Natteravn i Barcelona

For mange guidebøger følger en stiv formel, mener svenske René Lönngren, der står bag den alternative Barcelona-guide Le Cool.

Barcelona har et forrygende aften- og natteliv, som man ikke må snyde sig selv for, selv om man er træt efter dagens mere almindelige sight seeing. Og hvad er bedre end at lægge grunden til turen ud i natten med en portion tapas? Fold sammen
Læs mere
Foto: Flickr.com
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

René Lönngren tøver, da jeg spørger, om der overhovedet er noget dårligt at sige om Barcelona? Han har netop holdt lidt af en brandtale for Gaudis by på en af de små cafeer i kvarteret El Born.

Læs også: 3 spanske oplevelser i Barcelona

- Her er en del larm. Der er altid nogen, der har i gang et byggeprojekt, konstaterer han efter at have tænkt sig grundigt om.
- Jo, så er der også nogle, som synes, at katalanere er noget reserverede. Det er de også. Men måske passer det meget godt til den skandinaviske mentalitet, tilføjer han.

René Lönngren er oprindeligt fra Sverige. Han satte for første gang sine ben i Barcelona i efteråret 1999. Tre måneder senere sagde han sin lejlighed i Göteborg op for at prøve lykken her.
- Jeg connectede straks med Barcelona. Byen har det hele. Klimaet, vandet, arkitekturen. Den er nem at gå til med små afstande og uden den vanvittige trafik, man møder i mange andre store byer, siger René Lönngren.

Savnede de gode steder
Han er manden bag konceptet Le Cool, som producerer guidebøger til en række byer i Europa. Det hele startede netop her, i Barcelona, med et onlinemagasin tilbage i 2003. For selvom han straks faldt for byen, fandt han snart ud af, at der manglede noget. Det var svært at finde de gode steder udenfor turistruten, og det besluttede han sig for at gøre noget ved.
- Jeg oplevede, at mange i Barcelona prøvede at gætte sig til, hvad en udlænding gerne ville opleve, og det var sjældent det rigtigt interessante, siger René Lönngren.

Det blev startskuddet til onlinemagasinet Le Cool. René Lönngren hyrede en række lokale skribenter, som postede tips om gode steder i alle kategorier. Først til folk, der boede i byen. Senere opstod ideen om en regulær guidebog.
- Den skulle hverken være high-end eller Lonely Planet on a shoestring. Det var noget andet, jeg søgte, siger René Lönngren, mens vi bevæger os ind i de smalle middelaldergader.

Fodbold og kærlighedshoteller
På Carrer de Flassaders lokker bageren Hofmann patisseria med dekorative chokoladeskulpturer, bryllupskager og, ifølge kendere, byens bedste croissanter.

I den modsatte ende af gaden har Bodega Flassaders siden 1956 serveret tapas, øl og kaffe med udsigt til en plads, der ligger godt gemt ad vejen bag Picassomuseet.  
- Mange guidebøger følger en stiv formel. Vi ville formidle et personligt og intimt syn på Barcelona. Den skulle være poetisk skrevet og give et mere alsidigt syn på byen end det normale glansbillede, siger René Lönngren.

Bogen, som er delt op på døgnets 24 timer, indeholder stadig de traditionelle informationer om museer og fodbold – med pro’s og con’s ved både Espanyol og Barca. (‘En sikker vinder’ som Barcas absolutte fortrin). Tapasbarerne er også listet i flere kategorier. For ikke at tale om swimmingpools med udsigt over byen, bedste kur mod tømmermænd, bedste strandbarer, god shopping og steder for de få mennesker, der står tidligt op i en by, hvor det meste holder lukket til op ad formiddagen.

Men der er også plads til de informationer, man som regel skal bo i en by for at få. For eksempel byens bedste steder at støve en fest op – i flere tilfælde på stranden. Eller det sydlandske fænomen ‘Hoteles del amor’, hvor man checker ind for en time eller to med sin elsker eller elskerinde.  
- De mere lyssky steder er også en del af Barcelona. Jeg er sikker på, at der er turister, som også gerne vil udforske den side af byen, siger René Lönngren.
- Nogle af kærlighedshotellerne har forøvrigt en helt speciel atmosfære og en unik arkitektur. Selvom man er på ferie med sin udkårne, kan det være en ganske interessant oplevelse, tilføjer han.

