Monaco uden guld og glitter

Monaco har et image som de riges legeplads, men lilleput-staten ved Middelhavet kan også byde på moderne folkelighed med kunst og kultur.

Rejseliv imported photo
Foto: Elsebeth Mouritzen

Det tager ikke mange sekunder, så er helikopteren steget i luften over Nice lufthavn. Med solide rotor-slag krænger den let til højre og snurrer så ellers ud over det solflimrende, azurblå hav.

Næste side: Fyrsteligt forkælet

Vi når knap nok at se speedbåden i fuld fart under os, inden piloten lægger an til landing på platformen ved Monaco Heliport. Der er gået under syv minutter. Vi sætter fod på fyrstelig klippegrund.

Det vil sige – ikke oprindelig grund. Heliporten ligger i det vestlige del af de to km2, som udgør lilleput-staten mellem Frankrig og Italien, på nogle af de 40 ha, som kom til i 1990erne, da fyrst Rainier III indvandt land mod havet med store sten som fundament for den del, der hedder Fontvielle.

Her bor mange af de oprindelige indbyggere, monegaskerne, i husleje-kontrollerede højhuse, der til forveksling ligner de mondæne byggerier med ejerlejligheder i områderne La Condamine og Monte-Carlo, som er en stor del af det økonomiske fundament i Monaco.
De mange penges tilstedeværelse bliver synlige allerede på shuttle-busturen fra heliporten til hotellet i »Carré d’or« (den gyldne firkant), som Monte-Carlo også kaldes.

Allerede i havnen Port Hercule ligger de mange private yachts og lyser hvide i solen, på den stejlt stigende Avenue d’Ostende – kendt fra de berømte motorløb – kan vi se over på den nye mole, Quai Rainier III, som modtager velbeslåede en-dags turister fra krydstogtskibene, og oppe på »Monte-Carlo-bjerget« bliver koncentrationen af blanke, sorte biler tættere, de internationale mærkevare-butikker ligger dør om dør, og diamanterne funkler både på damerne og i de mange eksklusive butikker i sidegaderne ved casinoet – sjovt nok har lavpris-tøjkæden Zara fået lov til at have sin butik her midt i smørhullet.

Monaco for almindelige mennesker
Hvad skal man så her, hvis man ikke lige er finansfyrste eller filmstjerne, rig eller berømt? »Monte-Carlo er Monacos udstillingsvindue, dét vi er blevet kendt for. Vi promoter »det gode liv«, ja, men vi har også meget andet at byde på,« siger vores guide Caroline, og svarer dermed indirekte på spørgsmålet, om det ikke er mærkeligt at bo og arbejde i et samfund, hvis image er så identisk med guld og glamour.

»Det er en parallel-verden. Vi monegaskere har jo vores helt almindelige liv, vi bor andre steder, vi handler andre steder, men vi kan alligevel opleve de samme ting som jer,« smiler hun.

En anden kvinde, som er omgivet af den vildeste luksus hver dag på sit arbejde, giver hende ret: »Man kan nemt blive vænnet til, at sådan ér livet, man SKAL gå i sko til 700 euro – men jeg ved, hvor langt jeg kommer for de samme penge i oplevelser med min familie, så det er ikke et svært valg. Og mit reality-check er hver dag, når jeg efter fyraften skifter til jeans og flade sko for at løbe til toget og nå hjem til mand og tre mindre børn.«

Hun er en af de titusindvis af franskmænd og italienere, som hver dag pendler til og fra Monaco for at bestride de mange jobs i finans-, luksus- og turist-sektoren, som monegaskerne ikke er nok til selv at klare, hvorfor der stort set heller ikke er nogen arbejdsløshed. Det har også sine fordele – lønningerne er højere her i Monaco end i deres hjemlande.

Det 100 år gamle Oceanografiske Museum
Caroline er lige skiftet fra at være skolelærer til sit job i turistbranchen, og vi møder hende igen på et af hendes egne favoritsteder, det 100 år gamle Oceanografiske Museum, der ligger, som om det er hugget ud af Grimaldi-klippen i Monaco-Ville, den historiske bydel. Allerede dengang var »den lærde prins«, Albert I (1848-1922), opmærksom på det ansvar, vi bærer for at bevare havene, og lod bygge dette oplysende museum, som hans tipoldebarn, Monacos nuværende regent, prins Albert II, er generel protektor for, ligesom han er talsmand for at stoppe overfiskeriet af den blåfinnede tun i Middelhavet, for at arten kan overleve.

