New Orleans er tilbage

For fem år siden hærgede orkanen Katrina gennem New Orleans, men sydstatsbyen har overlevet.

Solen er gået ned over Bourbon Street og det franske kvarter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Robyn Beck, Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En eftermiddag for præcis fem år siden kørte en bus med 18 passagerer ind i New Orleans. Den kom med den første gruppe turister efter orkanen Katrina et halvt år tidligere.

Læs også: 5 hotte tips til New Orleans

»Beboerne modtog de 18 turister med tårer. Taknemmelige beboere kom ned på Bourbon Street og omfavnede dem. En gæst sagde at han på få minutter havde fået lige så mange kys som tidligere i hans liv,« fortæller Gerry Meir, som B.T. Rejser møder i en de mange musikklubber i New Orleans’ centrum.

I dag kan han og hans band igen leve nogenlunde godt af turisternes drikkepenge. Fem år efter orkanen lever næsten lige så mange indbyggere (en trediedel) af turisme som før Katrina.

Naturens overgreb
Katrina er i dag i amerikanernes kollektive selvbevidsthed blevet et symbol på naturens ultimative overgreb på den amerikanske drøm.
Men den var nådig ved »selve New Orleans sjæl, det oprindelige franske kvarter,« som Meir siger.

Hvor orkanen smadrede det meste af byens forstæder, slap bykernen med skrækken. Formentlig fordi byen oprindelig blev anlagt under havoverfladen. Den er beskyttet af de efterhånden mange meter høje diger. Og fordi, som en guide siger: »Man kan sige meget franskmændene – jeg ved det, jeg er tysker – men dengang for tre hundrede år siden kunne de bygge huse, der holder. I dag bygger man for de hurtige penges skyld«.

B.T. Rejser ankommer til New Orleans en lørdag eftermiddag. Går straks en tur i det franske kvarter. Indrømmet, byen har sjæl. Den har musik. De farverige huse med karakteristiske, kunstfærdige smedejernsbalkoner udståler et andet USA, end det man kender fra tv og film. Det er nogle af landets ældste huse. De ældste fra 1718.

I en sidegade møder jeg en ung kvinde, der skal have taget sit bryllupsbillede. Bruden smiler lykkeligt og fotogent foran en afskallet husmur. Uskyldshvid, ungdommelig livsglæde på en slidt, patineret baggrund. Stars And Stripes vejrer ovenover. Et billede på New Orleans i dag.

Det er sen, varm eftermiddag. Sidegaderne emmer af broget cajun-jazzet stemning og forventningsfuld tørst efter lørdag aften. Specielt de mange gårdhaver med restauranter og caféer lokker. Jeg tager en fadøl i en grilltåget gårdhave og betragter folkelivet. Bestiller en kreolsk jambalaya (ruskumsnusk på sydstatsamerikansk). Falder hurtigt i snak med et par amerikanske turister.

Venlige mennesker

Som overalt i det sydøstlige USA er folk imødekommende, venlige, lidt overfladiske, og så kender de en dansker. I baggrunden spiller et tremands zydecoband. En form for musikalsk jambalaya. Tiden går langsomt i skyggen med udsigt til en af de berømte porte, som stadig rummer en flig af den berømte voodoostemning - som ellers opleves bedst på kirkegårdene 1, 2 og især 3 uden for byen. På den anden side udsigt til den nedadgående sol over tagene. En af de små lommer i livet, hvor det meste giver mening.

New Orleans er en smeltedigel af fransk, spansk, mellemamerikansk og afrikansk indflydelse. Jeg har set rudekuverter der var mere skræmmende end de mange voodoo turistbutikker. Den kommercielle omklamring af det franske kvarter er udbredt. Man lærer hurtigt, at den sjæl, Gerry taler om, skal findes i sidegaderne og gårdene.

Den berømte Bourbon Street med de mange musikklubber, restauranter og utallige stripbarer minder desværre mest om en i enhver henseende syndig og støjende blanding af Istedgade i gamle dage, Bakken og Sunny Beach i dag. Det kan anbefales at flygte ind i en af de utallige klubber, hvor alle tænkelige musikalske genrer, aldersgrupper og konstellationer er repræsenteret. Musikerne er særdeles kompetente.

Vil man gerne høre New Orleans jazz – og det SKAL man selvfølgelig – kan klubben Fritzel’s Jazz Club i den rolige ende af Bourbon Street stærkt anbefales. Alene fordi det er byens ældste klub. Men også på grund af stemningen. Jeg var der to aftener i træk. Under navnet Fritzel’s All Stars sidder forskellige musikere fra aften til aften. Utroligt forrygende og medrivende, specielt pianisten og en banjospiller, der ligner Mr. Potato Head fra Toy Story.

Læs også: 3 sikre hits på rock-rejsen til USA