Burgerbølge skyller gennem Barcelona
Turister drikker vin, mens gamle mænd spiller kort foran Santa María del Mar. I Danmark er kirken blevet kendt som ‘Havets Katedral’, efter at forfatteren Ildefonse Falcones har skrevet en bestseller, oversat til blandt andet dansk, om, hvordan bygningsværket blev til i 1300-tallets Barcelona.
- Born er mit yndlingskvarter. Her er ingen trafik, her er gode restauranter, god design, og spændende historie, siger han, da vi drejer ned ad Consolat del mar.
Vi passerer Kiosko Burger, hvor man kan man købe en japansk gourmetburger, hvis man er træt af fisk og skalddyr.
- Lige nu er der en burgerbølge i byen. Spiser man også mange burgere i Skandinavien for tiden? spørger René Lönngren.
- Køkkenet i Barcelona er virkelig gedigent. Der er også mange turistfælder med fedtede tapas, men her er helt klart basis for gourmetturisme, siger han.

Trendy Barcelona?
Køen når adskillige meter ud på Placa Olles, hvor den aflange bar Cal Pep tiltrækker folk fra nær og fjern, der har hørt rygtet om, at man her kan nyde nogle af Barcelonas bedste og friskeste tapas.

Et stort vægmaleri har sneget sig ind på muren nogle meter væk. Bystryret er ellers blevet mindre tilbøjeligt til at se igennem fingre med graffiti og gadekunst de seneste år, men de sjove og skæve motiver er stadig en vigtig del af Barcelonas udtryk. Til gengæld har de lokale myndigheder haft held til at lukke en række af de natklubber, der i en årrække har tiltrukket et bestemt segment af turister, fortæller René Lönngren.
- Barcelona er nok faldet på trendbarometeret, hvis det er klubscenen, der trækker. Mange af de populære klubber, for eksempel La Paloma, er blevet lukket, efter at byens borgere har klaget over larm, siger han, mens vi går i retning mod den gotiske bydel.
René Lönngren slår dog fast, at Barcelona er mere populært end nogensinde.
- Klientellet har bare ændret sig en smule. Hvis man er til et godt miks af ældgamle barer, drags og trendy cafeer, er nattelivet også stadig blandt de mest livlige i Europa, siger han.

 

René Lönngren anbefaler

Tapas i kælderen
Tapac 24 holder til i et kælderlokale i kvarteret Eixample. Det er Carles Abellan, bedst kendt for Michelin-restauranten Comerc 24, der har åbnet et nyt tapassted med både traditionelle katalanske tapas og mere moderne indslag. Prøv for eksempel »bikini de trufa« – en skinke og ostesandwich med trøffelolie. Ejeren har tidligere arbejdet sammen med Ferran Adria, manden bag El Bulli.
Adresse: Diputació 269, Eixample Dreta. Metro: Passeig de Gracia.

Grafisk design og streetart
Hvis du er til gadekunst, så besøg galleri Valery, der ligger godt gemt ad vejen nær kvarteret Raval. Her udstiller grafiske designere, både lokale og udenlandske, løbende i baglokalet. Selve butikken sælger alt fra trøjer og puder med print til nichebøger om fodbold, alternative guiderbøger, plakater og kitch.
Adresse: Valery, Calabria 85, åben mandag-fredag kl. 16-20. Info: vallery.es  

Brunch på taget
Federal Café åbnede sidste år nær kvarteret Poble Sec. Den er lækkert indrettet med stilrent design, og så serverer de en rigtig god morgenmad. Du kan også læse internationale blade og aviser. Cafeen, som er ejet af to australiere, ligger i tre etager og har god udsigt til gaden. Tagterrassen er et hit – spis her, hvis vejret er til det.
Adresse: Calle Parlament 39.

Japanske burgere
Tapas er ikke nødvendigvis det, der trækker mest, på en søndag ramt af tømmermænd, og det er der heldigvis råd for. Hos Kiosko Burger, som er indrettet i retrostil, kan du spise en japansk burger med teriyaki-sauce. Med mindre du er mere til en burgos lammeburger fra området Castilla y Leon. Gode øl og mulighed for takeaway.
Adresse: Marques de lágentera 1. Åben hver dag kl. 13-21

Cava, cava, cava
Ingen tur til Barcelona uden cava. Hvis du vil købe en god flaske med på stranden, så kig forbi Vila Viniteca. Vinbutikken, der er et familieforetagende fra 1932, sælger omkring 200 slags cava fra 5-120 euro og 4.000 forskellige vine. Delikatesseforretningen ved siden af, som har samme ejer, sælger alt fra højkvalitet røget skinke og oste til økomælk.
Adresse: Carrer dels Agullers 7.
Info: Vilaviniteca.es

Læs også: Se Barcelona på ti forskellige måder