Museet er en fantastisk oplevelse ud fra en både økologisk, kunstnerisk og historisk vinkel – og må det ved denne lejlighed være tilladt at indsparke en kgl. fodnote? Kære regentpar, sæt en time af i programmet, hvis De skal til prinse-bryllup i juli. De vil elske samlingen på 1. sal, som også fortæller den arktiske version af verdenshavenes historie.

På vej ud må vi lige se det hele ovenfra på museets terrasse. Jeg lægger mærke til et velfriseret parkanlæg ved Jardins Saint-Martin med udsigt over havet – det ligner en tagterrasse – og spørger, hvad der er nedenunder? Det er Monacos fængsel og bruges primært til økonomiske forbrydere, får jeg at vide. I det mindste er de stadig på solsiden, selv om de sidder i skyggen!

Skat af luksus-turisme
Det var fyrst Rainier III (1923-2005), som i sin regeringstid moderniserede Monaco og skabte grundlag for en blomstrende økonomi baseret på skat af luksus-turisme (herunder gambling på det verdensberømte casino), farmaceutisk industri, ejendomme, handel og service med en årlig omsætning på 11 mia. euro. Han havde beliggenheden (Sydeuropa) og vejret (300 solskinsdage om året), og han kunne ikke have bedt om en bedre reklame for sit lille land, da hele verden gik amok i begejstring over hans eventyrbryllup med Hollywood-stjernen Grace Kelly i 1956. Han havde mødt hende nogle år før, da hun var on location for at indspille Hitchcock-filmen »Fang Tyven«.

Hendes tragiske død ved et trafikuheld i 1982 har ikke mindsket monegaskernes eller turisternes interesse for hende og for landet, og overalt finder vi plakatsøjler med billeder af hende og en kort minde-tekst over hendes engagement i forskellige sager. Der står også en plakat udenfor den lille katedral i Monaco-Ville i romersk-byzantisk stil fra 1875, der dannede rammen om »århundredets bryllup«, og som monegaskerne nu er spændt på, om prins Albert kan matche med sit bryllup med sydafrikanske Charlene Wittstock. Han lægger i hvert fald op til en folkefest til sommer, for han har rykket vielsen ud i det fri ved slottet på toppen af Grimaldi-klippen, så flest muligt kan kigge med – og for at undgå kirken, hvor hans mor ligger begravet.

Lige nu kan alle hver dag overvære det populære vagtskifte foran indgangen til slottet fra kl. 11.45-12.00 med stram honnør og musik og besøge udvalgte modtagelsesværelser, Les Grand Appartements, i al deres forgyldte, fresko-bemalede storhed i paladset, som går tilbage til 1200-tallet, hvor de første i Grimaldi-slægten fra Genova bosatte sig. Men der tales allerede om en uges »undtagelsestilstand« omkring 1. juli, hvor Monaco vil være på den anden ende på grund af brylluppet, alle hoteller holder deres værelser og suiter parat til rykind fra mediefolk og fornemme bryllupsgæster.

Monaco overraskende grønt
Vi lægger bryllupsvirakken bag os og tager en stille kaffe på Club Bouliste de Rocher på avenue des Pins, hvor menigmand mødes til et slag boule under de svalende træer. I det hele taget er Monaco overraskende grønt, den trange plads taget i betragtning, og det er ikke et moderne, bæredygtigt påfund. Tag for eksempel den højtliggende Jardin Exotique i Moneghetti-området, der blev grundlagt allerede i 1933 af prins Louis II og er en enestående samling kaktus-planter. I klippevæggen ved haven er indgangen til en 60 meter dyb underjordisk drypstenshule og det præ-historiske antropologi museum. En anden stor attraktion er prinsesse Graces rosenhave i Fontvielle, et åndehul med palmer, oliventræer og planter fra hele verden og fire tusind rosenbuske, som indhyller os i duften af over 150 forskellige sorter.

Ved siden af de pompøse springvand omgivet af palmer i Monte-Carlos Casino Garden ligger en lille park, som er favorit blandt de lokale, Jardin d’Afrique, fordi den er varieret som en botanisk have. Her kommer de i frokostpausen, alene med en bog, eller et par stykker til et møde, fordi den ligger tæt på mange arbejdspladser på boulevard Princesse Charlotte og  Boulevard Moulins. Endelig er der også den lille japanske have ved siden af fyrstedømmets nyeste stolthed, det i bogstavligste forstand grønne Grimaldi Forum, som er rammen om store udstillingerer, men også de mange internationale konferencer, der trækker pengestærke deltagere til landet, og som skæpper godt i statskassen.

