Mødet med stolte og varme naturfolk

Eventyret kan stadig oplevelses i Afrika – især når man begiver sig ud i de fjerneste egne i en firehjulstrækker på en rejse fra Cape Town i syd til Cairo i nord. Her møder man buskmænd og -kvinder, der lever, som de har gjort i hundreder af år, og man kommer på kanten af ens ydeevne.

Kvinderne på buskmændenes bosted laver smykker af strudseæg. Strudseskallerne files runde til små »knapper«, der bores et hul i, hvorefter de samles til arm- eller halskæder. Fold sammen
Læs mere

Med bare bryster og lange halskæder læner hun sig ind over køledisken. Hendes lænd er omviklet afflere lag skind. Fødderne er bare. Sko bruger man tilsyneladende ikke, når man handler ind i supermarkedet på disse kanter. Tykke, røde fletninger falder ned over ansigtet, mens hun formår at rode i de nedkølede fødevarer, alt imens hun taler i mobiltelefon.

Vi befinder os i supermarkedet i Opuwo i det nordlige Namibia – en lille by i et knastørt og varmt klima. Kvinden hører til himba-stammen. Som alle stammefrænder er hun smurt ind i rødligt okker fra top til tå, og håret er samlet i tykke lag af rødligt ler og fedt og med talrige lange fletninger. Hun er halvt klædt og havlt afklædt, som himba-kvinder har været det i hundreder af år. Himba-kvinder færdes selvbevidst blandt kvinder i jeans eller shorts – side om side. Stoltheden lyser ud af dem.

Byen vrimler med kvinder, der er klædt på samme måde, for Opuwo er hovedbyen for himba-folket. Det er deres by. Deres land.

Når de er i hovedstaden Windhoek for at sælge deres kunstværker og gamle ting, er de også halvnøgne. De bruger mobilen, og går i supermarkedet og i banken, men de kan ikke drømme om at ændre livsførelse i en vestlig retning.

I den støvede by Opuwo i det nordlige Namibia er der kultursammenstød i største fordragelighed. Halvnøgne himba-kvinder færdes som en selvfølge med mennesker i vestligt tøj eller overdrevent påklædte herero-kvinder. Fold sammen
Læs mere

Kvinder fra zemba-stammen er også halvnøgne, men de smører sig ind i en creme lavet af trækul, så de bevarer den sorte kulør, og de smører ikke håret ind i hverken ler eller fedt. Samtidig har de færre stykker ’tingeltangel’ på kroppen.

Kvinder fra herero-stammen går derimod med brede ’hatte’ og tykke, svulmende kjoler, der når jorden som på pietismens tid for nogle hundrede år siden – stærkt inspireret af den tidligere tyske kolonimagt.

Menneskers og kulturers forskellighed blomstrer i den støvede by, hvor himba-mændene går med jeans, skjorte og cowboy-hatte, mens de ude i bushen går halvnøgne rundt med med todelt lændeklæde.

På opdagelse i en Land Rover

Jeg er i begyndelsen af en halv år lang rejse i min gamle, tysk indregistrerede Land Rover Discovery. Jeg er på vej igennem hele Afrika fra syd til nord – fra Cape Town til Cairo.

150 km længere mod nordøst når jeg frem til Kunene-floden, hvor himba-guiden Tom tager mig med ud til en landsby ad en jordvej langs floden.

Det ligner et paradis, når man når frem. Her dyrker himba-kvinder og børn små, frodige marker ved floden. Bostedet med 15 hytter er placeret et stykke oppe ad flodbredden. Mændene er væk – de passede deres geder og kvæg. De kan være væk i flere måneder.

Både himba-kvinder og børn dyrker de frodige marker ved floden. Fold sammen
Læs mere

Konen til bostedets overhovede, en særdeles frodig kvinde, tager os med ind i sin runde lerbeklædte hytte, der holder den intense varme på afstand. Ved siden af ildstedet tænder hun røgelse og ’bader’ ansigtet og overkroppen i den velduftende røg. Det er hendes parfume – og det holder myggene væk. Himba-kvinderne vasker sig ikke. De nøjes med den okkerfarvede creme, der også fungerer som beskyttelse af huden.

I harmoni med sig selv

Det er dog først nogle dage senere, jeg for alvor fornemmer den harmoni, der kendetegner de lokale. Jeg opholder mig på en camp, hvor en himba-kvinde kommer forbi for at tænde et bål. Et vigtigt bål, for det skal holde bavianer og en leopard, der befinder sig i nærheden, væk om natten.

