New Mexicos vilde vesten

Maleren Georgia O’Keeffe faldt pladask for New Mexicos dramatiske natur, da hun så den første gang. På Ghost Ranch kan man træde i hendes fodspor og opleve det landskab, der inspirerede hendes kunst.

Den mest populære vandretur på ranchen går til toppen af Chimney Rock, en skorstenslignende klippeformation, der rager op over den flade højsteppe. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det siges, at det spøger på Ghost Ranch. Det falder som en henslængt sidebemærkning, da vores guide på en rundtur forklarer, hvordan ranchen har fået sit navn. Noget med, at indianerne mente at have set jordhekse med rødt hår og kvægtyve, der gemte guld og ville skræmme folk væk.

»Der er stadig folk, der er så overbeviste om, at stedet er hjemsøgt, at de ikke vil overnatte her,« siger guiden Wendy Davis.

Men det er som om, de fabelagtige fortællinger træder i baggrunden, når man står ansigt til ansigt med landskabet, for man føler, at man bliver suget ind i et maleri eller en westernfilm.

Ghost Ranch ligger i det nordlige New Mexico og skutter sig i et øde og dragende ørkenlandskab. Ranchen var tidligere en såkaldt ’dude ranch’, hvor rige folk kunne komme og lege cowboys for en stund, men i dag er det et sted, hvor man kan deltage i workshops om alt fra fotografi til astronomi og yoga eller blot komme for at slappe af og finde sig selv eller traske rundt og udforske naturen.

Ghost Ranch har dannet kulisse for en række film, lige fra åbningsscenen i ’Indiana Jones og krystalkraniets kongerige’ til ’The Missing’, ’Young Guns’ og ’3:10 to Yuma’, men er mest af alt berømt for at have været maleren Georgia O’Keeffes muse. Efter sit første besøg på ranchen i 1934 vendte hun tilbage hvert år gennem 50 år og udødeliggjorde landskabet i hundredvis af malerier.

For at træde i kunstnerens fodspor kan man passende tage med på en landskabsrundvisning. Vi sætter os ind i en minibus og kører ad støvede grusveje på en dag, hvor solen skinner fra en klar himmel, og de gule aspetræer står som flammer op ad de rustrøde klipper.

Cerro Pedernal - den ikoniske mesa

»Kan I se bjerget der i horisonten,« siger vores guide Wendy Davis og peger.

I det fjerne tårner et enligt bjerg med en flad top sig op. Det er Cerro Pedernal, der er en del af både navajo- og apache-indianernes skabelsesmyte, og O’Keeffe kastede sin kærlighed på den ikoniske mesa, som hun forevigede i 28 af sine malerier.

»Hun plejede at sige, at Gud havde fortalt hende, at hvis hun malede bjerget nok gange, kunne hun få det,« fortæller Wendy.

Det gjorde hun på sin vis også, for efter sin død blev O’Keeffes aske spredt over Pedernal efter hendes eget ønske.

Vi står ud af bussen for at kigge nærmere på nogle af de steder, som O’Keeffe malede.

»Bliv på stien for en sikkerheds skyld – der kan være klapperslanger,« advarer Wendy. Hun peger på et enebærtræ, hvis nøgne grene griber mod himlen som på flere af kunstnerens lærreder.

»O’Keeffe var meget fascineret af disse træer, og nogle af dem er over 200 år gamle. Vi ved dog ikke præcist, hvilket af dem hun malede, det kan være, at det slet ikke står her længere,« siger Wendy Davis.

Hun holder et af malerierne op, så vi kan sammenligne med landskabet foran os, og det er næsten som om, vi står midt i maleriet. Wendy forklarer, at O’Keeffes malerier er næsten fotografiske afbildninger.

»Men hun malede det på en abstrakt måde og ændrede farverne eller fokuserede på en enkelt detalje, hvilket var uhørt for landskabsmalerier på hendes tid,« siger hun.

Naturen i Ghost Ranch - en inspirationskilde for O'Keeffe

O’Keeffe gik lange ture hver eneste dag på Ghost Ranch for at finde inspiration i naturen. For at kunne male på farten omdannede hun en bil til et mobilt atelier ved at rive passagersædet ud og gøre plads til lærred, staffeli og akvareller. Vil man virkelig opleve O’Keeffes Ghost Ranch er det bare at snøre vandrestøvlerne og begive sig ud på en af de mange stier. Jeg sætter kursen mod Chimney Rock, en klippeformation, der rager op mod himlen som en række skorstene, og går ad ranchens mest populære vandrerute. O’Keeffe malede aldrig Chimney Rock, men derimod en lignende formation, som kan ses i horisonten.

Som solen daler, danser skyggerne over folderne på de rustrøde klipper, og det er som om hele det golde land ændrer farve og karakter hvert minut. Stilheden er øredøvende. Ghost Ranch breder sig over 85 kvm. og har blot nogle få tusinde besøgende om året, så jeg deler O’Keeffes følelse af, at al denne storslåethed er skabt kun for mig. Indtil jeg møder den eneste forbipasserende– en midaldrende kvinde, der fortæller, at hun har siddet ved toppen af Chimney Rock i en times tid og bare faldet i staver og ladet landskabet glasere sine øjenæbler.

Der er en håndfuld kortere vandreture på Ghost Ranch, der går langs højdedrag, dybt ind i kløfter og til toppen af bjergene. Fold sammen
Læs mere

»Jeg elsker denne her tid på dagen, hvor skyggerne bliver så dramatiske,« siger hun.

Da jeg omsider når toppen, svedig og forpustet, føles den friske brise dejligt kølende. Jeg står flere hundrede meter over den flade slette, som en anden Rafiki, og foran mig rager de falliske skorstensklipper op. Jeg sniger mig langsomt ud mod kanten, indtil højdeskrækken begynder at knuge mit bryst. Og jeg føler mig på en gang alene og i live.

Da jeg kommer tilbage, indlogerer jeg mig på et af Ghost Ranchs’ værelser. Ranchen er langt fra noget luksuriøst refugium – hytterne er rustikke og simple, og maden bliver serveret i en stor spisesal. Der er intet tv, telefon eller internet på værelset, og mobilsignalet er svagt. Så her sidder folk på bænke og kigger ud over klipperne, mens de skifter farve, som om de er bange for, at mørket vil vaske dem væk for altid.

Jeg husker, hvad Wendy fortalte tidligere på dagen. Georgia O’Keeffe boede i en adobe-hytte på grunden, og hver aften kravlede hun op ad en stige og satte sig på det flade tag og kiggede på stjernerne. Jeg kigger op. Uden glødende gadelamper og billygter står Mælkevejen som et lysende penselstrøg på den mørke himmel, mens månen sikrer, at klipperne stadig holder på røde og gule nuancer. Hvordan kan man ikke blive inspireret af det?

Læs også: http://www.b.dk/rejseliv/verdens-bedste-oe-ferier