Monaco New National Museum
Men det hele handler ikke kun om penge. Monaco har også en lang tradition for at kunst og kultur. Sidste år åbnede MNNM (Monaco New National Museum) i to historiske, restaurerede herskabshuse, Villa Paloma på toppen ved siden af kaktus-haven med skiftende moderne kunst til eftertanke, mens Villa Sauber overfor den japanske have både har kunst, som udfordrer og som bekræfter. Her opbevares og udstilles blandt andet alle miniature-modeller af kulisser til forestillingerne i Salle Garnier-teatret ved siden af casinoet, hvor operaen og balletten holder til i vinter-halvåret, og der et levende værksted, hvor syerskerne reparerer kostumerne, mens de besøgende kigger på.

Lige ved siden af kan man opleve en hel anden side af kulturlivet på Promenade des Champions, som er Monacos svar på Hollywood Boulevard. Her er det bare fodaftryk og stjerner i fliserne efter verdens bedste fodbold-spillere, man kan se. De er nemlig tossede med bold hernede – og ret gode til det selv. De har et stort flot stadion, Stade Louis II, med plads til 19.000 tilskuere, hvor AS Monaco FC forsvarer de rød-hvide farver i den franske liga, som de hører hjemme i. De nåede sågar finalen i Champions League i 2004, men tabte til Porto...

Vi er her ikke på en spille-dag, så vi snører traveskoene for at møde monegaskerne på en anden hjemmebane. Landet er så lille, at man ikke behøver en bil til at transportere sig rundt (og ellers er der udmærket busdrift og elevatorer de steder, hvor der er stor højdeforskel), så vi begiver os til fods mod markedet på Place d’Armes, som både ude ved springvandet og inde i den overdækkede markedshal huser Marché de la Condamine indtil kl. 14. Her handles frisk fisk og kød, frugt og grøntsager, blomster og brød, og man mødes til en kaffe i den overdækkede arkade bagefter.

Man skal spidse øren, for der tales lige så tit monegaskisk som fransk. Det er især de ældre, som holder det lokale sprog i hævd, men der er faktisk undervisningspligt i det i de yngste klasser på skolen. Det lyder som en blanding af italiensk og nicoise-fransk, men heldigvis taler de fleste i Monaco enten fransk eller engelsk. Også ovre i det nærliggende Centre Commercial de Fontvielle, som er shoppingcentret for den almindelige pengepung.

Øl på Brasserie de Monaco
Så det hele er ikke bare champagne og Michelin-stjerner. Vi spørger lidt omkring efter et godt sted at spise til aften ude i byen. Flere foreslår Buddha Bar, det velkendte restaurant-koncept fra Paris, som er åbnet overfor det mondæne shoppingcenter bag Hôtel Metropole, men det har vi ligesom prøvet før. Nej, noget mere lokalt.

Godt så, vi bliver sat stævne på Brasserie de Monaco nede ved havnepromenaden, Quai Albert I. Her er vokset et hipt gå-i-byen miljø frem med bl.a. en filial af natklubben Les Caves de Roy fra St. Tropez, og så altså brasseriet, som også er et bryggeri, der efter 30 år er begyndt at lave øl igen. Vi får nogle svingende afkølede krus med det lokale bryg til »barbajuan«, som er det monegaskiske ord for rygende varme spinat-pirog’er. Uhm, begge dele smager rigtig godt uden at ødelægge appetitten.

Restauranten Huit Et Demie elsket af lokale og turister
Vi går op i gågaderne bagved i La Condamine og finder restauranten Huit Et Demie i rue Langlé, som er elsket af både indbyggere og turister for det gode Middelhavskøkken. Vi spørger vores middags-værter, hvor de går hen på en fridag i det gode vejr. De tager til Larvotto, en lille smal stribe offentlig strand mod øst på vej til den legendariske Monte-Carlo Sporting Club, som kun er for medlemmer, eller på strandene på den anden side af grænsen til Frankrig, men tilføjer: »Men ikke turisterne. De bliver ved pool’en på hotellet.« Så måske er det bare det, vi skal gøre i morgen...Det er jo også en slags luksus.

Rejseliv.dk var inviteret af Visit Monaco og Hôtel Mètropole.
 
Næste side: Fyrsteligt forkælet