Læs også: På togt i mystiske mayaeres ruinbyer

Vi sidder i lang tid ved bålet. Vi har ikke noget fælles sprog, men der er alligevel en kommunikation mellem os. Hendes blik, smil og kropsholdning fortæller mig, at det er et menneske, der lever i harmoni med sig selv. Hun har en varme, der er stærkere end bålets flammer.

Da hun er gået, kan jeg ikke lade være med at føle, at vi mangler en menneskelig nærhed i vores egen digitaliserede industriverden. Man får lyst til at afbryde rejsen nordpå og blive i himba-land.

Buskmænd er ligemænd

Nogen tid senere mærkede jeg samme intense nærvær hos buskmændene – san-folket.

Buskmændene er de fødte diplomater, som gennem historien er skubbet længere og længere ud i ødemarken af de sorte, bantuerne. (De gyldenbrune buskmænd betragter sig ikke som sorte).

De har ikke tradition for at bruge vold eller gå i krig mod andre stammer. De lever i noget, der ligner et lighedssamfund. Hvis en jæger skyder et stort dyr, f.eks. en kudu, og praler af det, bliver han gjort til grin, indtil han lærer at leve som én af bopladsens ligemænd. Deres livserfaring er, at de kun kan overleve, hvis alle arbejder sammen og deler ligeligt.

Tre ældre mænd viser mig en dag, hvordan de laver små buer, buestreng og pile. Jeg går med to af dem ud i bushen for at finde et træ, hvis grene bliver brugt til at lave buer. Bopladsens leder, Dam, laver buestrengen af plantefibre, som bliver skrabet fri af plantekødet. På låret ruller han fibrene sammen til en snor. Pilespidser bliver ikke lavet af hverken flintesten eller jern, men af hårdt træ, som bliver fæstnet på pilen.

Buskmændene bruger gift fra roden på en plante. Giften dræber ikke det anskudte dyr straks, så jægeren forfølger dyret, indtil giften får det til at falde om.

I dag er tilværelsen trist og barsk for buskmændene. Kun ganske få har lov til at jage, og de trænges tilbage af sorte bønder, der lader deres kvæg trampe ind over buskmændenes haver og bosteder. De fleste lever af småjobs og offentlig understøttelse, og de bor i usle hytter, der i mange tilfælde er lavet af plastikstykker.

Buskmænd laver ild ved at lade en lodret pind gnide sig ned i en pind på jorden. De kaldes henholdsvis manden og kvinden. De gløder, der bliver lavet, kaldes barnet. Fold sammen
Læs mere

En dag siger en af buskmændene til mig, at hans far er død. De skal holde en begravelse, men de har ikke en ged, de kan slagte.

»Så det bliver en trist begravelse,« siger han. Midlerne er små.

Da jeg senere finder manden igen, giver jeg ham penge til en ged.

Da jeg et par dage efter tager afsted, kører jeg forbi manden og spørger, hvordan begravelsen var gået. Det viser sig, at den ikke har fundet sted endnu, og de kan heller ikke finde en ged, så i stedet køber de nok lidt dåsemad og nogle cigaretter for pengene.

Jeg får en fornemmelse af, at de er på vej ned ad den sliske, som andre af verdens naturfolk også er røget ned ad. Det er en tragedie, ikke bare for de pågældende, men også for os andre. Det er mennesker, der på ingen måde er underudviklede – hverken intellektuelt eller følelsesmæssigt. Men deres kultur bliver kørt over af det moderne industrisamfund, der som alle andre steder også er tordnet ind over Afrika.

Gennem en flod

Jeg lægger Namibia bag mig og sender min Land Rover nordover. Nye eventyr venter. Men det er ikke alle eventyr, der er lige fremkommelige. Det må jeg sande, da jeg i det nordlige Kenya sætter både mit og bilens liv på spil.

Jeg skal krydse et flodleje – en wadi. Bunden af flodlejet er lavet af beton, men et nyligt regnskyl syd for området har fået wadien til at blive til en heftigt strømmende flod – 100 meter bred.

Målepæle ved siden af betonvejen viser, at vanddybden er 70 cm. Et par firehjulstrækkere og flere mennesker venter ved floden. To unge mænd forsøger at gå over, men må opgive efter 25 meter. Strømmen er for stærk.

