Når kunst og historie fletter fingre

Foto: Søren Bistrup. Michel Bloch Andersen.
Læs mere
Fold sammen

Forfatteren havde ikke overdrevet. Indgangen til Peterskirken i Rom havde så mange udskæringer med ansigter, der kiggede ned på mig og fortalte hver deres historie, at jeg ikke kunne rumme det hele.

Og da jeg endelig trådte ind ad kirkens port efter to timer i kø, blev jeg for alvor ramt af den ydmyge følelse overfor kunstværkernes storslåethed, som han også havde givet mig, da jeg læste hans bog.

Han var Dan Brown, og hans bog, »Engle og Dæmoner« lå på mit hotelværelse, og et kort øjeblik havde jeg overvejet at tage bogen med ind i kirken.

Ja, der er tale om en populærroman og ikke en faglitterær gennemgang af kunsthistorien. Men for mig var det en øjenåbner. Jeg følte mig for første gang betaget af religiøs kunst.

Jeg har altid været fascineret af historie, når jeg rejser. Findes der et slot, en borgruin eller en kirke, besøger jeg dem altid for at få en forståelse for det pågældende lands fortid.

Renæssancekunst havde derimod aldrig rigtig sagt mig noget.

Og sikken en skam. For da jeg besøgte Rom, gik det op for mig, at store kunstnere kan have ligeså stor betydning for et lands selvopfattelse som berømte hærførere eller filosoffer. Som for eksempel Michelangelo har for italienerne.

Når man kender et lands seværdigheder fra bøger, film eller historieundervisning, giver de pludselig mening, når man rejser ud og ser dem i virkeligheden.

Før i tiden ville jeg aldrig have kunnet sætte titel på et maleri som »Madonna i grotten«, hvis jeg gik forbi det på Louvre, eller genkende Michelangelos berømte værker, sådan som jeg gjorde, da jeg stod i det sixtinske kapel.

Da jeg havde læst Dan Browns bøger, fandt jeg ud af, at kunst og historie ofte fletter fingre med hinanden.

For eksempel i Washington D.C., hvor Lincoln Memorial er opført til minde om USAs 16. præsident. I år er det 150 år siden, Abraham Lincoln blev myrdet, og det markeres overalt i USA.