Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Elegant, moderne arkitektur mellem gamle pakhuse. Nyt krom og glas blandt smuldrende mursten. Det er denne blanding, som gør The Meatpacking District så interessant.
New Yorks mest trendy spisesteder, labreste luksusbutikker og nyeste kunstgallerier ligger her i »kødbyen«, hvor skoldede grisekroppe er afløst af smækre fotomodeller. Det nye in-kvarter ligger på sydvest-delen af Manhattan i et gammelt industriområde, der i årene 1930-1990 var New Yorks spisekammer. Her blev der slagtet gæs og grise i store bygninger omkring Gansevoort Market, som havde 250 slagterier og pakkerier.
Sådan var det i The Meatpacking District indtil sidst i 1980erne, da en helt anden slags kødindustri rykkede ind – nemlig prostitution. Især de transseksuelle holdt til i det skumle kvarter, hvor mange bygninger nu stod tomme. Der var også en livlig handel med hårde stoffer.
Men snart pressede ejendomspriserne de sidste slagterier over på den anden side af Hudson-floden, over til New Jersey – og nu rykkede pengene ind. Lagerbygninger og fabrikshaller blev renoveret og omdannet til showrooms, kontorer og luksuslejligheder, der snildt koster 10 millioner kroner.
I dag er The Meatpacking District forvandlet til et af New Yorks livligste kvarterer med et storslået udbud af mad, design, hoteller og natklubber og kaldes »New Yorks mest fashionable kvarter«.
Spise og drikke
HOGS & HEIFERS
Tatoverede biker-typer, barske slagteriarbejdere, babes fra »uptown« med limousinen ventende udenfor, berømte modefotografer og fotomodeller står tæerne af hinanden på Hogs & Heifers. På hverdage er baren (navnet betyder »orner og kvier«) stamværtshus for områdets sidste slagtere, og om aftenen hænger tilflyttede macho-typer ud her. Men i weekenderne er Hogs & Heifers tæt pakket med nysgerrige turister.
Adresse: 859, Washington St.
Info: www.hogsandheifers.com
THE SPOTTED PIG
Stedet er et tilløbsstykke for brunch-spisere. Her er hyggeligt og travlt. Stemningen er som i »Tokanten« i København i gamle dage. Man må sno sig - mellem masser af borde, sjove ting og afslappede mennesker.
Adresse: 314, W. 11th Street
Info: www.thespottedpig.com
PASTIS
Europæiske loppemarkeder er blevet støvsuget for at skabe den rette stemning af fransk brasserie anno ca. 1930. Det er stedet at komme, hvis man elsker mennesker. For her er de i massevis, morgen, middag, aften – og efter midnat, hvor der serveres en særlig soupé.
Adresse: 9, 9th Ave
Info: www.pastisny.com
RHÔNE
Her fås flere end 20 slags vin glas-vis, og 200 forskellige vine på flaske. Stedet, der holder til i et ombygget parkeringshus uden skiltning, er ikke nemt at finde. I weekenderne, og især efter midnat, mødes feststemte folk af alle aldre og hudfarver – ikke så få er lommetyve, så pas på tegnebogen!
Adresse: 63, Gansevoort St.
202
Her er lækre ting til kroppen og hjemmet – og til maven. Menuen er amerikansk/Middelhavet. Der er en bevidst flydende overgang mellem butik og café, der er en kopi af designer Nicole Farhis London-butik. Her er tøj og ting, antikke møbler, nips og mad. Spiseafdelingens mest iøjnefaldende møbel er et langbord, der siges at stamme fra et fransk fængsel.
Adresse: 75, 9th Ave.
BALDUCCI’S FOOD LOVER’S MARKET
I en tidligere bank med højt til loftet og krystallysekroner ligger nu et udsøgt marked med alverdens friske råvarer.
Adresse: 81, 8th Ave.
Info: www.balduccis.com
Shopping
JEFFREY NEW YORK
Som at bladre i 1970er årgange af »Vogue« – her hænger de som vintage: YSL, Gucci, Ferragamo, Courreges. Her er Pucci-silkekjoler, bamsebløde, tibetanske ponchoer og labre Helmut Lang-buksesæt.
Adresse: 449, West 14th St.
Info: www.jeffreynewyork.com
ALEXANDER MCQUEEN
Stemningen er som i et futuristisk museum, hvor solbriller er smukt udstillet i montre, og tøjet vises på mannequiner, der hænger ned fra loftet. Betjeningen er så diskret, at man sagtens kan få lov at kigge I fred. Men har du mod og penge, så snup en af de små silkekjoler – til 2,930 dollar.
Adresse: 417, W. 14th St.
Info: www.alexandermcqueen.com
STELLA MCCARTNEY
Stilen er halvt militær, halvt tøset. Her er dæmpede farver, super cool musik og anvendeligt tøj af Paul McCartneys datter, der laver tøj, som er sexet og feminint. Stella er fanatisk veganer og laver kun sko og tasker af syntetiske materialer – det bliver de ikke billigere af.
Adresse: 429, West 14th Street
Info: www.stellamaccartney.com
PRINTED MATTER
Sælger bøger, der er lavet af kunstnere – amerikanske og internationale. Ud over at være en boghandel er her foredrag af kunstnere og kritikere.
Adresse: 195, 10th Ave.
Info: www.printedmatter.org
KARIM RASHID SHOP
Rashid er egyptisk-engelsk og opvokset i Canada. Nu bor han i New York og er designer med succes i firmaer som Alessi, Prada og Georg Jensen. Hans butik sælger alt fra møbler til dimser.
Adresse: 137, West 19th Street
Info: www.karimrashidshop.com
DIANA VON FURSTENBERG STUDIO
Nyt og gammelt, lys og mørke, åbent og lukket er kombineret i denne glastilbygning på et gammelt hus, der nu er beboelse, showroom og butik for designeren Diana von Furstenberg, der i 1970erne blev berømt for sine slå-om-kjoler – som er moderne igen.
Adresse: 874, Washington Street
Info: www.dvf.com