»Når turister kommer til Gambia, skal det være som at åbne døren til Afrika«

Det er næsten 50 år siden Afrikas mindste land blev danskernes store vinter-destination. En pause med politisk uro, diktator-udskiftning og rygter om ebola-tilfælde satte en stopper for turismen, men nu går der igen feriefly til Gambia. AOKs udsendte tager på gensyn med et rejsemål, der nu satser på mere luksus, så flere kan blive løftet ud af fattigdommen. Den er nemlig ikke forsvundet som dug under den brændende tropesol.

Den nye luksus er ved at slå igennem på de gambianske hoteller som Djembe Balafon, der udvendig har afrikansk look, men indvendig læner sig op ad den skandinaviske minimalisme. Fold sammen
Læs mere
Foto: Frank Undall

En lang dags rejse er ved at være slut.

Vi strækker benene, mens Airbussen fra Thomas Cook Airlines glider ned på den asfalterede landingsbane, der blev anlagt i samarbejde med NASA i 1990erne, så den kunne modtage amerikanske rumfærger med retning mod jorden.

Den nye luksus er ved at slå igennem på de gambianske hoteller som Djembe Balafon, der udvendig har afrikansk look, men indvendig læner sig op ad den skandinaviske minimalisme. Fold sammen
Læs mere
Foto: Frank Undall.

Nu modtager den kun turister fra nord, der har kurs mod stranden. Vi bliver kørt med bus over til terminalen, hvis arkitekt har haft et godt øje til Frank Gehry, og efter stempel i passet af uniformeret personale, ruller vi kufferterne forbi en lille komité af gambianere i national klædedragt, som måske spejder efter potentielle investorer i fremtiden.

Den nye luksus er ved at slå igennem på de gambianske hoteller som Djembe Balafon, der udvendig har afrikansk look, men indvendig læner sig op ad den skandinaviske minimalisme. Fold sammen
Læs mere
Foto: Frank Undall.

Jeg er tilbage i et nyt Gambia, som for kort tid siden er blevet det lille, moderne demokrati med store ambitioner. For fyrre år siden landede vi med Conair-flyet på den røde jord, passet blev tjekket ved et bord under et palmetræ, og vi fandt selv bagagen inden afgang til de ydmyge hoteller på Atlantic Road.

Meget er sket siden, og rigtig meget er forandret de sidste par år, så det er en glad entreprenør og hoteldirektør, der byder os velkommen til Djembe Balafon, som er Mahleh Sallahs første forsøg på at opføre et hotel, der vil falde i den skandinaviske smag. Udenpå ligner det traditionelle runde hytter med palmetag, men indeni balancerer det mellem nordisk hvid minimalisme og afrikansk farveglæde.

»Vi har lært, at ferie for jer er lig med kvalitet. I lang tid har Gambia været en »billig« destination både hvad hoteller og oplevelser angår, men nu sætter vi standarden op«, siger Mahleh Sallah.

Mahleh Sallah var med til at vælte diktatoren, og nu er han med til at bygge landet op igen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Frank Undall.

Vi mødes et par dage efter på det næsten færdige Sunprime Tamala Beach, der er blevet til i samarbejde med Spies Rejser, som var den første danske arrangør i 1970erne, og som stadig ser et stort potentiale i Gambia som rejsemål efter et par års turist-tørke.

De kilometerlange sandstrande ud til Atlanterhavet har sammen med det tropiske klima altid været Gambias største trækplaster. Fold sammen
Læs mere

»Vi har fundet sammen om at bygge nye, luksuriøse hoteller i »vores« stil for at tiltrække et nyt klientel, de voksne, mere ressourcestærke rejsende, som forventer luksus i alt fra mad til service og design. Det kan ændre meget for landet som rejsemål fremover«, siger kommerciel direktør hos Spies, Carlos Cebrian.

Luksusbyggeri med skandinavisk tilsnit som Sunprime Tamala Beach skal lokke flere ressourcestærke turister til Gambia. Fold sammen
Læs mere
Foto: Frank Undall / Elsebeth Mouritzen.

