Mrs. Krishnas skatte

I Bangkok finder Rejseliv.dk's udsendte en sand Alladins hule - et eventyr af asiatisk kunsthåndværk, genstande og pynteting i en fire etagers butik.

Foto: Jan Hedegaard

Midt på en af Bangkoks travleste gader, Sukhumvit, ligger i skyggen under højbanens betonkonstruktion en ganske særlig butik. En Alladins hule – et eventyr – af asiatisk kunsthåndværk, genstande og pynteting i fire etager. Fra nips og filigran til statuer i fuld størrelse. Støbt i messing eller skåret i træ og ben.

Se billederne fra Mrs. Krishnas forretning i galleriet ovenfor

Udstillingsvinduet ud mod gaden prydes af tigerskulpturer, en hel familie, i fuld størrelse og stærke farver. En slags superrealisme – eller bare dårlig smag? Vælg selv. Hos Mrs. Krishna er begreber som god og dårlig smag ophævet. Her må man selv finde ud af det. Her er der bare ting, ting, ting... Butikken er befolket af et mylder af figurer og skulpturer. Af dyr og mennesker, af guder og fabelvæsener.

Ved en glasbordplade holdt oppe af to egyptiske tjenere fra faraoernes tid sidder butikkens indehaver, Mrs. Krishna, en værdig ældre dame med farvet hår og taler i telefon. Hun ser op og smiler og lader mig med et venligt blik vide, at hun har set mig og at hun straks skal være der, imens benytter jeg lejligheden til at se mig om.

Læs også:
Her skal du hen i Thailand

Her statuer af afrikanske krigere, antikke egyptere, stolte indianere og smukke kvinder. Her er buddhaer og hindu-guder, her er gengivelser af de farligste og smukkeste dyr på kloden, hvis styrke og skønhed mennesket til alle tider har lånt fra og omgivet sig med. Her er smykker og ornamentik og meget meget mere. Det er som om, det aldrig vil holde op.

Om hun ved, hvor meget her er? Nej, nej, Mrs. Krishna ler og smiler med øjnene, men hun ved så nogenlunde hvad og sådan cirka, hvor det står.

Hvordan det begyndte? Mrs. Krishna sukker antydningsvist. Hun har for længst overskredet pensionsalderen, betror hun, og hun har levet af at drive forretning i omkring 60 år.
Ved udbruddet af Anden Verdenskrig var hun med sine forældre og sine yngre brødre på besøg i Thailand. På grund af krigen kunne familien ikke vende tilbage til Indien, så de blev. Kort tid senere døde faderen pludselig, kun 48 år gammel.

Det var et chok og en katastrofe for familien. Mrs. Krishna begyndte som stor pige at gå fra dør til dør i det indiske samfund i Bangkok og solgte sarier. Hun lærte at kommunikere og at handle og gøre forretninger, og hun var bare 12 år. Talentet kulminerede med »Asian Treasures« på Sukhumvit Road mange år senere. 

»De kommer fra Danmark. Jeg har også kunder i Danmark.« Hun roder lidt i en bunke med udprintede mails. Mrs. Krishna er skam på nettet og har mailadresse, men hun får et barnebarn til at tage sig af det, for hun synes, at hun selv er for gammel til at begynde at sætte sig ind i det.

»Her er det.« Hun viser mig en mail. Et dansk par har modtaget den indkøbte messingfigur i god behold og et vedhæftet foto viser dets nydelige placering i hjemmet.

Kan man virkelig sende så store figurer? Ork, ja. Hun har lige solgt en kæmpemæssig ornamenteret messingkrukke til en herre i Hamburg. Sådan en som den her. Hun peger på en vældig krukke på fod med svære ringe i siderne. Den ligner noget, kejser Augustus kunne have haft stående. »Nej, vent. Han skulle have to,« hun bladrer lidt, »til sin have.«

Er det ikke dyrt? »Nej, nej,« forsikrer hun. »Jeg har desuden det princip, at jeg prissætter tingene, når de kommer ind, og siden ændrer jeg ikke prisen. Når tingene har stået her længe nok, kan man gøre fine fund. Meget burde utvivlsomt have kostet mere.«

Jeg står og ser på et prægtigt vildsvin i naturlig størrelse. Støbt i messing. Det ville have set fint ud derhjemme, hvis jeg altså havde boet på et slot i Frankrig. Hun leder lidt efter prismærket med uforettet sag.

»De skal få det for 1.000 euro (ca. 7.500 kroner),« siger hun. Nu er det lige før, det kan betale sig at købe et slot i Frankrig. Og transporten? Den må jo veje godt til.

»Vægten betyder ikke noget,« siger Mrs. Krishna. »Spørgsmålet er, hvor mange rummeter pakken optager.« Transporten vil koste 1.000 kroner ekstra, når hun frem til.

På grund af sin fremskredne alder køber Mrs. Krishna ikke så meget mere og de ting, hun har stående, er indkøbt i Thailand, Indien, Nepal og Sri Lanka. »Tidligere fik jeg også ting fra Iran og Egypten.«

Er nogle af tingene antikke?

»Nej, noget er måske lavet i en gammel tradition, men jeg ville aldrig sælge det som antikt. Som jeg sagde til Dem før, bygger min forretning på tillid mellem mig og kunderne. Mange af mine kunder kommer tilbage; det er vigtigt for mig. Forstår De, da jeg aldrig har studeret, har jeg ingen ungdomsvenner. Jeg er jo selvlært, men så har jeg de venskaber, jeg knytter gennem min forretning.«

Før vi tager afsked, er der kun et spørgsmål: Tigrene i vinduet, hvad er de lavet af?

»Glasfiber.« Mrs. Krishna smiler. »De er jo kun til pynt.«