Modernisering af paskontrol i lufthavnen

Moderniseret paskontrol i Københavns Lufthavn skal lade rejsende scanne deres pas selv, når de ankommer til lufthavnens C-område.

02REJFOTO-155436.jpg
Foto: Foto: Carlo Pelagalli – Wikimedia Commons.
Læs mere
Fold sammen

Før skulle man stå i kø for at kunne fremvise sit pas til politiet, når man skulle flyve til destinationer uden for Schengen-området. Men nu har Københavns Lufthavn moderniseret sin paskontrol, så de rejsende selv kan scanne deres pas, når de ankommer til lufthavnens C-område.

I juni indviede justitsminister Søren Pind de ni nye pasbokse, som primært er blevet indført for at effektivisere processen og undgå kø. De seneste år har lufthavnen nemlig oplevet en stor stigning i antallet af passagerer.

De nye pasbokse vil kunne benyttes af EU-borgere over 18 år. Når man scanner sit pas, går kontrollen automatisk gennem politiets database, og efterfølgende skal man gennem en såkaldt ansigtsgenkendelse.

Selv om det nu er blevet automatiseret, vil politiet stadig overvåge pasboksene.