Det eksotiske rejsemål

I næsten fem årtier har Afrikas mindste land bejlet til solhungrende skandinaver og nordeuropæere, og tilsammen har vi trofast bidraget væsentligt til Gambias bruttonationalprodukt.

For de fleste af os var det et første, eksotisk møde med det oprindelige Afrika på et almindeligt rejsebudget, som aldrig ville strække til en safari - og badeferie andre steder på kontinentet. I charterturismens barndom som alternativ til Kanarie-øerne, nu i skarp konkurrence med både Asien og Caribien.

Luksusbyggeri med skandinavisk tilsnit som Sunprime Tamala Beach skal lokke flere ressourcestærke turister til Gambia. Fold sammen
Læs mere
Foto: Frank Undall / Elsebeth Mouritzen.

Det store trækplaster var, og er stadig, klimaet og de kilometerlange strande ud til Atlanterhavet, men fordi gambianerne nu satser alt på turismen, vil de gerne give os andet og mere, så vi ikke bare kommer og lægger os fladt på stranden. Men hvad kan friste en kræsen rejsende nu om dage?

»Når turister kommer til Gambia, skal det være som at åbne døren til Afrika, så I virkelig oplever vores kultur. Ikke kun her langs stranden, men også ude i baglandet«, siger Bunama Njie, formand for hotelsammenslutningen.

Gambianerne har lært er ferie for os danskere er lig med kvalitet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Elsebeth Mouritzen.

Farvestrålende markedsdage

Serrekunda på en onsdag er kultur for alle pengene. Det er Gambias største by med 300.000 indbyggere, og når man lander i det trafikerede kryds, London Corner, er det næsten lige så hektisk som et engelsk gadehjørne.

Der er altid travlt i downtown Serrekunda, Gambias største by, hvor folk kommer til fra hele landet for at handle. Fold sammen
Læs mere
Foto: Elsebeth Mouritzen.

Folk kommer fra hele landet for at handle med hinanden fra gader og stader fyldt med madvarer og husgeråd, farvestrålende bomuldsstoffer og fodtøj i flere etager. Det her er det ægte billede på hverdagslivet, og det bliver endnu mere autentisk, jo dybere man bevæger sig ind i markedet, hvor der sælges alt fra afrodisiak til nyslagtet kød.

Der er altid travlt i downtown Serrekunda, Gambias største by, hvor folk kommer til fra hele landet for at handle. Fold sammen
Læs mere
Foto: Elsebeth Mouritzen.

Det gentager sig på Royal Albert Market i hovedstaden Banjul en halv times kørsel derfra, men i mindre målestok og mere lokalt. Her kan man blive barberet for syv kroner eller få syet en kaftan for en hund af de unge og ældre skræddere, der sidder bøjet over symaskiner i en stor, åben hal, inden man kaster sig over de souvenirs af bast, læder og træ, som er lavet specielt til os.

Den afrikanske klædedragt er en stor del af den nationale kultur-identitet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Elsebeth Mouritzen.

Royal Albert Market i Banjul er mindre og mere afslappet at besøge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Elsebeth Mouritzen.

Alle på markedet vejrer morgenluft, fordi Gambia nærmest har været lukket land for solferierne. Politisk uro og rygter om ebola-udbrud i en fjern grænsestamme skete lige midt i højsæsonen 2016, så turisterne blev væk af frygt for deres sikkerhed. En nyvalgte koalition sendte diktatoren Yahya Jammeh på pension i Guinea, og den nye, demokratisk indstillede præsident Adama Barrow er nu begyndt at rette op på Gambias renommé.

Manden i den hellige skov

Der er langt fra Atlanterhavskystens luksus-tiltag til det ydmyge liv i baglandet, men vil man virkelig åbne døren til Afrika, er det herude, hvor både mystik og overtro trives side om side.

Vi kører syd om Gambia River for besøge Makasutu, en 500 hektar øko-park, som siden 1100-tallet har været naturlig oase for religiøse ceremonier omkring bifloden Mandina Bilon. Da to englændere i 1990erne opkøbte den for at forhindre den hellige skov i at blive landbrugsjord, tog de medicinmanden med i købet.

