Mirakel-fly ender på museum

I nær fremtid når mirakel-flyet fra nødlandingen i Hudson-floden sit sidste mål - et museum i North Carolina

Rejseliv imported photo
Foto: Eric Thayer

I øjeblikket står flyet på et lager i New Jersey, men står det til museumsfolkene på Carolinas Aviation Museum i Charlotte, vil flyet her kunne ses af besøgende turister omkring maj måned i år.

Læs også: Sådan flyver du i 2050

Flyet - et US Airways-fly med kaldenummeret Flight 1549 - var netop på vej fra New York til Charlotte i 2009, da flyet kort efter starten ramte en flok gæs.

Resultatet var katastrofalt: Gæs blev suget ind i begge motorer, som satte ud. Men det lykkedes kaptajn Chesley "Sully" Sullenberger at lande flyet i Hudson-floden midt i New York, og samtlige 155 passagerer og besætningsmedlemmer blev reddet.

Fordi flyets mål den dag i 2009 netop var Charlotte, synes museet i Charlotte, at flyet hører hjemme der, og forhandlingerne mellem museum og forsikringsselskabet, som ejer flyet, er ved at være på plads. Det skriver den lokale avis, The Charlotte Observer.

Prisen for det ødelagte fly ønsker museet ikke at oplyse, men man håber på, at flyet kan være på plads og udstilles i løbet af maj måned.

Læs også: Concorden ny seværdighed i London