Napoleons tabte ferieparadis

I år 1814-15 var Napoleon Bonaparte i eksil på Elba, hvor han regerede det lille øsamfund. I dag er øen gourmetoplevelser, naturrigdom og action prægede aktiviteter.

En lun middelhavsstemning præger Elba. Her er tempoet nede og de gastronomiske udfoldelser i top. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Nyhus.
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vandet deles i en voldsom plasken bag den motoriserede gummibåd. Med udsigt til bjergene til begge sider sejler vi i høj fart ud fra en lille tange.

Se også: Mand - tag din kvinde til Firenze!

Det er både duften af diesel og havskum, der rammer mine næsebor, da båden farer ud på havet. Målet er at se øen udefra, og det syn, der møder os, bliver både smukt og stormfuldt. Middelhavet møder os fra sin brusende side.

Da vi når ud på åbent hav, slår bølger mod båden. Store vandmængder klasker mod den gule gummibåd, der et øjeblik synes at være en legetøjsagtig joke. Jeg skiftevis lukker øjnene i, fordi jeg væmmes ved situationen, skiftevis spærrer dem op, fordi jeg vil se mere af det brusende hav. Der er ikke noget middelmådigt over Middelhavet i dag.

Rundt om mig: medpassagerer der henholdsvis fryder sig eller græmmes over, at havet viser tænder. De modige tager billeder; læner sig udover gummikanten og knipser løs. De knap så modige forsøger vist mest at tage det roligt. Selv befinder jeg mig i den sidste kategori. Jeg forsøger at samle tankerne om Elbas tørre facts.

Øen er bedst kendt som stedet, hvor Napoleon Bonaparte var i eksil i år 1814-1815. Kejseren befandt sig på øen i ti måneder, og i løbet af den periode reformerede han landbruget, omstrukturerede handelen og udbyggede vejnettet. En del af det vejnet, der findes på Elba i dag, blev netop grundlagt af Napoleon.

Desuden designede kejseren det flag, der stadig er Elbas officielle: hvidt med forgyldte bier på en rød stribe. Det var muligt, eftersom Napoleon, i modsætning til sin eksilperiode på øen Sankt Helena, ikke havde status af at være fange, da han befandt sig på Elba. Tværtimod regerede han på øen, da han boede der.

Fra min udkigspost i gummibåden får jeg øje på en mine inde på land. En mine, der sammen med en mængde andre, i mange år udgjorde hovedbeskæftigelsen for Elbas befolkning, eftersom mineralrigdommen på øen har været massiv. Faktisk var Elbas råstoffer i mange år årsag til en voldsom interesse for øen. Således gjorde romerne et væsentligt indhug i Elbas granit, da de skulle bygge Colloseum og Pantheon.

Men også jernbeholdningen på den lille ø var i århundreder årsag til omverdenens mere eller mindre flatterende sværmen for øen. Med tiden førte rovdriften på Elbas naturreserver dog til en udtømning af råstofferne, og i 1984 lukkede Elbas sidste mine ned.

Bølger slår mod båden, mens den skyder op langs Elbas frodiggrønne kyster. Styrmanden og guiden på båden, en mand ved navn Claudio, står rank og rolig bag roret. Når båden som en anden tivoliforlystelse momentvis kastes opad, og jeg snapper efter vejret, står han ligeså fast og rolig som de klipper, vi betragter på vores tur langs kysten. Jeg forsøger at læne mig tilbage; at nyde turen. Hvis jeg læner jeg mig tilbage i fysisk forstand, vil det højest sandsynligt medføre en ufrivillig svømmetur i Middelhavet. En mindre favorabel situation for en person, der aldrig rigtig har lært at svømme.

Det er derfor til min store lettelse, at Claudio på distraherende vis begynder at fortælle anekdoter og skrøner om de steder, vi passerer på vores fart. Vores fart med fart på.

En af de klipper, vi sejler forbi, viser sig at have været scene for et sandt drama på øen: En kærlighedsfarce af kaliber. Sagnet lyder, at en ung, smuk kvinde på øen skulle giftes med sin elskede. Men skæbnen ville, at hun aldrig nåede så langt; en dag kom en flok pirater til Elba og dræbte hendes forlovede. I afmagt tog kvinden derfor livet af sig selv ved at springe ud fra klippen, og hun efterlod det lille samfund i dyb sorg. Den dag i dag, fortæller Claudio, markerer Elbas befolkning den tragiske begivenhed ved at tænde lys og fakler på klippen en gang om året. Jeg kigger forbløffet på den tårnhøje klippe ved tanken om det eventyrlige piraterisagn.