På en guidet tur gennem skoven, hvor vi hører om alle de helende planter og træer, kommer vi også ud til hans hytte.

Øko-parken Makasuto ved Gambia Rivers biflod er en smuk naturoplevelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Elsebeth Mouritzen.

Drengeleg på en fridag i Mandina Bilon. Fold sammen
Læs mere
Foto: Elsebeth Mouritzen.

Vi får at vide, at vi kan få en konsultation og købe hans medicin, dog er det hans søn, som har overtaget praksis. Ingen i gruppen har presserende helbredsproblemer, men vi skal da lige hilse på, og inde i den lille hytte sidder en Snoop Dog lookalike med guldbriller og partisantørklæde over sin klædedragt og lader sig villigt fotografere.

Inden vi smager en ugæret aftapning af den palmevin, som skoven også er kendt for, og som vi måske har mere fidus til, tager vi en padletur ud på bifloden, så vi kan se mangroven, hvor der vokser østers. Her er helt stille på det spejlblanke vand, lige indtil vi møder en flok legesyge drenge fra den nærliggende landsby, der bruger floden som swimmingpool.

Uddannelse mod fattigdom

Vi nærmer os den detroniserede diktators fødeby Kinali. Sceneriet skifter til konsekvent fattigdom, for mens han havde travlt med at fore sine lommer med rigdomme, bor de lokale stadig i lerklinede hytter eller bølgeblikhuse, lever uden strøm og pumper vand fra landsbyens brønd.

Men livsglæden er intakt og vi bliver mødt af et festligt børneoptog med sang og dans, inden vi skal besøge hans skole, Saint Athony’s. De viser stolt hans klasseværelse frem uden at anfægte, at Jammeh måske blev lige dygtig nok som voksen, men sætter samtidig en stor ære i at uddanne en ny generation af 1.200 piger og drenge fra egnen, som kan føre Gambias stafet videre.

Fisken bliver landet på stranden i Tanji og kvinderne vader ud for at hente dem i store baljer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Elsebeth Mouritzen.

Vores guide, Kalifa ’Kalle’ Ammeh fra Gambia Tours, er selv far til tre skolepligtige børn, og han understreger vigtigheden af uddannelse.

»I mange familier er man stadig op imod traditioner og analfabetisme, men jo mere oplyste vores børn og unge bliver, jo mindre chance er der for, at de tigger eller drømmer sig til et bedre liv. Et job i turistbranchen sætter mad på mange borde, og derfor er det eftertragtet at kvalificere sig til det«, siger han.

Mad som kulturbærer

Inden der bagefter går magelig luksus i den på de 5-stjernede drømmesenge ud mod Atlanterhavet, skal vi møde en kvinde, som inviterer os endnu tættere på den afrikanske kultur.

Mad er kulturbærer i Ida Chams udekøkken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Elsebeth Mouritzen.

Et af Gambias ældre luksushoteller er det fem-stjernede Coco Ocean Resort, men det holder stilen. Fold sammen
Læs mere

Ida Cham åbner sit hjem i byen Brufut, der efter lokal standard må være en liebhaverbolig, så vi kan lære at leve på gambiansk. Hun er prisbelønnet rollemodel og iværksætter, populær for sine rentefrie lån til kvinder, der vil skabe deres egen virksomhed, men så er hun også kendt for sine madlavningskurser som kulturbærer.

Hun har 1.000 gæster om året, der ligesom os trækker i farvestrålende nationaldragter, inden vi tager ned til markedet ved Tanji-stranden og køber ind til frokosten. Hun nyder stor respekt blandt de handlende, og der falder også lidt ros af til os for at se lidt mere tækkelige og afrikanske ud i tøjet. Hjemme i gårdhaven bliver alle sat i sving sammen med hendes ansatte, og i løbet af en time står der store fade med ris og grøntsager samt grillet multe og stor tigerrejer på bordet. Der spises med fingrene, naturligvis.