Mod Vesterhavet i kano

Det er hårdt, men besværet værd, at sejle i kano på Uggerby Å.

Foto: Det hvide sand lyser som en åbenbaring, da vi endelig når det store blå Vesterhav. Ninne Hofmann

Kano. Sidst jeg padlede i en sådan, var i Sverige i ottende klasse, men nu sidder jeg så sammen med min 10-årige datter Mira samt Sebastian på 5 år og hans mor i en kano på Uggerby Å.

Se også: 10 gode grønne rejser

Jeg har frejdigt meldt mig til at sidde bagest og styre, men et er erindringen, noget helt andet er virkeligheden på en meget varm sommerdag i Nordjylland.
Vi skal sammen med to andre hold padle ca. 5 km ud til åens udløb i Vesterhavet. Det lyder – og er bestemt – idyllisk med græssende heste på skrænterne og fuglekvidren i trætoppene.
Men det er også hårdt arbejde, og der er kun en vej frem i åen, hvor vi mere eller mindre behændigt prøver at undgå sammenstød med sten, grene og andre naturlige forhindringer.

Bunden fyldt med vand
Noget gør vi galt, for pagajen fylder bunden med vand, så min rygsæk med kamera og skiftetøj pakket i plastikposer må væk fra vandet, og klæber nu til min svedige ryg.
Efter en time er de andre ude af syne, og Mira er (også) ved at være træt.
»Kommer de ikke og henter os, hvis vi blæser i fløjten, der sidder i redningsvesten?« spørger hun forhåbningsfuldt.
»Nej, den er kun til en nødsituation,« svarer jeg imens jeg vifter en flue væk fra min glinsende pande.
»Kan vi så ikke bare smide Sebastian over bord?« replicerer hun med et smørret grin, imens Sebastian og hans mor sender os et bekymret blik og rykker lidt længere frem i kanoen.

Lyser som en åbenbaring
Vi er dog alle enige om, at turen er rigeligt lang for os uerfarne, og lidt mandlige kræfter i pagajen ikke ville have været at foragte.
Men rundt om den næste pynt ændres landskabet markant, og euforiske lader vi pagajen bryde vandspejlet.
Vi er nu omgivet af klitter, og det hvide sand lyser som en åbenbaring foran os, og drager kanoen mod det store blå Vesterhav.
De andre klapper og hjælper os i land, hvor vi tømmer skoene, tørrer sveden af panden og lader børnene løbe mod havet.
»Hvordan har I fået så meget vand ned i kanoen?« bliver der spurgt.
Det kan vi ikke svare på, men om jeg så havde fået vabler på hænderne og var blevet solskoldet på næsen, så havde det stadig været hele turen værd.

Læs også: 3 af verdens 1000 ultimative oplevelser er danske