Et øjeblik efter passerer vi et af de mange grøntbelagte bjerge på øen. Jeg hæfter mig ved synet af de små stier, der snor sig rundt om bjerget, eftersom jeg den efterfølgende dag skal begive mig ud på mountainbike. Og det er netop ad bjergstierne, jeg skal trampe mig til en naturautentisk sightseeing på øen. Samme bjergstier udgjorde i øvrigt færdselsårerne for Elbas befolkning, da minedrift endnu var øens største erhverv. Et erhverv, der som hovedindtægtskilde siden 1960’erne har måttet vige pladsen til fordel for turisme. En beskæftigelse, der har vokset sig så stor, at antallet af øboere tredobles i sommermånederne.

Årsagerne til Elbas tiltrækningskraft på turister skal findes flere steder. Først og fremmest er øen udstyret med en naturrigdom, der er svær at overse. Vegetationen fremstår flaskegrøn, og da der sjældent er deciderede tørkeperioder på øen, er Elba frodig det meste af året. Markante klippeformationer, systematisk anlagte vinmarker og støvede byer på toppen af bjergene præger landskabet. Bevæger man sig rundt på øen foregår det via et sirligt anlagt vejnet, der snor sig i hårnålesving rundt om bjergene.

Langs kysterne slår vandet ind på strandene, hvoraf nogle har kridhvidt sand og andre klippebund. En tredje gruppe strande har næsten helt sort sand, fordi øens naturlige indhold af jern stadig er betydeligt.

Den mangfoldige natur har gjort Elba til et sandt mekka for aktivitetssøgende turister. Ønsker man at være aktiv i sin ferie, er mulighederne mange. For de vandglade besøgende er både bade, snorkle – og dykkermulighederne til stede. De mange laguner er velbesøgte af både børnefamilier og par, og fra mange af strandene er det muligt at sejle ud for at dykke eller blot nyde synet af øen udefra. Dykkerinteresserede kan med fordel nærstudere Elbas undervandsmiljø, da der er flere sunkne krigsskibe omkring øen.

Er man knap så interesseret i at få sved på panden under sit ferieophold, byder Elba også på en mængde mere afslappede aktiviteter. Med egen vinproduktion tilbyder øen vinsmagning, og på de mange 4 og 5-stjernede hoteller bugner det med tilbud om wellness, massage og kurbade. Desuden har Elba sin egen golfbane, der trods en beskeden størrelse giver udfordringer til de fleste, eftersom det kuperede terræn fordrer en vis portion teknisk kunnen.

I båden er en vis ro faldet over mig, og jeg øjner en klynge huse samt en kirke på land, hvorved tankerne falder på gårsdagens udflugt rundt på øen. Sammen med en håndfuld andre rejsende blev jeg i minibus transporteret rundt på den lille ø. Stirrede mig mæt i postkortlignende udsigter henover vinmarker, laguner og bjergformationer. Og besøgte til stor forundring en af de mange småbyer, hvor livet på torvet blomstrede: En smilende præst velsignede sine præstebørn foran byens kirke, børn løb legende omkring og ældre mennesker betragtede roligt sceneriet fra bænke og stole langs torvets kanter. Mest overvældende var dog mødet med disse mennesker: interesserede blikke og lattermilde ordvekslinger trods sproglige barrierer. Aftenen blev rundet af på en af de utallige restaurationer på øen. Med Elbas egen hvidvin, Elba Bianco, i glassene, fik vi serveret en strøm af retter: laks med kryddersmør, pasta penne i stærk tomatchili, roastbeef med kartofler samt fik adgang til et overvældende tiramisu- og tærtebelagt kagebord.

Jeg kan mærke min puls dale, da Claudio styrer båden tilbage mod lagunen. Bølgernes højde falder i takt med mit blodtryk. Det stærke sollys reflekterer vandet; bølgerne er blevet til en glinsende overflade af sølv. Da båden nærmer sig land, hopper vi i og pjasker selv de sidste par meter ind til strandbredden.

Tilbage på land venter endnu oplevelse: en typisk Elba-frokost. Som på mange af de øvrige strande, ligger her et hotel med tilhørende restaurant, så med panoramisk udsigt til flydende sølv omgivet af klippebelagte bjerge sætter jeg mig til bords. En farverig aperitif står klar: vodka blandet med mousserende vin og frugtjuice.

Til en surround sound-lignende lyd af vand, der slår ind mod stranden, betragter jeg bjerge indsvøbt i dis og støvet sollys. En duft af hav og skaldyr breder sig; en tjener serverer ferskenfarvet kongekrabbe. Min mund løber i vand. Boblende mineralvand af mærket »Fonte Napoleone« risler gennem svælget, før en halvtør hvidvin supplerer min smagsoplevelse af skaldyr. Saftigt krabbekød og perlende mineralvand. Oliemarineret salat og kølig hvidvin. Smagsløg der eksploderer i en sansende rus, mens øjet spiser sig mæt i udsigten til natur med natur på. Kongekrabben får siden følgeskab af hummerbelagt spaghetti, af hjemmebagt brød, søde kager og en mæthedsfornemmelse, der fylder både øje, næse og mund. Det er smagen af Elba, der er flyttet ind.