Hun havde helt ret, den hjælpsomme tysker i Toftenhausen, hvor stien til toppen af Bloksbjerg starter. Hun rådede os til at spørge om vejrudsigten i besøgscenteret, inden vi drog af sted mod toppen. For selv om det var efterårslune 16 grader ved starten af ruten, føles det som 5 grader heroppe. Vinden piber med stormstyrke. Sammen med den tætte tåge er der fuld fart på chill-faktoren. Halstørklædet er kærkomment, og det samme er døren ind til Brockenwirt, der er restauranten i stationsbygningen på toppen.
Snupper en kop kaffe. De mere eventyrlystne togturister hopper i hobetal på gullaschsuppen med hvidt brød. Klokken er dog ikke nok til efterårsfarvet rod-sammen-suppe a la turistfælde. At dømme ud fra de veltilfredse reaktioner ved bordene smager det dog væsentligt bedre, end det ser ud.

Kan mærke de 11 kilometer i benene. Ved godt, der i indledningen af artiklen står otte kilometer, men det betinger, at man kan finde vej, og selv om skiltningen er til de højeste tyske vandrestandarder, så missede vi det rette udgangspunkt med 200 meter og fik som tak tre kilometer ekstra i støvlerne. Men stigningsprocenterne er aldrig rigtigt voldsomme, og stierne er brede og med plant grusunderlag, så vandrere af alle kategorier kan klare turen op. De friske rammer toppen på halvanden time, mens de, der skal sætte sig på hver en bænk langs ruten, skal regne med at bruge op til tre timer på at nå toppen.

Stasimoskeen er i dag indrettet som hotel. En overnatning koster fra 120 euro pr. nat, og der er et besnærende aspekt i at tilbringe natten i de samme bygninger, som »ondskabens imperium« og deres østtyske håndlangere forsøgte at holde styr på Vesttyskland fra. På den anden side er klimaet på toppen af Brocken ikke videre indbydende. »Ikke ulig Islands« står der i brochurerne, og med temperaturforskelle på op til 15 grader fra toppen til nærmeste landsby Schierken, der kun ligger 600 meter lavere og cirka fem kilometer væk, er det ikke det mest charmerende sted at tilbringe meget mere end et par timer.

Uden for Brockenvirt er tågen nu erstattet af et tyndt skydække. Solens stråler prikker større og større huller. Pludselig er hekseanekdoterne meget langt væk. Sætter kursen mod bilerne otte kilometer væk i Tofthausen. Klokken har netop passeret 12, og stien er langt mere befærdet nu. Mødte kun ti vandrere på vej op, nu kommer de drypvis for hver 200 meter. En gruppe mountainbikere kommer mod os. Det er en dansk gruppe, der er spredt i små felter – som når touren kravler op ad Alpe d’Huez. Det er decideret genialt mountainbiketerræn, og vandrerne deler pænt den tre meter brede grussti.

Men træd ikke udenfor. Bjerget er en stor blød mose uden for de afmærkede ruter. Som jeg opdager, da jeg synes, turen skal krydres med et godt billede af damptoget, der passerer nok engang. Løber op af en lille bakke – blot for at konstatere, at jordbunden er blød som nybagt lasagne.

Tilbage i Tofthausen frister endnu en beværtning med varm mad. Hopper i med begge ben og god appetit. Og en fortjent omgang velgjort tysk biksemad og en kold øl er den helt rigtige måde at krone sejren over Bloksbjerg på. Serveret af frodige kvinder i Heidikostumer. Klicheerne om Tyskland og Harzen er mange, og de fleste holder stik. Og det klæder både Harzen og Bloksbjerg. Det er lidt som en kinderüberraschung. En dag på bjerget favner både Tysklands smukke natur, husmandssolide gastronomi og nærværende koldkrigshistorie.

Læs også: Tysklands hjerte banker igen