Et par lokale forsøgte at krydse floden, men de måtte give op på halvvejen. Strømmen var for stærk. Jeg forsøgte mig først med Land Roveren dagen efter. Fold sammen
Læs mere

En politimand fortæller, at en bil for nylig forsøgte at forcere floden i nærheden. Tre var siden fundet druknede. Tre andre var ganske enkelt forsvundet i flodens barske strøm.

Næste morgen er vandstanden i floden faldet til 50 cm. Den ældre, sorte chauffør signalerer, at han vil over. Jeg kan se, hvordan bilen bliver skubbet ud til siden af betonvejen, da den bevæger sig ud i den kraftige strøm. Betonlaget under floden er fedtet af mudder.

Men han kommer over.

Jeg er mere end betænkelig, men tager mod til mig.

En af de lokale sætter sig ind i bilen og siger ’go’. Imens jeg sætter bilen i slæbegear for at køre ud i floden, skræller han roligt en appelsin med sit masai-sværd.

Læs også: St. Anton for fuld fart

Midt ude i floden står vandet op på siden af bilen. Strømmen skubbede bilen til højre, til kanten af beton-underlaget. Hårene rejser sig på mig. Pludselig vælter vandet ind over køleren. Motoren er under vand.

Hjertet sidder helt oppe i halsen på mig. Jeg presser speederen i bund. Motoren suger luft ind fra indsugningsrøret i taghøjde, og jeg opdager, hvad en Land Rover kan. Med et brøl ryger vi op ad den anden flodbred.

Sad fast i ørkenen

Mødet med floden i Kenya er ikke sidste gang, at Afrika viser sig fra sin barske side. Efter et besøg hos Hamer-stammen i det sydlige Etiopien tager jeg videre nordpå gennem Sudan. Her kan danskere i dag få visum til at holde ferie. Det kunne man ikke i mange år.

Jeg skal køre igennem Den Nubiske Ørken – en strækning på 400 km. Den store, øde ørken ligger mellem Nilen og Det Røde Hav i det nordøstlige Sudan. Der er ingen vej, kun sand langs en jernbane, hvor der stadig kører tog.

Det går strålende et par timer bag rattet i min Land Rover – ofte med 80 km i timen.

Men man skal være opmærksom. Man skal hele tiden se efter, hvor der er hårdt og blødt sand. Et øjeblik mister jeg opmærksomheden. Pludselig er bilen inde i et langt lastbilspor, der bliver dybere og dybere.

I Den Nubiske Ørken, med 100 kilometer til de nærmeste mennesker, satte bilen sig fast. Det tog tre timer at grave den fri og lave en ny vej – i 42 graders varme (i bilens skygge). Fold sammen
Læs mere

Jeg kan ikke komme ud af sporet. Bilen standsede i et ryk.

Det tager mig tre timer at grave bilen fri og lave 50 meter ny vej foran min Land Rover ved at fjerne det tykke lag løse sand i midtersporet.

Det er rent ud sagt et helvede at grave under ørkenens bagende sol i strid vind, der pisker sandkorn ind i ansigtet, på hænder og fødder.

Jeg er helt alene. Der er intet menneske i nærheden – ikke i 100 kilometers omkreds. Jeg er et øjeblik bange for at skvatte om, så jeg holder pause hvert femte minut inde i bilen, hvor temperaturen er nede på 42 grader.

Læs også: Bold i Barcelona for alle

Jeg er totalt udmattet, da jeg endelig kommer fri. Et par timer senere når jeg en mellemstation, hvor der er mennesker, vand og fladbrød. En mand kommer med en fletseng og tilbyder mig at ligge på den. Jeg sover som en sten den nat.

Montgomerys råd

Da jeg nogle dage senere ankommer til Cairos og hele Egyptens vigtige havneby Alexandria for at sende bilen med skib til Piræus i Grækenland, lægger jeg for første gang i lang tid mit primitive rejseliv til side for at bo på et hotel. Hotellet, jeg bor på, er det samme, som den britiske feltmarskal Montgomery boede på, da han ledte den hær, der besejrede den tyske general Rommels tropper i 2. verdenskrig. Jeg klarede turen fra Cape Town til Cairo, men det var ved at gå galt et par gange, for jeg fulgte ikke fuldt ud Montgomerys råd: Gå aldrig ind i et slag, før du har flere ressourcer end fjenden.

Jeg tog lidt for mange chancer.

Til gengæld oplevede jeg et væld af menneskelige ressourcer hos de folkeslag, jeg aldrig mere vil kalde primitive.