Mød det vilde vest i Oregon

Glem ikke staten Oregon, når du kører rundt på USA’s vestkyst. Her er masser af muligheder for smukke og aktive oplevelser mellem San Francisco og Seattle.

Highway 101 fører bilisten langs Oregons dramatiske Stillehavskyst - her hamrer bølgerne løs ved Spouting Horn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Leif Poulsen

Uden for mit værelse flyder Siuslaw-floden stille forbi, og på den anden bred rejser gyldne klitter sig, tilsyneladende fortsætter de uendeligt.

Næste: 4 tips til Portland

Jeg er vågnet i den lille by Florence, der ligger nær det buldrende Stillehav og den dramatiske kystlinje, som Oregon har så rigeligt af. Det konstaterede vi dagen før i Depoe Bay, lidt længere oppe ad kysten.

Her er der klipper, som havet rasende har banket huller i gennem årtusinder, vældige vandsøjler sendes op gennem klippernes spalter, og uforsigtige turister gennemblødes, når vandet som støvregn vender tilbage ved Spouting Horn.

Lidt længere sydpå ad hovedvejen Highway 101 langs vandet, som ville føre os til San Francisco, hvis vi fortsatte, står en mindeplade for det lille indianersamfund, der i 1700 blev udslettet af en tsunami. Nu er her er smukt som bare pokker, og snart når vi fyrtårnet Yaquina Head Lighthouse, der åbenbart også kan lede søløver sikkert omkring, for på den næste strand dybt under vejen ligger hundredvis af søløver og slanger sig.

Øv, for så blæser det for meget til, at de er på deres normale sted, nemlig i Sea Lion Caves længere fremme. I verdens største hav-hule, hvor man kan tage en elevator 20 etager ned og studere søløverne sådan lidt fra oven – når de ellers er der.

60 meter høje sandklitter
Men i dag gælder det Oregons gyldne sandklitter lidt sydpå. De er kæmpestore, mange meget høje, op til 60 meter, og sandet er i evig forandring. Klitterne er naturpark, men det betyder ikke, at de ikke må bruges til aktiviteter, tværtimod.

Det er meget populært at drøne rundt i særlige sandbiler, der er bygget til at forcere klitterne. Alle og enhver kan medbringe sin egen køremaskine og køre rundt som det passer dem. Eneste krav er at udstyre køretøjet med et højt, rødt flag, så man kan se dig.
Og så er al spiritus i øvrigt bandlyst i klitterne, også på den lille campingplads, hvor man kan overnatte.

Det må vi prøve, og derfor sidder vi i en specialbygget sandbil iført store motorbriller, tre-punkts sikkerhedssele og styrtbøjle over os. Køretøjet brummer med en dyb lyd, mens vi kører gennem sandsporene i en stor granplantage. Bag os i bilen er motoren placeret, en ombygget Chevrolet 4,3 motor, en 6-cylindret ting med 270 hestekræfter, har vores chauffør Greg netop svaret på mit spørgsmål.

Hjulene er placeret langt ude i hjørnerne og lader til at gøre det underlige køretøj meget stabilt. Så er vi ude af skoven og kører op på en enorm klit og stopper. Milde himmel, det er meget smukt – sand-dyner så langt øjet rækker med fyrretræer hist og pist, Stillehavet langt ude til højre og til venstre Siuslaw-floden, opkaldt efter en lokal indianerstamme.

Henover sandet med 100 km/t
Greg vender sig mod os og siger: »Velkommen til mit kontor, nu forstår I måske, hvorfor jeg elsker det her arbejde.« Hans hår stritter, motorbrillerne dækker øjne og næse, men under dem åbnes skægget i et bredt smil.

»Vil I ha’ lidt spænding eller en sigthseeing-tur,« spørger han. Før jeg kan nå at sige noget, udbryder pigen ved min side: »Spænding, tak,« og Greg nikker glad. »Hvor hurtigt kan den køre,« får jeg lige indført. »100 kilometer i timen,« er svaret. OK, det forklarer måske motorbrillerne og trepunktsselen.

Og så går det løs: Med et brøl farer vi ned over den første klit, fræser gennem dalen for fuld hammer og op på den næste klit, hvor Greg kaster sandbilen ind i et sving, som jeg er sikker på vil sende bilen tumlende rundt i sandet.

Men det sker ikke, vi glider ganske vist sidelæns, men vælter ikke, og bilen peger allerede ned i den næste dal, hvor vi ankommer i topfart. Når man tre-fire gange har oplevet, at bilen ikke vælter, når man tror det, er det sjovt. Vildt sjovt.

Turen tilbage tager vi i mere adstadig fart på stranden, hvor de kraftige bølger har trukket søgræs op og lagt det på sandet. Jeg spørger Greg, hvad han skal lave, når han er træt af at skræmme livet af turister, og han kigger forbløffet. »Forlade klitterne og Florence? Aldrig.«

Den høje ørken
Men vi må forlade Stillehavet og begiver os ind mod midten af staten Oregon, og det er der gode grunde til. Kursen er sat mod byen Bend på den anden side af den kæde af nationalparker, der skærer ned gennem Oregon, og her venter en helt særlig oplevelse.

Turen fører os gennem smukke skove, næsten som i New England på østkysten, og vi overnatter en enkelt gang i Eugene undervejs, før vi kører det sidste stykke. Nu går det opad og vandfald fosser ud af basalt-klipperne i skovene, mens vi ved, at vulkan-bjergene De Tre Søstre og Mt. Hood, det højeste bjerg i Oregon med sine 3.500 meter skal være lige i nærheden, men regnen ligger lavt og driller
for udsigten.

