Nordens smukkeste spa-oplevelser

Fortryllende vandfald, himmelstræbende fjeldvægge og naturreservater, der kan tage pusten fra hvem som helst. Læg dertil rindende og brusende vand, sauna-gus og sten fra fjorden.

Udsigten fra den udendørs pool på Hotel Union. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christina Sulebakk

Norge kan for de fleste lyde som et både koldt og dyrt rejsemål. De færreste kender dog til de mange spa-oplevelser, som Norge tilbyder, og som sagtens kan måle sig med dem, man kan få i andre lande.

Jeg besøgte derfor her i sommers tre spa-hoteller i Norge for at se nærmere på, hvad der hver især gør dem helt unikke som spa-rejsemål.

Første stop på min rejse er byen Geiranger. Her er høje fjeld, brusende vandfald og en dyb fjord.

Selve byen har kun ganske få fastboende, men det opvejes så rigeligt i sommersæsonen, hvor store cruiseskibe slås om pladsen i den smalle fjord, og mobilhomes og cykelrejsende kæmper sig vej ind over fjeldene for at komme til den smukke by.

Geiranger er ikke uden grund blevet optaget på UNESCOs verdensarv-liste.    

Hotel Union byder på Feng shui og Japansk dampbad
Hævet over byens fjord ligger Hotel Union. Med majestætisk elegance lyser det op med sin hvide facade og store glasvinduer, der har udsyn til byen og fjorden.

Hotellet drives af fjerde generation af Mjelva-familien, som med hjerte, sjæl og god forretningsmæssig forståelse driver hotel på første klasse. Selve hotellet byder på 197 værelser, to restauranter, flere barer, bibliotek og et særligt veteranbilmuseum.

Spa-afdelingen blander feng shui, naturmaterialer og luft på bedste måde. I øverste etage ligger flere forskellige afslapningsrum. Ét rum har rensdyrskind på gulvet og behagelige sofaer bygget ind i vindueskarmen.

Et andet rummer et hyggeligt bibliotek med godt udvalg af bøger og blade. Og et tredje rum er indrettet, så energierne kan bevæge sig frit rundt i rummet og udøve en positiv effekt på gæsterne.

Eventyrlige vandfaldsbrusere
I stueplanet byder spa-afdelingen på et japansk dampbad, et dampbad med duft af eucalyptus, en finsk sauna, en hydrawalk, som er en japansk stenbesætning med iskoldt vand samt fire vandfaldsbrusere opkaldt efter de mest berømte vandfald i fjorden.

Vandfaldene »De Syv Søstre« og »Brudesløret« kaster milde stråler af vand på den badende, omhyllet af duft fra æsteriske olier og med grønt lys, der skaber en fornemmelse af regnskov og subtropisk eventyr.

De to andre vandfaldsbrusere, »Frieren« og »Storseterfossen« kaster med brusende kraft vandmasser ud over den badende. 

Behandlingsmenuen på Hotel Union er bred og vidner om, at hotellet værdsætter den natur der omkranser dem. Alle behandlinger er opkaldt efter steder og naturfænomener i Geirangerfjorden, som »Ørnesvinget«, »Kærlighedsstien« og »Dalsnibba«.

Tyrkisk inspireret kropsbehandling
Jeg skulle prøve »Hamam«, som til gengæld ikke var opkaldt efter områdets store naturoplevelser, men derimod stammer fra Tyrkiet og er et renselsesritual.

Hamam går årtusinder tilbage i den tyrkiske historie og bruges blandt andet som et ritual, alle kommende ægtefæller skal igennem, inden man kan indgå i ægteskabet.

Jeg blev lagt på en varm marmorplade i et fugtigt ottekantet rum. Herefter kom behandleren ind – en bulgarsk mand med bar overkrop og et farverigt klæde om livet, og han begyndte straks at hælde vand på mig.

Herefter fulgte en peeling med hamphandske efterfulgt af indsæbning fra top til tå. Behandlingen fulgtes af en helkropsmassage i det varme damprum.

Efter 50 minuter med varme, damp, duft og massage var behandlingen slut, og jeg blev ført ind i det tilstødende rum, hvor jeg fik en kop æblete, mens jeg samlede energi til resten af dagen. Hamambehandlingen føltes skønt og afslappende, og renhedsfølelsen fulgte mig i flere dage, efter at jeg havde forladt Hotel Union.

Næste: Solstrand Hotel & Bad kan tilbyde 'Chokoladeindpakning'