Mød Argentinas sidste cowboys

De koloniserede den sydlige del af Sydamerika; beherskede pampas-sletten, plagede politiet og tog imod røvere på flugt. I en landsby tæt på Buenos Aires lever gaucho-kulturen endnu.

Under et ophold på en estancia får man både hygge under de skyggefulde træer i haven, mulighed for at møde en af pampaens barske gutter up-close og ikke mindst for at se en gaucho tumle sin hest i et imponerende show. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ebbe Fischer
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fedtet driver fra bøfferne, der syder over den sagte ild på den store argentinske »parilla«. Ellers er her stille.

Læs også:  Det stille liv i Argentina

...eller næsten helt stille. Vinden blæser mildt omkring trækronerne, mens et par katte løber omkring på verandaen, og nogle gauchos arbejder med hestene ovre ved stalden. Tempoet er lavt.

Vi sidder på en klassisk argentinsk herregård – estancia El Ombu – lige udenfor San Antonio de Areco, en »flække« på 20.000 indbyggere, bare to timers kørsel fra megabyområdet Buenos Aires med 14 millioner indbyggere, omend det føles, som om vi er langt længere væk fra den moderne civilisation. 

Og her sidder vi så og venter på det saftige argentinske oksekød, der skal anrettes til den berømte argentinske »asado«.

Asado, som egentlig bare betyder grillet kød, opstod på pampassen. Denne næsten uendelige slette mellem Atlanterhavet og Andesbjergene. Området, der strækker sig over 750.000 kvadratkilometer, primært i Argentina, og er næsten 20 gange så stort som Danmark,  ligner til forveksling den nordamerikanske prærie, og gauchoen er da også den sydamerikanske pendant til de cowboys, der tidligere levede i Nordamerika. 

Gauchoerne var kommet til Argentina som immigranter fra Europa, og forsøgte at klare sig ved at opdrætte og drive kvæg, som nedstammede fra de dyr, de spanske erobrere havde haft med tilbage i 1500-tallet. Dengang brugte spanierne kvæget som træk- og arbejdsdyr og spiste dem ikke, men det ændrede gauchoerne nu på.

De red som nomader landet tyndt på hesteryg, stegte kød over åben ild, sloges i kampen for overlevelse mod både indianere og hinanden og gjorde i det hele taget i bedste lovløse stil, som det passede dem. Og da de to nordamerikanske bankrøvere Butch Cassidy og The Sundance Kid i 1901 flygtede fra dusørjægerne, valgte de at slå sig ned i netop Argentina. De to vaneforbrydere kunne dog ikke holde sig i skindet, og de begyndte at røve banker igen og blev jaget til Bolivia, hvor de mødte deres endeligt. 

Det er en anden historie. Imidlertid er det formentlig ikke tilfældigt, at de to banditter valgte Argentina, det frie liv på hesteryg udover endeløse vidder har utvivlsomt lignet det, de kendte fra den nordamerikanske prærie.

I dag er gauchoerne indbegrebet af den argentinske sjæl, og få steder kan man opleve den specielle gaucho-kultur så levende som i San Antonio de Areco. 

Modsat mange andre byer har man her bevaret mange af gaucho-traditionerne tilbage fra byens grundlæggelse i 1730, og selv om her er både hoteller og guesthouses målrettet turisterne – indrettet i de gamle bygninger, som er bevaret med respekt for historien – er San Antonio de Areco ikke en disneyficeret udgave af fortiden. De kvægdrivere, der iført cowboyhat og kniv i bæltet rider gennem byen, er ikke turistattraktioner. De er på vej på arbejde. 

På samme måde er blandt andet sølvsmedjen stadig aktiv. Sølv var – og er – vigtigt for gauchoerne; der er prestige i at have de rigtige sølvsporer, den rigtige sølvkniv og det rigtige sølvgear til sin hest, også selv om tingene ofte er samlerobjekter og kun bliver vist frem til bl.a. rodeoet under den årlige gaucho festival i San Antonio de Areco. Hos sølvsmeden Draghi midt i byen kan man komme ind og se, hvordan tingene bliver fremstillet. 

Er man mere til mad og drikke - som tilfældet ofte er i Argentina - finder man på byens centrale plads flere gode restauranter, hvor man kan gå ombord i den fabelagtige argentinske rødvin til de saftige bøffer. Om lørdagen er det ikke usædvanligt, at man deler stedet med gauchos og ranchejere, der er kommet til byen for også at spise bøffer og drikke rødvin. Bagefter kan man tage en tur ned ad de brostensbelagte sidegader på jagt efter en bar. Her er nogle få, men San Antonio de Areco er ikke nogen festby, alting kører på lavt blus. Hvilket i sig selv er utroligt, eftersom byen kun ligger to timers kørsel fra mægtige Buenos Aires.

På Estancia El Ombu syder grillen stadig. 
Den har kørt længe. Tid er nemlig den vigtigste ingrediens i en asado, siger man i Argentina.

Et voldsomt jerngitter hænger lidt på skrå under kødet og tillader fedtet at drive langsomt væk, indtil det bliver samlet op i en indbygget beholder af jern. 

I Argentina kan enhver mand med respekt for sig selv lave en god asado på sin egen gigantiske grill, og ejer man kun en mindre Weber-lignende sag, kan man glemme alt om respekt i vennekredsen. 

Den stil kommer fra gauchoerne. Ligesom også traditionen med at fortære hele dyret stammer fra tidligere tider. I gamle dage var det vigtigt at spise det hele, og også i dag serverer man alt, bl.a. nyrerne og fedtet fra halsen, som er en særlig delikatesse. 

Det smager fantastisk. Og der er masser af det. En tommelfingerregel dikterer et halvt kg af det saftige kød pr. mand. Mindst. Til gengæld skal man ikke slås med voldsomt meget tilbehør. 

Efter det overdådige måltid giver en af gårdens yngre gauchoer en opvisning. Hestene er gauchoens uundværlige transportmiddel, også i dag, og også - eller måske rettere især - i sumpede og ufremkommelige områder. Gauchoerne er dygtige ryttere, og den unge mand har lært sin hest det hele. Han kilder den, mens de begge ligger på ryggen, kysser den endda, mens dyret holder hatten med det ene bagben, inden gauchoen lægger sig ved siden af hesten, som omfavner ham med sit ene ben. 

Cirkus? Måske, men alligevel karakteristisk for gauchokulturen. Fyrene på gården underholder turisterne, men de arbejder også og primært i marken. Imens græsser kvæget i det fjerne, og vinden hiver i trækronerne. Vi lader roen falde over os.

Læs også: Til fods, hest og cykel i Bolivia