Fremme i Bend er vi i udkanten af High Desert – den høje ørken, der spreder sig både øst- og nordover i 1.000 meters højde over havet. Her tæt ved bjergkæderne daler i november et tyndt drys sne over de tørre sletter, hvor kun hårdføre små buske vokser. Det er sjældent man står i en ørken, hvor det sner, men det gør det altså her. Til gengæld regner det næsten ikke om sommeren.

Det her sted – med skovene, bjergene, søerne og floderne – er genialt for alle, der gerne vil være aktive i ferien. Og så har området omkring Bend lige et ekstra tilbud, det er svært at stikke: De 300 lava-huler og tunneler, der blev skabt for 150.000-100.000 år siden, da Newberry-vulkanen sendte sin glødende lava i alle retninger, også under jorden.

Under jorden fandt lavaen sin egen vej og strømmede frem, mens den skabte tunneller i alle former, op til en kilometer lange. Det måtte vi prøve.

Ned i lavahulens dyb
Så guiden Jeff stoppede sin minivan og vi steg seks personer ud midt i denne høje ørken. Jeg stirrede ned i hullet i jorden herude i vildmarken og overvejede, om jeg havde gjort det rigtige. Nogen helt er man vel ikke.

Jeff udleverede hjelme og monterede pandelamper på hver. I en lava-tunnel er der ikke gangstier og trapper, heller ikke stalagmitter og stalagtitter som i en drypstenshule – og slet ikke noget, der er oplyst.

Her er bare sort basalt-klippe, nedfaldne klippe-stykker, måske et par sovende flagermus – og et enkelt sted bare 50 centimeter til loftet, så vi måtte nok regne med at skulle kravle lidt – men det bliver sjovt, grinede Jeff.

Altså sugede jeg luft ind og gik efter de andre ned ad den stejle trappe til den første hules bund – den eneste hjælp man får. Lyset strømmede ned gennem hullet, og da vi stod på hulens bund, var det lidt som at være med i et eventyr.

Men da vi tændte pandelamperne og begav os i gåsegang ind i mørket og kulden, forsvandt lidt af det fede ved eventyret et øjeblik. Sejlerskoene trådte varsomt på nedstyrtede basalt-klipper, og hjelmen dunkede et par gange mod det runde loft, når vi kravlede over dynger af klippe.

Jeff er uddannet geolog og fortæller undervejs – og stiller os små opgaver. Hvad har hulerne været brugt til, hvilke dyr kan vi mon møde, hvorfor ser tunnelen ud som den gør. Der er noget med en mærkelig edderkop, der holder til hernede i mørket og lader sig lokke frem af rystelser i jorden, men den skulle være ganske ufarlig. Rart at vide.

Lidt skræmmende er det, da han beder os sætte os ned, slukke pandelamperne og være stille. Mørket og stilheden er fuldstændigt.
Grænseoverskridende er det, da vi møder, hvad der ligner en mur, næsten for enden af tunnelen. Loftet falder jævnt næsten til gulvets niveau og ender i et hul, men som Jeff siger: »Jeg har kravlet under masser af gange, der er plads, selv om det ikke ser sådan ud. Og så varer det kun tre meter.«

Jeg lider sådan set lidt af klaustrofobi og har det ikke specielt godt med små, lukkede rum, så jeg tænkte vor herre bevares og krabbede mig ned i støvet. Med blus på pandelampen gled jeg under loftet på maven, mens støvet rejste sig.

Men ude på den anden side kunne jeg stå og grine dumt sammen med de andre, mens jeg tænkte: Vi gjorde det, vi er eventyrere ... Vi måtte ganske vist samme vej tilbage, men når jeg kan klare det, kan alle. Og hvem har nogensinde været dybt inde i en lava-tunnel? Her i Oregon har man chancen.

Som i en ægte western
Vi skal videre mod nord, hvor rejsemålet er den lille by Hood River ved Columbia-floden, der udgør grænsen til staten Washington, inden vi drejer til venstre mod hovedbyen Portland. Men først skal vi en tur gennem »den høje ørken«, som er Oregons næsten mennesketomme hjørne.

Her er Cascade-bjergene ude mod vest, her er De Blå Bjerge mod nord – og ude mod øst er der ingenting i et område større end Danmark. Bortset fra hårdføre græsser og buske – og masser af klapperslanger og vilde kaniner.

Men ørkenen rummer sin helt egen skønhed, og hvad er lige bedre end countrymusik i radioen, mens vi glider gennem landskabet. Og stopper ved nationalparken Smiths Rock tæt på byen Redmond.

At stå over den knejsende rødlige basalt-klippe og kigge på Crooked River-floden, der slynger sig rundt i dalen, er som at træde ind i en cowboyfilm. Og måske har man set bjerget før, for en række westerns er optaget netop her.

Men basaltklippen er også fremragende at klatre på, og flere tusind klatrestier findes her i nationalparken, som bruges meget i amerikansk sportsklatring.

Rejsen gennem den høje ørken og Oregon er ved at være forbi. Vi er kommet til Columbia-floden, der er bred og dyb nok til, at store fragtskibe her sejler ud mod Stillehavet og kite-surferne drøner rundt på flodens vande.

Vi mangler lige en enkelt oplevelse, der får det store smil frem igen, på turen langs floden til Portland. Nemlig Multnomah Falls, der med to millioner besøgende om året er Oregons største attraktion.

Vandfaldet fødes af underjordiske floder og falder 189 meter ned fra bjerget Larch – smukt som bare pokker og en passende afsked med Oregon.